To kvinder taler sammen, mens de går tur med barnevogn.

Skal du på barsel? Her er ni sjove oplevelser for forældre og baby

Kunst, yoga og fælleskabshuse for forældre og baby – der er nok at tage sig til, mens du er i barselsboblen.

Scenekunst for forældre

Det kan være svært at finde tid til at tage i teateret, når mini først har meldt sin ankomst, men inden da er der masser af grunde til at besøge de skrå brædder. 

Blandt andet vises forestillingen W.O.M.B på Det Kongelige Teater fra 29. april til 5. maj 2024. Stykket er et koreografisk værk om den livgivende kvindekrop og det at blive mor af Julienne Doko.

Hvor: Det Kongelige Teater, København.

Scenekunst.

Pust ud

Yoga kan være gavnligt for både mor og baby under og efter graviditeten. Under graviditeten kan det hjælpe dig med at skabe forbindelse til din krop, øge din styrke samt få bedre styr på dit åndedræt, hvilket vil hjælpe under fødslen. 

Når baby har meldt sin ankomst, kan yoga være en måde at skabe nærhed og samvær med mini og en hyggelig aktivitet, I kan lave sammen. 

De fleste yogastudier tilbyder både graviditetsyoga og mor/baby yoga.

Hvor: Hele landet.

Baby til yoga med sin mor.

Tour-de-gavlmalerier

Tril byen tynd med dit nye Dollargrin og en (forhåbentlig) sovende baby i. I Københavns Nordvestkvarter findes ‘Gavlgalleriet’ med 16 forskellige gavlmalerier, men der findes gavlmalerier i byer landet over, herunder Aalborg, Århus og Odense.

Hvor: Hele landet.

Billede af et gavlmaleri.

Kaffe og legerum

Hvis du trænger til at nyde en kop kaffe, så sving barnevognen forbi Bette Café. Her er der legerum med madrasser og aktivitetslegetøj til junior samt oftest en masse andre nybagte forældre. Bette Café holder derudover en række forskellige arrangementer, lige fra oplæg med ammekonsulenter til børnemotorik. 

Se Bette.cafe.

Hvor: København.

Babyvenlig omvisning

På ARoS kan du få dine sanser stimuleret i et babyvenligt tempo. Her har barslende forældre muligheden for at opleve kunst i selskab med baby og andre forældre, så ingen kigger skævt, hvis mini ikke synes om Ron Muecks ’Boy’. 

Omvisningen foregår første fredag i måneden.

Hvor: ARoS, Århus.

Aros, regnbuen.

Babybio

Trænger I til en tur i biografen? Babybio findes i mange af landets biografer. Her er forestillingerne tilpasset, så de passer med, hvornår mange babyer tager deres middagslur. Hvis mini sover, kan du stille barnevognen udenfor salen, hvor personalet holder øje, og hvis baby skulle vågne, bliver du kaldt ud. 

Derudover er lyden skruet ned og lyset op, så hvis mini skal med ind i salen eller have mad undervejs, er det intet problem.

Hvor: Hele landet.

It takes a village

I hjertet af Århus ligger ‘Lilleby’, der er et fællesskabshus for gravide og familier med børn i alderen 0-6 år. Tanken bag ‘Lilleby’ er, at skabe rammerne for et fælleskab, hvor der er plads til både forældre og børn, og hvor der leges med hinanden. Derudover er der faste, ugentlige legestuer for forældre, der hjemmepasser. 

Se Lillebyaarhus.dk.

Hvor: Århus.

Børn, som leger med lego.
Legestuen Lilleby

Kunst på barsel

Hvis du er kunstinteresseret eller blot har lyst til at prøve noget nyt, får du med konceptet ‘Kunst på barsel’ muligheden for få et kig bag kulisserne i kunstens og litteraturens verden med mini på armen. Formålet med projektet er at give nybagte forældre mulighed for at inddrage deres børn i kulturelle sammenhænge samt møde andre barslende forældre. 

Det er gratis og finder sted hver torsdag. 

Se Kunstpaabarsel.com.

Hvor: København og omegn.

Kunst på barsel.

Folkehuset Absalon

I Folkehuset Absalon er der aktiviteter for store og små. Her kan du gå til babyrytmik, efterfødselstræning, babysansemotorik, lave hånd- og fodaftryk og meget mere. 

Se det hele på Absaloncph.dk.

Hvor: København