Billy og sine forældre

Billy fik tilbudt sit første skuespillerjob som 8-årig: ”Du kan godt sige, at jeg pressede ham”

Vi ser dem på scenen og på skærmene – børn der er skuespillere, sangere, fotomodeller og SoMe-stjerner. Men de er stadig børn. Billys forældre er både begejstrede og varsomme, når de hjælper ham med at balancere en spændende musicalkarriere med legeaftaler, Lego og berømmelse.

En dag fik Petra Kruhøffer tilsendt et opslag om, at Det Kongelige Teater søgte børn til rollen som Billy Elliot.

“Børnene fik også et reelt skoleforløb, og min søn har gået til teater i sin fritid, siden han var fire, så det lød fedt,” siger Petra Kruhøffer, som er mor til Billy på ti år.

Først var Nick og Petra tilbageholdende, men så tilmeldte de ham. Desværre blev Billy sorteret fra i sidste runde, men det skulle ikke sætte en stopper for hans vej ind i teaterverdenen.

“Samme instruktør skulle sætte Another Brick in The Wall op på Østre Gasværk Teater. Der var mange om buddet, da børnerollerne skulle fordeles, så derfor havde jeg slet ikke troet, det var noget, vi overhovedet skulle tage stilling til. Men Billy fik en stor rolle,” husker hun.

“Vi anede ikke, hvad vi gik ind til,” siger Petra Kruhøffer, som er revisor, mens Billys far, Nick, er kok.

Som mor havde hun dog mange betænkninger.

“Det er børn i en voksenverden, og børn skal være børn. Nu skulle Billy pludselig levere, og er det i et sundt miljø? Men Billy elsker at optræde, og han får så meget ud af det. Det er jo ikke nogen helt almindelig hobby. Han kom ind i et rum med nogle mennesker, som alle er meget passionerede. Men ikke nok med det: De regner med dig.”

Hatten røg af

I The Wall skulle Billy være på scenen – de aftener han havde rollen, da han skiftes med nogle andre drenge – en tredjedel af tiden, og desuden havde han tre-fire solosange på et tidspunkt, hvor han kun lige var fyldt ni år. Men det gik ham ikke på. Tværtimod.

“Nogle gange spørger jeg ham, om han er nervøs, men det er han ikke. Han tager det også pænt, hvis der sker noget uforudset. For eksempel er hans hat engang røget af på scenen, men han kører bare videre. Det imponerer mig virkelig,” siger Petra Kruhøffer, som godt kan blive påvirket af at se sin søn på scenen.

“På en given hormonella-tirsdag tuder jeg, fordi det går op for mig, hvad det er, der sker foran mig. Så mor-tuder jeg, for det er jo min lille baby.”

Da The Wall var overstået på Østre Gasværk, fortsatte Billys sceneliv, for mange af personerne bag scenen er de samme som i Matador – The Musical, som skulle sættes op i København og videre på turne til Jylland.

“De to forestillinger lå lige op ad hinanden, så vi sagde nej, og Billy ønskede sig også selv en pause, for han er forholdsvis reflekteret. Men så ringede en af producerne til os og spurgte: Er I nu også sikre?”

Petra gik hjem og talte en ekstra gang med Billy, og familien mødtes med holdet.

“Vi blev så glade for stemningen på holdet, og så sagde vi alle sammen ja.”

Siden er der kommet en del tilbud til Billy, men Petra og Nick har en helt klar aftale om, hvordan de bliver håndteret:

“Først spørger Nick og jeg hinanden, og vi har altid ret til at nedlægge veto. Men hvis vi synes, det er en god ide, spørger vi Billy.”

Lille pres fra mor

Petra indrømmer, at hun indimellem har presset Billy, som hun blandt andet gjorde på The Wall.

“Det er ikke fordi, han skal gøre noget, han ikke har lyst til, men jeg vidste, at det var en stor chance, der ikke kom igen,” forklarer hun.

“Ja, du kan godt sige, at jeg pressede ham, men jeg ønsker mig en sund og glad dreng, og nogle gange ved vi forældre bedre, hvad der er godt for vores børn i det lange løb.”

Men det er med bævende hjerte hver gang hun har sagt ja på sin søns vegne.

“Du kan skrive et helt kapitel om, hvor bekymret jeg er. Har han selvtillid nok? Kan han sige fra? Er det sundt for ham? Han skal jo ikke bare stå der på scenen som en anden Dirch og vente på applausen. Det må aldrig blive hans primus motor. Selvfølgelig må han gerne føle sig heldig. Men vi er også opmærksomme på, at han ikke må få et stort hoved af det. Det er en balance.”

I dag er Billy lykkelig for at have været med på både The Wall og Matador – The Musical. Han har været til fester med de voksne på holdet, som han betragter som sine venner.

“Når han er det, føler jeg mig som lidt af en PET-vagt, der følger efter ham, men det er jo ham, der er til fest,” griner Petra Kruhøffer.

