"Far har glemt at gå i seng": Julies kæreste havde et eskalerende alkoholmisbrug

Det er søndag morgen, og klokken er lidt i otte, når Julie vågner. Hun ser sig omkring, kigger mod Kaspers side af sengen og konstaterer, at den er tom. August på fire år og Ella på et år er vågne i værelset ved siden af, og hun rejser sig. I første omgang for at se til dem. Så går hun nedenunder. Hun registrerer, at hoveddøren står pivåben og vender sig mod stuen, hvor Kasper ligger, sovende på sofaen. Som om den har grebet ham i frit fald.

En fornemmelse af, at hun må handle hurtigt, melder sig. For børnene skal for alt i verden ikke se ham sådan. Med al den ro, hun kan mobilisere, får hun dem parkeret foran et tv-program ovenpå og går tilbage i stuen. Det lykkes hende at vække Kasper, halvvejs, og bugsere ham op fra sofaen. Først ud på badeværelset, så op i seng. Inden hun lukker soveværelsesdøren bag sig, kaster hun et blik på sin kæreste og faren til hendes børn.

Så ringer hun til en veninde og aftaler, at de skal mødes, putter børnene i bilen og forsvinder – uden at efterlade et eneste tegn på hvorhen. Nu kan det fandeme være nok, hører hun sig selv tænke. Jeg gider ikke at være i det længere. Og jeg er færdig med at vente på, at han bliver klar til at være sammen med os.

"Jeg kan ikke huske, at Julie hjalp mig op i seng."

Kasper taler lavmælt, men klart, fra familiens jyske hjem.

"Jeg vågnede ved middagstid og opdagede, at der ikke var nogen. Og jeg vidste udmærket godt, at jeg havde fucket helt op. Jeg prøvede at skrive og ringe til Julie en masse gange, men hun tog den ikke. Det var virkelig ikke fedt," fortæller han om det, der viser sig at blive en skelsættende pinsesøndag i 2021.

Lidt forsigtigt genopliver han den del af forløbet, han kan huske. Lørdagens pinsearrangement i deres lille lokalsamfund, hvor børn og voksne fejrer højtiden sammen. Billedet af ham og Julie, der går hjem med ungerne for at spise frokost – ledsaget af et regnvådt, fremmed barn, hvis far allerede tidligt på dagen er blevet så beruset, at den lille dreng ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv.

Deres snak om, hvor galt og uansvarligt det er at opføre sig sådan, og deres fælles undren over at være flyttet til et lille samfund, hvor folk tilsyneladende tillader, at den slags sker. Han mindes også sin egen snigende lyst til at gå tilbage til festen, da Julie og børnene senere på aftenen sover. Hvilket han gør. Og sit møde med den fulde far, som han får givet en grundig moralprædiken, inden han selv glemmer alt om gode manerer og med egne ord hamrer helt igennem.

En energi væk fra familien

Da Julie vendte hjem den søndag aften, med to sovende børn på bagsædet, tog Kasper imod dem. Trætheden var for stor til, at de to forældre kunne snakke om det, der var sket, så de gik i seng. Men den følgende morgen foreslog Julie, at Kasper ringede til en rådgivningslinje og talte med dem om det alkoholmisbrug, som hun ikke længere var i tvivl om, at han havde. Kasper brød sammen – og indvilligede.

"Jeg kunne mærke, at jeg var færdig. Helt færdig. Jeg har grundlæggende en god samvittighed, og jeg har haft SÅ meget dårlig samvittighed over det her. Over at smålyve og finde på historier så længe – om hvor meget jeg havde drukket, hvornår jeg kom hjem, og hvilke opgaver jeg kunne klare. Den søndag var det bare den sidste dråbe, der fik det hele til at tippe fuldstændigt", siger Kasper, imens han kigger på Julie, der sidder ved siden af ham.

LÆS OGSÅ: Far og frustreret: ”Søvn med små børn i dobbeltsengen kan være decideret frygteligt”

På hans telefon viser en app, at det er treenhalv måned siden, han sidst drak alkohol, og hans kalender dokumenterer, at han er halvvejs igennem sit efterbehandlingsforløb hos misbrugsbehandlingen.

"Jeg løj ikke kun over for Julie, men også over for mig selv. Om hvorfor jeg lige havde brug for at være lidt ude i skuret, hvorfor det var i orden at gå ud og drikke øl en onsdag aften, selv om jeg skulle op på arbejde næste morgen og være der for mine børn, og om hvordan jeg var nødt til at drikke for at få nye venner i vores by. Det handlede hele tiden om, at jeg gav mig selv lov til at holde fri. Til at slappe af og glemme, hvor hårdt jeg havde det – med hverdagen, praktik og livet med små børn", konstaterer han.

Alkoholen blev en ven og en slags getaway, som Kasper beskriver det. En ventil, som når den blev åbnet på fuldt tryk, altid endte med morgenhjemkomst, hukommelsestab og flere dages tømmermænd. Men som også sagtens kunne være lukket længe, i ugevis, hvilket gjorde det svært at navngive den som et misbrug. Ikke mindst for Julie.

