David Owe: "Børn kan tåle mere, end man tror"
Det er vigtigt at lege med sine børn – og give dem lov til at slå hul på knæene. Det mener skuespiller David Owe, der er far til to piger og ny vært på et tv-program, hvor han arbejder med børn.
Når skuespilleren David Owe er på legeplads med sine to piger, Gudrun, seks år, og Ingrid, fem år, er han ikke den der far, der sidder på bænken og bliver nervøs, når de kravler højt op. I stedet er han den far, der selv kravler lidt højere op på gyngestativet. Og når han står på hænder blandt vipper, sandkasser og legende børn, følger pigerne trop. Spørger man den 38-årige skuespiller, stuntmand og foredragsholder, der i disse dage også kan kalde sig tv-vært på Kanal 4’s nye program ‘En kæreste til mor’, kan han slet ikke lade være.
– Jeg har aldrig været bange for at være voldsom med mine piger, og jeg har altid kastet dem rundt – i haven, på trampolinen og på alle mulige legepladser – lige siden de var helt små, fortæller David en eftermiddag i kølvandet på optagelser til det nye tv-program.
– Børn kan tåle meget mere, end de fleste tror, og de kan godt lide at slå sig en lille smule. Især hvis man er god til at få dem hurtigt videre. De synes, det er skidesjovt at få lov til at tumle, og vi voksne pakker dem tit ind i for meget vat. Specielt pigerne.
David har, siden han selv var en knægt på 15 år, undervist børn i fægtning, stunt og stagefight. Hans egne piger fulgte med ham til springgymnastik, da de var næsten nyfødte, og der er aldrig blevet kigget skævt til, at de for det meste har hul på knæene og rifter alle vegne. Tværtimod. Så længe de ikke kravler steder hen, hvor de kan slå sig fordærvede, er deres far ikke bange.
– Jeg har to piger, som jeg gerne vil ruste til vores verden så godt som muligt. Det, at de er piger, skal ikke betyde, at de altid skal gå rundt i kjoler og ikke må blive beskidte, og de skal heller ikke opleve, at noget er farligt, for det, tror jeg, er begrænsende. Der er så mange voksne, der er begrænsede af en eller anden form for angst.
LÆS OGSÅ: Dans med dit barn
– for eksempel i forhold til, hvad man må, når andre kigger. Jeg oplever tit, at andre forældre kigger mærkeligt på mig, når jeg kravler højere op i et træ end pigerne eller afleverer dem i løbevogn og løbetøj om morgenen, fortæller David.
– Mit håb er, at jeg kan give mine børn færre begrænsninger ved at gå forrest og ignorere de hæmninger, som andre måtte have. Og indtil videre virker de ret frygtløse, siger han med et smil og nævner, hvordan Gudrun derhjemme snildt kan finde på at klatre op i toppen af en dørkarm og sidde deroppe og grine, fordi han ikke kan finde hende.
Far på Titanic
Sarah Grünewald: “Jeg var bange for, at folk ville tænke, vi havde fået en grim dreng”Legeonkel bag kameraet
Årstidskassetyperne
Snakken om det veltrænede legegen bringer os tilbage til familien Askehave Owes fælles passion for gymnastik, klatrestativer og vejrmøller, der bliver slået alverdens steder – indtil David selv bremser sin fortælling. For ligesom de fleste andre forældre kan han ikke sige sig fri for at give los for computertid og ramasjangkiggeri indimellem. Og midt i al akrobatikken og de hullede knæ er Gudrun og Ingrid også piger med stort P. I de perioder, hvor Marie arbejder meget, er det David, der må få morgentandbørstning og madpakker til at gå op i en højere enhed samt trylle med hårbørster, fletninger og tøjvalg, der ikke altid falder i tøsernes smag.
– Det kan stadig overraske mig, hvordan en trøje kan blive stigmatiseret, hvis én i børnehaven har sagt, at den ikke er pæn, og hvordan det kan ødelægge hele morgenen, hvis det er den, jeg lægger frem, fortæller han og understreger, at han efterhånden har lært den enorme værdi i at lade pigerne vælge deres tøj aftenen før.
I det hele taget har forældreskabet betydet en anderledes overgivelse til logistik og tilrettelæggelse.
– Før i tiden syntes jeg, det var småborgerligt og irriterende at planlægge alting. Nu er vi blevet sådan nogen, der får madkasse fra Årstiderne, siger han og griner.
Solen brænder sjældent sommervarmt uden for vinduerne, og ikke langt fra interviewbordet står to piger og tripper utålmodigt efter at komme af sted på en aftalt tivolitur. Siden familien sidst besøgte den gamle have, har Gudrun rundet de magiske 120 centimeter, der giver adgang til de vovede forlystelser, og det gør ikke forventningsglæden mindre.
Inden pigerne, Marie og David sammen kører af sted, vender vi kort tilbage til tv-programmet. For ud over en masse fine fortællinger, gode grin og møder med mennesker har det lært David lidt om ham selv og det familiefirkløver, han er en del af:
– Programmet har bekræftet mig i, hvor glad jeg er for at være i min familie og ikke ude på datingmarkedet. Det har på mange måder styrket min tro på det forhold, jeg er selv er i, og på, at det er bedst at være sammen.
LÆS OGSÅ: Fra sexbombe til rugekasse
LÆS OGSÅ: Fortryder du dit barns navn?
LÆS OGSÅ: Giv dit barn et sundt forhold til mad og krop