Da
Emil Millangs drøm om at blive far blev indfriet for fem år siden efter en
nedslående fertilitetsnyhed, ændrede hans liv sig. For den nye tilværelse som
far er lige dele hård og fantastisk, og det har skabt inspiration til et nyt
projekt sammen med hans bror, Magnus Millang. Sammen har de skabt TV 2-serien ’De
bedste år’, der tager afsæt i forældrelivets op og nedture.
Du
har sammen med din bror skabt
serien 'De bedste år'. Er det situationer fra jeres
eget forældreskab,
som har skabt inspiration til den?
Magnus og jeg har arbejdet en del
sammen gennem årerne, så det er meget normalt for os at bygge et kreativt rum
op omkring de ting, som vi ved noget om og snakker om. Vi har fem børn
tilsammen og snakker derfor meget om børn, og fordi vi er brødre, så kan vi
også snakke meget ærligt om de hårde ting ved det. Det er der kommet enormt
mange sjove snakke ud af. Så da Magnus på et tidspunkt for cirka 3,5 år siden sender
mig en mail med halvanden sides tekst til en pitch på en tv-serie, var jeg
hooked. I mine øjne var den så ren og sjov, og vi havde så meget gods at skrive
på, fordi det er et emne, vi kender.
Har du
selv oplevet at stå i en situation, hvor du
har mistet
dig
selv i processen i at skabe en familie?
Det har jeg helt sikkert. Hovedkaraktererne
i serien er skabt på baggrund af, at Magnus og jeg har været grusomt ærlige
omkring, hvornår vi selv er den værste udgave som forælder. Mange scener fra
serien er situationer, som er taget direkte ud af vores eget liv. Blandt andet
med puttesessioner, hvor man siger til sit barn så kontrolleret, som man
overhovedet kan, at nu skal du fucking sove, min skat. Dét at sidde i en
puttesession og gøre alt, hvad man kan, for ikke at knække over i at blive
vred, så ens måde at tale på bliver mere og mere behersket som en syg pædagog. Dén
situation har jeg siddet i rigtig mange gange. En anden ting, der gentager sig
i serien, er, at deres klapvogn er svær at slå sammen – og dét er både deres
evige fjende, men også min egen. Vores klapvogn er den genstand i mit liv, som
har forvoldt den største frustration – så meget, at jeg engang har smadret den
på en parkeringsplads ude foran børnehaven. Så jeg kan sagtens nikke genkendende
til det med, at man nogle gange kan blive presset ud i nogle situationer, hvor
man ikke kan genkende sig selv, og hvor raseriet tager over. Dét at miste sig
selv i hamsterhjulet, tror jeg, er ret normalt.
Har du
selv oplevet at stå med spørgsmålet,
om livet
med småbørn virkelig er ‘de bedste
år’?
De bedste år er mange ting. Jeg tror
aldrig, de slutter, men de fornyer sig hele tiden. Der har været perioder i mit
liv, hvor jeg har været presset. Ikke kun på grund af mine børn, men også pga. min
karriere og mit følelsesmæssige ståsted. Så i de perioder, hvor jeg er ekstra
presset og i mine følelsers vold, kan jeg godt sidde tilbage med spørgsmålet
om, hvad meningen egentlig er? Altså stille mig selv spørgsmålet, ’er
det meningen med livet det her’? Fordi lige nu kan jeg faktisk ikke helt se,
hvad det er, vi laver.
Hvad har overrasket dig
i forældreskabet?
Forældreskabet er overraskende på den
måde, at det er lige dele hårdt og fantastisk. Der er noget med balancen mellem
at kaste en sut så hårdt ind i væggen, at man laver et hul i belægningen, for
så at få en krammer af sin treårige 10 minutter efter, som er noget af det
bedste, der findes. Vi har snakket en del om dårlige dage i et meningsfuldt
liv, hvor man på en måde træder ind i en verden, hvor der selvfølgelig er mange
dage, der er lidt skod og minder om hinanden, men hvor det i sin helhed er større
end livet selv at se de små vokse op. Jeg troede, jeg ville miste mig selv som
individ, men det har jeg ikke gjort. Og samtidig havde jeg heller ikke
forventet, at jeg ville blive så forelsket i mine børn, som jeg er. Så serien
er også lidt et kærlighedsbrev til forældre og familier.