De to store produktioner har givet Billy en del fravær i skolen.

“Han klarer sig fint i skolen, lærerne har støttet os, og de har endda været i teateret og se ham,” siger Petra.

Hun ved ikke, om hun er mor til en stor skuespiller om 20 år, for det kan gå i alle retninger med Billy.

“Jeg ønsker mig ikke, at Billy bliver kendt, og det var jo aldrig et professionelt sceneliv, vi havde i tankerne for Billy. Jeg er faktisk også ligeglad med, hvad han laver som 30-årig, bare han er passioneret. Det eneste jeg ved, er, at de to oplevelser, han har haft i teaterverden, rækker langt ud i fremtiden. Det er kunst og formidling, og du er en del af en større sammenhæng. Billy lærer for eksempel, at det hele ikke handler om hans performance. Det er alles. ”

Midt i Lego

Billy synes også selv, det har været vildt at være med i de to musicals, det er blevet til indtil nu.

“Der var for eksempel en scene i The Wall, hvor jeg skulle forestille at få tæsk af en lærer. Han skulle løfte mig op i armen og give mig en mavepuster så meget, at min hat faldt af. I virkeligheden lod han jo bare som om, han slog mig, men indeni føltes det næsten som om, jeg fik rigtigt tæsk. Det var ret mærkeligt,” siger Billy Kruhøffer, som spillede rollen omkring 45 gange.

Han er glad for, at han var med, men da hans forældre spurgte, om han ville være med i Matador, var han alligevel i tvivl.

“Jeg tror, jeg sagde nej to gange, men til sidst sagde jeg alligevel ja. Det har faktisk været sjovt hver gang, jeg skulle afsted til jobbet. Kun lige hvis jeg sidder midt i noget Lego, når vi skal af sted, kan det godt være lidt irriterende,” erkender han.

Det har ikke skabt problemer for ham i skolen, at han har et fritidsjob, der er noget anderledes end at være avisbud eller flaskedreng.

“Jeg tror, mine venner synes, det er fint, at jeg er skuespiller og får penge for det. Nogle ville måske ønske, det var dem selv, men de siger bare: Fedt for dig, siger Billy”, som også gerne vil være skuespiller som voksen.

“Jeg vil gerne synge og danse, og jeg elsker kostumer, som kan få en til at ændre karakter eller accent,” siger Billy og slår straks over i en engelsk klovn.

“Jeg kan både være fugl og sømand. Eller Reichardt Thomsen fra Ramasjang.”

Noget af det bedste, Billy har oplever, er de mange venner, han har fået i jobbet. Det betyder mindre for ham, at aldersforskellen er ret stor.

“Jeg blev venner med Johan Olsen på The Wall, og vi snakkede tit sammen blandt andet om hans kone og barn. På Matador er jeg blevet venner med Daimi, og hun har givet mig et par tips til at være skuespiller, og hvordan man kan komme til at synge endnu bedre. Jeg har også givet hende et par tips,” smiler Billy.

Ingen fagforening for børn

Børn er ikke medlemmer af fagforening, og der er derfor risiko for dårlige arbejdsforhold. Til gengæld skal teatret indhente en polititilladelse, når børn under 13 skal ansættes for eksempel til en teaterforestilling. Rent juridisk er det ‘Bekendtgørelsen om unges arbejde’, som fastsætter alt om, hvor mange pauser børn skal have, ferier og arbejdsugen. Desværre har produktionen altid mulighed for at fravige reglerne.

Der har tidligere været kritik af at børn arbejdede meget længere på settet, end der var givet tilladelse til, fordi ingen førte tilsyn med det. Nu har Justitsministeriet foreslået, at Arbejdstilsynet fremover skal føre tilsynet.

De dårlige arbejdsforhold for børneskuespillere har dog ikke skræmt Petra, Nick og Billy væk fra branchen. Petra Kruhøffer siger:

“Vi har haft en fin oplevelse, og i sidste ende synes jeg faktisk, det er vores ansvar, at Billy er tilpas med arbejdet. Det står også i hans kontrakt, at arbejdet stopper, hvis han ikke er glad med det. Jeg kigger løbende, om han har det godt. Er han træt? Går det ud over skolen?”

I USA er der meget klare rammer for, hvordan forældrene må disponere over børns indtægter fra for eksempel film eller reklamer. Det er stadfæstet i The Coogan Act fra 1939. Det regelsæt har vi ikke tilsvarende i Danmark. Men i Billys familie har de en klar aftale for hans løn.

“Vi har aftalt, at 90 procent af Billys løn går ind på en konto, han først kan få udbetalt som voksen. De sidste 10 procent kommer ind på en konto, han kan bruge, hvis han for eksempel ønsker sig en ny telefon. Billy ved godt, at han får løn, men det må aldrig blive det vigtigste for ham,” siger Petra Kruhøffer.