Susanne og Rolf Sørensen

Susanne og Rolf Sørensen taler ud om alkoholmisbrug: ”Vi skal ikke skilles alligevel”

Alkoholen var den hyppigst inviterede gæst hjemme hos Susanne og Rolf Sørensen, og den kostede dem deres mangeårige ægteskab. Næsten i hvert fald. For nu har parret afbrudt den skilsmisse, der ellers var på tegnebrættet, fortæller de i et stort interview med ALT for damerne.

”Vi skal ikke skilles, nej.”

Susanne og Rolf Sørensen, der ellers i efteråret meldte ud, at de skulle skilles på grund af Rolfs alkoholmisbrug, har afbrudt deres skilsmisse. Det fortæller de i et stort interview i det nyeste ALT for damerne.

Alkohol har fyldt meget i familien Sørensens liv, siden parret mødte hinanden som helt unge. Den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen har nemlig længe haft et lidt for kærligt forhold til alkoholen. Der var altid en anledning til et glas vin – eller tre – og de senere år har Rolf Sørensen også listet rundt i huset, efter resten af familien var gået i seng, for at stille tørsten i smug.

Sidste september fik Susanne Sørensen så nok, fortæller hun. Hun var træt af konstant at være i alarmberedskab: Hvorfor rejser Rolf sig nu op? Er han på vej ud i køkkenet? Var dét en flaske, der blev åbnet? Er det vin, han hælder op?

”Min rolle var at være den sure mokke, og det var svært. Jeg blev i tvivl om min egen dømmekraft, fordi grænserne hele tiden skred ud. Det var svært at være den, der ofte ødelagde den gode stemning, og som skulle konfrontere Rolf med, at han ikke havde styr på sit alkoholindtag,” fortæller Susanne Sørensen og fortsætter:

”Vi var nået til et punkt, hvor jeg følte, at skilsmisse var den eneste løsning. I alt for mange år havde jeg ikke taget konsekvensen af Rolfs alkoholmisbrug og udskejelser, fordi det er så hård en konsekvens at skulle være den, der bryder familien op.”

Living Apart Together

Rolf Sørensen har nu været igennem et længere behandlingsforløb for sit alkoholmisbrug – og det har givet et frisk pust til forholdet. 

”Det er så dejligt, at vi nu kan tale åbent og ærligt, og at der ikke længere er fortrængning og fornægtelse. Der er ikke en stor lyserød elefant i rummet mere,” siger Susanne Sørensen og uddyber:

”At se den udvikling, Rolf er gået igennem, har været fuldstændig fantastisk. Som at have fået bekræftet vores kærlighed til hinanden på ny. Vi kan se, at vi kan gå gennem en krise – en virkelig voldsom krise – og faktisk komme ud på den anden side og tilgive hinanden.”

”Vi behøver ikke være som mange andre, der går fra hinanden på grund af problemer med alkohol, selvom det måske umiddelbart var det nemmeste. Vi har valgt at kæmpe,” tilføjer Rolf Sørensen og fortsætter:

”Hver eneste dag, når jeg vågner op, tænker jeg, at nu kan jeg faktisk gøre Susanne glad. Nu kan jeg gøre hende rolig. Jeg kan gøre hende tryg. Jeg ved godt, at det kommer til at tage tid endnu, før det er helt på plads, men det er på vej. Hun har passet på mig så mange år, nu kan jeg passe på hende.”

Susanne og Rolf Sørensen er nu hoppet med på trenden om at bo hver for sig, selvom de stadig er sammen som par. Den såkaldte Living Apart Together-model

Hvor længe de vil gøre det, er endnu uvist, men lige nu trænger de begge til plads, så de kan ændre de gamle mønstre og roller i deres eget tempo, lyder det fra parret.

Læs hele interviewet her.

Fakta

SUSANNE BALSLØW SØRENSEN, 51 ÅR

  • Salgschef i European Sperm Bank og driver sammen med Rolf en olivenproduktion i Italien.

ROLF SØRENSEN, 55 ÅR

  • Cykelagent, foredragsholder og tv-kommentator/ ekspert på TV 2.
  • Tidligere professionel cykelrytter og Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde.
  • Har desuden cykeltøjsmærket Il Biondo.

Susanne og Rolf er gift og har børnene Jonathan, 25, Nicholas, 23, og Carla Sofia, 11.