Er der
noget,
du gerne vil give videre til dine børn?
Der er mange ting, som jeg gerne vil
give videre. Men jeg tror, at det, jeg har fokuseret mest på som forælder, er
at ruste mine børn til at leve i en verden, som er meget i forandring i disse
år. Hver gang, at noget forandrer sig, så bliver folk ængstelige, fordi de ikke
ved, hvad forandring betyder. Så jeg fokuserer enormt meget på at give mine
børn en form for modstandsdygtighed. Jeg prøver så vidt muligt at forholde mig
optimistisk omkring fremtiden og give dem en følelse af, at alt nok skal arte
sig, og at der altid vil være en dag i morgen. Jeg vil gerne lave nogle modstandsdygtige
verdensborgere, som husker på, hvilke problemer man skal give opmærksomhed, og
hvilke man ikke skal.
Hvordan har du
oplevet, at jeres forhold som brødre har ændret sig, efter at I begge har
stiftet familier?
Fordi Magnus er så meget ældre end
mig, har han gennem hele mit liv fungeret som et forbillede for mig. Han har
banet vejen følelsesmæssigt for mig i rigtig mange år, fordi han ved, hvilke
livsfaser jeg er på vej ind i – særligt i forbindelse med min lave fertilitet.
Da vi fandt ud af, at jeg havde forringet sædkvalitet, var han den første, jeg gik
til. Jeg fortalte ham, at jeg havde fået de her dårlige tal, og at jeg var
virkelig ked af det. Han kunne med det samme berolige mig, fordi han kender mig
så godt, og fortalte mig, at det var så normalt, og at de venner, han kender,
som har lav fertilitet, er lykkedes med at få børn alligevel. Jeg havde glædet
mig til at blive far, siden jeg gik i folkeskole. Det har jeg altid vidst, at
jeg gerne ville. Så da jeg endelig blev det, efter vores fertilitets-bump på
vejen, var det en kæmpe drøm, som gik i opfyldelse. Jeg har virkelig kunnet
bruge min bror i mange sårbare situationer, og vi har ret tidligt i vores
relation vænnet os til at snakke om alting, da der har været ting i vores egen
familie, som har været nødvendige at tale om. Vi har også kunnet spejle os
meget i hinanden i forhold til opdragelsen af vores børn og de faser, de er i.
Vores yngste er jævnaldrende, så vi har brugt hinanden meget, når der er
opstået spørgsmål eller irritationer i forældreskabet.
Hvornår er
forældreskab det bedste i verden – og hvornår er det hårdest?
Forældreskab
er hårdest, når man føler sig magtesløs, og når man er urolig for, om børnene
har det godt. Der er ingen tvivl om, at hvis man frygter på sine børns vegne,
er det der, man fungerer allerallerdårligst. Det er også de situationer, der
har fået mig længst ud på vippen – og det kan være mere eller mindre rationelt.
For det meste er det ikke en rationel frygt, for der sker jo ikke noget. Men
følelsen af at frygte for sit barns ve og vel er det værste, der findes. Den
skræk, der følger med at have sat noget så dyrebart i verden, er svær at
håndtere.
Det bedste
ved at være forælder er at opleve, at børnene får deres egen personlighed, som
ikke er min, og som ikke er min hustrus. Det er helt vildt at opleve, at de er
deres egne små mennesker med deres egen humor. Min datter på tre har allerede
nu regnet ud, hvilke knapper hun skal trykke på for at få mig til at grine helt
ustyrligt. Hun har en kæmpe attitude, hvor hun spiller smart over for sine
forældre, men er helt bevidst om det. En smartass med selvironi. Det er en af mine
yndlingsting ved at være far.
