Derfor hitter kravlegården
Kravlegården har måske et dårligt ry, men er faktisk et rigtig dejligt sted for din baby – både til tryghed, leg og afslapning. Vi giver dig gode kravlegårdsfif og tip til at indrette babys legeplads.
Baby bag tremmer. Måske har du det underligt med sådan at putte dit barn ‘i bur’, og det er da heller ikke et must at investere i en kravlegård.
Men bruger du den med omtanke, er det en tryg og sikker base, som både baby og I forældre kan have stor fornøjelse af det første års tid.
LÆS OGSÅ: 7 råd: Få baby om på maven
– Hvis baby har en storebror eller -søster, som endnu ikke forstår, hvor meget et lille barn kan holde til, eller hvis I har hund eller kat, kan der endda være en vis beskyttelse for barnet ved at ligge i kravlegården, forklarer Else Buhl, der er afspændingspædagog.
Kravlegård som en
sikkerhedsforanstalning
I kravlegården kan baby også ligge sikkert, hvis du er nødt til for en kort stund at gå på toilettet, ud med skraldespanden eller i kælderen med vasketøj. Når din trold bliver ældre og begynder at kunne balancere på de små ben, er kravlegården desuden det perfekte sted at træne – både indefra og udefra.
– Når baby begynder at rejse sig op, kan hun hive sig op langs tremmerne og øve sig i at gå sidelæns rundt, mens hun holder fast i kanten, forklarer Else Buhl.
Når du indretter kravlegården, så start med et blødt, men fast og skridsikkert underlag og en sengerand, så det ikke gør ondt, hvis den lille trimler omkuld.
LÆS OGSÅ: Styrk babys sanser med tumlelege
Med hensyn til legetøj gælder princippet ‘lidt, men godt’, da baby hurtigt bliver overstimuleret, og legetøjet heller ikke skal ligge i vejen for din lille eventyrer, som gerne vil møve sig rundt.
Kravlegård med måde
En pegebog med kontrastfarver (gerne sort og hvid), et lille legespejl og lidt legetøj, som er egnet til at gumle og sutte på, er tilstrækkeligt til at gøre lykke. Skift legetøjet i kravlegården ud efterhånden, så der hele tiden er noget nyt og spændende, som fanger babys opmærksomhed.
Indtil baby begynder at rejse sig op, kan du spænde en snor ud øverst hen over kravlegården og putte legetøj på, som baby kan ligge og kigge på. Fra dit pus er cirka to en halv måned, kan hun begynde at række ud efter legetøjet, og så kan du sænke snoren lidt, så hun kan nå det og træne koordinationen mellem øjne og hænder.
Else Buhl understreger, at du af sikkerhedsmæssige grunde aldrig må spænde snore eller andet ud over kravlegården, når dit barn begynder at kunne rejse sig op.
LÆS OGSÅ: Kan din baby lege selv?
Det er vigtigt, at du og baby bruger kravlegården med måde. Dit barn har nemlig brug for at ligge på gulvet og øve nye færdigheder som at rulle, krybe og kravle. På gulvet har den lille også bedre mulighed for kropskontakt med dig, hvilket stimulerer følesansen.
– Når dit barn kan begynde at komme omkring, skal kravlegården primært bruges til korte ophold, hvor det drejer sig om at beskytte barnet, fastslår Else Buhl.
LÆS OGSÅ: Styrk babys sanser med tumlelege
LÆS OGSÅ: Guide til gode lege indendørs
LÆS OGSÅ: 10 lege der styrker dit barns fantasi