Stine Pilgaard har haft en smuk nytårstradition, siden hun var barn – og den vil vi nu tage til os

Hvorfor har du valgt at lade nytårsaften danne rammen om din forestilling?

"Enhver af vores livs nytårsaftener er også et portræt af, hvor vi befinder os i tilværelsen. 

Derfor er det en hurtig og præcis måde at præsentere forestillingens karakterer på. 

Ligesom vores frisurer, tøjsmag og værdier ændrer sig gennem årene, gør vores nytårsaftener det også. Er vi fulde og glade på jagt efter kærlighed og sex? Eller er aftenens primære mål, at vores børn ikke kaster knaldperler efter hinanden? Vil vi gerne møde nye mennesker, eller vil vi helst være omgivet af vores livsvidner? 

Læs også

Caroline Fleming fik nye behov, da hun blev mor – og det blev enden på hendes ægteskab

Årets sidste aften er en begivenhed, vi tager stilling til. Den fortæller noget om, hvad der er vigtigt for os lige nu. Det er et tidspunkt, hvor vi standser op, ser os omkring og tager afsked med en tid, der er forbi, og ser fremad mod begivenheder, der endnu ikke har fundet sted. Jeg kan godt lide tanken om, at publikum møder karaktererne på denne aften, der er så dirrende og betydningsladet."

Hvordan bliver du selv påvirket af nytårsaften?

"Jeg gør altid status, når nytåret nærmer sig. Det er muligvis en erhvervsskade; at jeg oplever mit eget liv som en fortælling, en roman, jeg har mulighed for at skrive i nye retninger. Jeg tænker med taknemmelighed på de vigtige mennesker, der findes i mit liv lige nu og med vemod eller resignation på dem, der enten er døde eller gledet fra mig. 

Normalt lever man jo sit liv fra dag til dag, men når vi pludselig taler om året som noget afgrænset, bliver tiden noget højtideligt, et billede på noget større. Jeg bliver rørt af den dobbeltrettede bevægelse, at det både er en afsked med en lang række af dage, der er gået, men også en velkomst og et håb rettet mod de dage, der vil komme. En glæde, men også en sorg over, at tiden går. 

Jeg oplever nytårsaften som en lidt ufokuseret fejring af livets hastighed, den præmis, vi bærer som mennesker, at der findes en udløbsdato, som vi hele tiden nærmer os. Fordi vi måske ikke rigtig har et sprog for det, drikker vi os fulde, fyrer raketter af, danser med hinanden og hopper ind i det nye år. 

Det er heller ikke dårlige ting at foretage sig, mens vi venter på noget, vi ikke aner, hvad er, men jeg tror, at der for de fleste lige neden under festen ligger en sprogløs melankoli, hvis man stopper op og mærker efter."

Har du nogen nytårsritualer?

"Hvert nytår om eftermiddagen køber jeg to pakker stjernekastere og sætter mig et stille sted, hvor der er smukt. De år jeg boede i Ringkøbing, var det ved fjorden, men nu bliver det nok under troldpilen i min have. Så vælger jeg en person for hver stjernekaster, jeg tænder, og tænker på det menneske, mens den brænder ned. Det kan være en sød pædagog i min datters børnehave, en kiropraktor, der har sat min ryg på plads, min redaktør, som stadig tror på, at min roman bliver færdig, selvom jeg arbejder så langsomt. 

Læs også

Trine Hjorth Bønnerup og hendes mand var kærester to gange: ”Vi prøvede, men det gik ikke”

Jeg tænder også en for min døde veninde, som jeg stadig fører samtaler med, og mine bedsteforældre, der heller ikke er her mere. Folk, der dukker op i mine tanker, når jeg føler taknemmelighed. Det er en stille og privat tradition, jeg har haft, siden jeg var et stort barn, og det er en rigtig fin måde at minde sig selv om dem, der hjælper os i et kort øjeblik eller hele livet. Selvom tilværelsen er fyldt med sorger og problemer, er det vigtigt at huske, at man ikke er alene om at bære dem."

Hvad har været din mest mindeværdige oplevelse fra det forgangne år?

"I forbindelse med min research til forestillingen arrangerede jeg samtaler med en lang række mennesker fra mit liv. Aftalen var, at jeg i tre timer måtte spørge ind til deres håb og drømme, barndom, livsvalg, kriser og fortrydelser. Samtalerne måtte bruges anonymt i det teaterstykke, jeg skrev, men ellers havde jeg tavshedspligt.

