Autisme og inklusion: ”Jeg ville bare gå i skole, ligesom alle andre”

Michael har altid elsket at gå i skole, især matematik, idræt og sammenholdet med vennerne. Frem til fjerde klasse, gik han i en almindelig folkeskole med 24 elever i klassen. Men i tredje klasse begyndte Michael at føle sig presset, timerne var lange, og han havde svært ved at holde koncentrationen, og når han blev stresset, knækkede filmen. Michael begyndte at se ting, som ikke fandtes i den virkelige verden.

– Jeg var bange for alt muligt. Bange for at nogen skulle komme og dræbe min familie, og når jeg gik rundt, kunne jeg pludselig tro, at der var monstre og slanger i rummet, fortæller Michael, der i dag er 12 år og har diagnosen autisme.

Hans mor, Kristina, oplevede, at Michael pludselig ikke kunne overskue helt almindelige gøremål derhjemme.

– Michael kunne heller ikke være med, når vi skulle ud, hvor der var mange mennesker. Han måtte stoppe til fodbold, selvom det var hans helt store interesse – han kunne ikke overskue spillet længere og var hele tiden bange for at gøre noget forkert. Han blev dårligere dag for dag, uden at vi kunne forklare hvorfor.

LÆS OGSÅ: Blog: Min søn legede kun med hængelåse, piber og briller

Ingen opbakning fra skolen

Ingen hjælp at hente

Alene med min iPad

Fik en ny start

Gennem bekendte fik Kristina anbefalet Skolen ved Sorte Hest, og det lykkedes hende til sidst at få overbevist kommunen om, at det var det, der skulle til. I december 2016 begyndte Michael i skole efter syv måneders ufrivillig skolevægring.

– Jeg er glad for min nye skole. Det er rart, at der ikke er så meget larm, vi er kun seks i klassen med mig, smiler Michael. 

I klasselokalet på Skolen ved Sorte Hest har han sin egen arbejdsstation (eller kontorplads om man vil) med skrivebord og en stol. Ved siden af lap-toppen på bordet ligger hans fidget spinnere. Nu er der igen plads til leg, indlæring og glæde. 

Timerne er sjovere

Stopskilt mod stress

Social træning er vigtigt

Ingen skolevægring

Michael er landet godt i sit nye liv, og han er ikke et af de børn, der bidrager til den høje fraværsstatistik blandt skolebørn med autisme. Faktisk har han det sidste halve år kun været fraværende de få gange, han har været til kontrol på hospitalet med sin epilepsi. Og det gælder også de øvrige elever på skolen. Mens knap hver tredje elev med autisme, der er inkluderet i en almindelig folkeskoleklasse, oplever skolevægring, så har Skolen ved Sorte Hest, blandt autister, en fraværsprocent på nul procent, hvis vi taler skolevægring pga. mistrivsel i skolen.

– Jeg er bare glad for, at jeg er sluppet af med den ensomme fornemmelse, jeg havde indeni. Det er dejligt at være her og at være sammen med nogen, der måske også tænker lidt som én selv. I starten havde jeg det lidt underligt med, at der var så mange forskellige regler, og at vi ikke bliver behandlet ens, men det giver jo fin nok mening, fordi vi er så forskellige og har brug for noget forskelligt, forklarer Michael. 

Har ikke behov for medicin

Som en sidegevinst, har Michael nu fået det så godt, at han har udskiftet sin epilepsimedicin med en daglig vitaminpille. Monstrene og slangerne er væk. Kristina er lykkelig for, at Michael (og de som familie) er landet på benene igen.

– Det har været en sej kamp, og jeg er stadig lidt rystet over, at det kommunale maskineri kan lade børn hænge i systemet på den måde. Jeg tror ikke, vi havde behøvet at gå så meget igennem, hvis bare der var nogen, der havde lyttet til os, forklarer Kristina.

Michael ser nu lyst på fremtiden. Han skal begynde at gå til fodbold igen i denne uge, hvor han skal gense nogle af vennerne fra sin gamle klasse, det glæder han sig til.

– Jeg er bare glad, siger han med et stort smil.

– Det eneste jeg hele tiden har villet, var at gå i skole, og nu har jeg både mine gamle venner og mine nye venner. Det er fedt. Og jeg føler, at jeg har lært mere her på skolen, på bare et halvt år, end jeg gjorde i al den tid, jeg gik i folkeskole.

Af hensyn til familien er navnene i artiklen anonymiseret.

LÆS OGSÅ: At leve med ADHD

LÆS OGSÅ: Christel fik angst, da hun blev mor

LÆS OGSÅ: Blog: Kunne jeg bare få lov at tisse i fred?