16-årige Simon reddede sin fars liv: ”Vi var så ufatteligt heldige den aften”

25.03.24 er en dato, som ingen i familien Jeppesen glemmer. 

Det er mandag efter Palmesøndag, og Steen Brask Jeppesen har det skidt, da han kommer hjem fra sit arbejde som montør. 

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Hans kone er glad for, at han går op og lægger sig, for på det seneste har Steen ikke haft det så godt. Da hun kigger til ham, bliver hun dog bekymret og ringer til vagtlægen. Hun bliver sat i kø og prøver at få Steens opmærksomhed, så han er klar i hovedet til at tale med lægen, når de kommer igennem, men så falder Steen omkuld.

"Steen falder ind i garderobeskabet, og jeg er rigtig, rigtig taknemmelig for at Simon kom hjem," fortæller Marian Jeppesen, der er 47 år.

Simon er parrets dengang 16-årige søn. Familien bor i Kloster udenfor Ringkøbing og tæller også Simons lillebror, Mikkel. 

På denne mandag aften kommer Simon hjem fra sit arbejde i Meny, og hører sin mor råbe, at han skal komme hurtigt.

"Lige da jeg så min mor, der lå og lavede et eller andet i garderobeskabet, tænkte jeg: "Hvad har I gang i?" Og så reagerede jeg. 

Min mor sagde, at jeg skulle ringe 112, og jeg tøvede ikke med noget; jeg gjorde, hvad jeg fik besked på," fortæller Simon, der i mellemtiden er blevet 17 år.

Mens en ambulance i høj hast kører mod Kloster, bliver mor og søn instrueret i, hvad de skal gøre via en videoforbindelse med en læge. 

Han siger, at Steen skal hives væk fra skabet, så de får mere plads, og da han ser, at Marian har forstuvet sin tommelfinger, og derfor ikke kan trykke så hårdt på Steens bryst, sætter han Simon i gang med at give hjertelungemassage:

"Jeg så min mor gøre det, og så huskede jeg det, jeg selv lærte i 8. klasse, hvor vi havde et kort kursus. Min far havde blod ud af næse og mund, men jeg skulle bare trykke til.

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Han var død på det tidspunkt, så det var svært at gøre noget forkert," som Simon siger.

Omtanke for lillebror

Mens han kæmpede for sin fars liv, var der kun en tanke, der kørte i Simons hoved:

""Please Gud, lad mig ikke fucke up nu!" Det var det eneste, jeg tænkte. 

Det værste var det syn af far, der ligger på gulvet med blod ud af næsen og øjnene, mens han bliver mere og mere lilla i huden," fortæller Simon.

"Nej, det har ikke været et kønt syn," siger hans far stille.

Steen husker intet fra aftenen, men Marian husker tydeligt, hvordan hendes hjerne løb løbsk:

"Jeg nåede at tænke, at jeg ville blive alene med to børn og en masse andet, og så kan jeg huske, at hjerteløberen fra byen kom med hjertestarteren, og der mærkede jeg, hvordan kiloene på mine skuldre lettede," fortæller Marian.

Ambulancen kom, og redderne tog over. Simon gjorde, hvad han kunne, og så kom han i tanke om sin lillebror:

"Mikkel anede ingenting. Han sad på sit værelse, og jeg tænkte, at det ikke var så godt, hvis han kom ud og så alt det, der skete. 

Jeg gik derind og satte mig hos ham, og det var rart, for det var også en måde for mig at komme lidt væk fra det på," erkender Simon.

"Det at han har empati og overskud til at tænke så langt, det er det, jeg er mest imponeret af. At give mig hjertemassage er instinktivt og super, men at han går skridtet videre og tænker på sin bror. 

Det er jeg stolt af. Tænk, at vi har skabt sådan en familie. Det er stort. Det er rigtig stort," siger Steen med både fasthed og grøde i stemmen.

Tilbage til livet

Steen bliver fløjet med helikopter til Skejby Sygehus, og Mariann følger efter i bil. Dagen efter bliver han vækket af lægerne, men det er for tidligt:

"Steen er helt optaget af, at hans skal på arbejde, så han vil have slangerne af.

Jeg kan ikke få ro på ham, så jeg tager fat i ham og siger: "Jeg har snakket med dit arbejde og du holder fri i dag.” Så faldt han til ro og de skruede op for medicinen igen," forklarer Marian.

"Da vi så ham tirsdag, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tænke: Jeg har aldrig set ham svagere," mindes Simon og tilføjer så med et skælmsk smil:

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

Der var engang, hvor forældre ikke blandede sig synderligt i deres børns legeaftaler, fritidsaktiviteter eller venskaber – og plejede egne venner, frem for at dyrke de andre forældre i klassen. Sådan er det ikke længere, og det kan være vanskeligt at melde sig ud af det ræs, det sommetider udvikler sig til.

"Altså bortset fra, når vi træner sammen."

Steen smiler. Humoren letter på alvoren, som han især mærker nu, hvor der er gået et år.

"Vi var så ufatteligt heldige den aften. For det første når jeg hjem, før det sker – inden havde jeg gået alene rundt på arbejdet hele dagen. Og for det andet var jeg gået i et koldt bad for at få ro på kroppen. 

Det lykkedes heldigvis ikke, for havde jeg fået ro på kroppen, havde jeg lagt mig til at sove – og så var jeg ikke vågnet igen. 

Det var så godt, at Marian og Simon var der til at give ilt til hjernen, så jeg rent kognitivt fungerer, som jeg skal," fortæller Steen.

Sidste sætning får hans kone og søn til at grine, og Steen griner med. Mariann fortæller, at det godt blive lidt for meget for Simon med al snakken om heltedåden:

"På sygehuset fortalte de os mange gange, at det havde reddet Steens liv, at vi vidste, hvad vi skulle gøre. At det er derfor, han ikke har mén, fordi hjertelungemassagen gav ilt til hjernen."

Første gang hjertekirurgen så Simon sagde han: "Det er så helten!”, og det har Simon det skidt med. Han er ikke godt til at tage imod den ros, så indimellem har vi trukket os lidt væk.

Steen kom hjem på sofaen efter ni dage på Skejby og er i dag tilbage i sit liv:

"Det vigtigste for mig har været at kunne være den far for mine børn og den mand for min kone, som jeg gerne vil være," siger han.

For Marian er der kommet mere fokus på at være nær og til stede i sin familie.

"Vi prioriterer i højere grad at være sammen, og det behøver ikke at være så stort. Det kan virke som en latterlig lille ting at sidde sammen og se en fodboldkamp i fjernsynet, men når vi sidder samlet i sofaen, er jeg bare glad. 

Sådan tænkte jeg ikke før i tiden, men det gør jeg nu," siger hun.