Jeg udførte de 25 samtaler hen over foråret, og det har været noget af det mest meningsfulde i 2024. Der er forskellige sætninger og gode råd, jeg er vendt tilbage til, og som har hjulpet mig selv med at komme videre fra svære situationer. Det var en stor trøst at opleve, hvor meget jeg kunne lære af andre, og hvor smukt et øjeblik det er, når vi deler vores erfaringer. At fortroligheden kan bygge broer imellem os. 

Det var meget rørende at få så direkte adgang til andres minder og opholde sig ved livets store spørgsmål. At finde ud af, hvor forskelligt, men på mange punkter også ret ens, vi håndterer vores liv. Både fagligt, men også menneskeligt var det noget af det mest inspirerende, jeg har oplevet i år og måske faktisk nogensinde. Det var en følelse af at række forsigtigt ud og så mærke et hav af hænder, der var klar til at gribe mig."

Hvad er dit nytårsforsæt?

"Jeg har rigtig mange nytårsforsætter, og jeg tager dem meget alvorligt. I begyndelsen af januar laver min veninde og jeg en lang liste med ting, vi vil arbejde på at blive bedre til, og så mødes vi en gang om måneden resten af året og gør status. Det er en fin måde at nærme sig en bedre version af sig selv, på trods af at jeg må indrømme, at nogle af nytårsforsætterne er svære for mig at realisere. 

Læs også

Mikkel Kryger og familien tog en stor beslutning: Det styrkede relationerne

Mange af dem står på listen hvert år: Holde op med at sige til mig selv, at jeg ikke ryger rigtigt, og bagefter holde op med at ryge. Huske at børste mine børns tænder om morgenen og lade være med at begynde alle mails og sms’er med at undskylde, at jeg svarer så sent. Gå tidligere i seng, huske solcreme og vitaminpiller, holde flere fester. De sidste tre år har jeg gerne villet lære at lave et flot bål, fordi vi tit laver snobrød i haven. 

Det er, som om jeg blokerer, når det er noget med ild, men jeg synes, at det virker ret sejt at kunne lave et flot bål. Alligevel ender jeg altid med at kalde på min kæreste, så han kan lave det, men jeg tror, at det bliver i 2025. At jeg bygger og tænder bålet selv."

Hvad fra 2024 skal du ikke bede om mere af i det nye år?

"Globalt set kan man ikke se bort fra de voldsomme konflikter i Mellemøsten, som næsten er en daglig påmindelse om menneskers grusomhed. Det virker desværre utopisk at ønske sig fred i det kommende år, jeg tror, at det har længere udsigter. Hvis jeg zoomer ind på mit eget liv, ville jeg gerne få styr på min ryg, ellers ender det med, at min næste roman kommer til at foregå i en kiropraktorklinik, hvor jeg har tilbragt en temmelig stor del af det forgangne år."

Hvad vil du gerne have mere af?

"Drejer det sig om verden og dens mennesker, ville jeg ønske, at vi var bedre til at huske os selv og hinanden på, at vi har mere til fælles, end man måske tror ved første øjekast. At det betyder noget, hvordan vi opfører os i det offentlige rum, til et middagsselskab, på arbejdspladsen, over for vores børn, når de presser os. At vi gør os mere umage og tager det alvorligt, det store ansvar, det er at være et menneske. Rent personligt ville jeg gerne have mere sex med min kæreste.

I det hele taget forholde mig mere aktivt til min seksualitet og mit begær, som har været en lidt tåget forestilling de seneste par år. Når man som en del af en børnefamilie har travlt med at opfylde andres behov hver eneste dag, kan man nemt overse sine egne. 

Så jeg øver mig i at finde ud af, hvad jeg egentlig tænder på. At se på sexlivet som noget åbent og spændende og ikke bare noget, vi skal holde i gang. Det er faktisk en ret spændende øvelse, der gør, at jeg langsomt lærer mig selv bedre at kende, og som har gjort mit kærlighedsliv meget bedre i de her år, hvor alt nogle gange handler om andre."

Hvilken nytårsaften husker du bedst?

"Det var nok i år 2000, hvor jeg var 15 år og for første gang fik lov at holde nytår med nogle venner, der var alene hjemme. Vi tog det meget højtideligt, prøvede at være som de voksne, havde lavet en eller anden steg med bearnaisesauce og foldede servietter og bagte kransekage. Fordi vi var så unge og uregulerede, endte det alligevel med, at vi var døddrukne inden forretten. 

Jeg kan huske, at vi tabte stegen, da vi tog den ud af ovnen, ned i en stor skål kattemad og blev enige om, at man bare kunne skrabe det af. Det kunne man ikke, men vi var så opsatte på den middag, at jeg stadig kan mærke smagen af kattemad, når jeg sidder ved spisebordet nytårsaften."