"Ofte kunne der gå flere weekender imellem, at Kasper drak rigtig meget, og i lang tid føltes det allermest som et lille rødt flag. En fornemmelse af, at det, vi havde sammen, ikke var nok. Og en fornemmelse af en energi, der gik ud af familien – væk fra mig og børnene.

Oven i det havde jeg en masse tanker om mig selv; om det var mig, der kommunikerede mine behov dårligt og ikke gav ham det, han havde brug for, siden han sommetider havde brug for at drikke så meget, fortæller hun og mindes, hvordan hun aldrig satte foden ned, men i stedet gav plads til, at Kasper kunne gå ud med venner eller få besøg, imens hun lavede noget med børnene eller tog væk med dem."

"Jeg ville gerne gøre alt for, at Kasper havde det godt, og grundlæggende synes jeg, det er helt normalt at have brug for et åndehul og tid med sine venner, også når man har småbørn. Der er ikke noget galt med at have lyst til at gå ud. Det, der var noget galt med, var, at jeg kunne mærke, at mine grænser blev overtrådt, fordi jeg ikke syntes, det var fedt, at Kasper søgte alkoholen og rusen på den måde, han gjorde. Men det kunne jeg ikke sige eller komme igennem med."

Før den søndag i pinsen.

"Lige dér blev det så tydeligt for mig; modsætningsforholdet mellem at have et alkoholmisbrug og et tæt forhold til sin familie", lyder det fra Julie.

Julies skyld og Kaspers straf

Lidt af en elitesportsmand. Sådan karakteriserer Kasper sig selv i det misbrug, der i virkeligheden begyndte længe inden, han og Julie mødte hinanden – i 2015.

"Jeg er vokset op i Vestjylland med halballer og en sportsagtig tilgang til det at drikke: ‘Hvor meget kan vi drikke, og hvor hurtigt kan vi blive fulde?’ Det var dét, det handlede om. Det var altid noget med at nå længst og gøre det meget, meget grundigt, og jeg havde ingen bremse", fortæller han og beskriver, hvordan det eskalerede, da han var i slut 20’erne.

I en periode, hvor han arbejdede rigtig meget, men ikke havde særligt mange penge. Hvor en studiegæld samtidig hang som en sort sky over hans hoved, og hvor han havde så svært ved at få det hele til at hænge sammen, at det udviklede sig til stress og angst. Som han selvmedicinerede med alkohol.

"Når jeg drak, gik det hele væk – i hvert fald indtil næste dag, hvor det så til gengæld var meget værre, mindes Kasper og nævner, hvordan det i fem års tid var så slemt og hyppigt, at han for eksempel snildt kunne drikke en sixpack på sin halvanden times togtur hjem fra arbejde."

LÆS OGSÅ: 10 ting enhver far bør sige mindst én gang om dagen

"Da jeg mødte Julie, blev det bedre. Fordi jeg var forelsket og ikke i lige så stor krise. Men det fyldte stadig meget, fortæller han, og Julie nikker. For hun kan sagtens huske, hvordan hun allerede kort efter, at August kom til verden i september 2016, fik en fornemmelse af, at der måske var noget galt."

"August var tre uger gammel, da vi var ude første gang, og jeg kunne jeg mærke, at Kasper gerne ville blive, da jeg havde lyst til at gå. Den næste morgen kom han hjem klokken fem og havde drukket virkelig meget, fortæller hun og erindrer, hvordan et lignende scenarie gentog sig nogle få måneder senere."

"Vi skulle ud til et eller andet om formiddagen, og jeg kan huske, at jeg stod med August på armen og for første gang konfronterede Kasper med, at jeg syntes, han drak for meget, siger Julie og kigger kærligt på sin kæreste, der heller ikke har glemt episoden."

"De næste 10 måneder drak jeg ikke. Af den grund. Fordi jeg tænkte: ‘Nå, synes hun sådan, så må jeg jo hellere lade være’-agtigt. Jeg tog ikke ansvaret på mig, men gav Julie skylden og tænkte det som en straf til mig selv. En straf, som betød, at nu skulle jeg bare være derhjemme, ikke se andre og ikke være med til fester, fortæller Kasper og tilføjer, at han ikke så det som et ‘aldrig mere’, nærmere som en pause. En pause, som kom til at vare ret præcist 10 måneder, før det hele igen tog fart. En nytårsaften, hvor det for længst var blevet morgen, da han satte nøglen i hoveddøren."

Hvorfor er far så træt?

Derfra gik der nogle år, hvor alkoholsnakken fik lov at hvile og blev pakket ind i en usagt fortælling om, at det måske alligevel ikke var så slemt. Det lille røde flag blafrede dog fortsat i Julie, og efterhånden blev det sådan, at hun automatisk følte, at hun skulle beskytte børnene i de situationer, hvor der var alkohol involveret. Ved at være den, der gik hjem med de små og lod Kasper blive. Ikke fordi der nødvendigvis var dårlig stemning eller berusede voksne, men fordi hun ganske enkelt ikke havde lyst til at være i det.

"Jeg kan også se, at jeg ubevidst ‘fjernede’ børnene fra Kasper ved at være bedrevidende i forhold til opdragelse, moral og holdninger til børnene. Jeg tog ansvaret for alle de ting og dømte dermed Kasper ude. Stemplede ham som en dårligere voksen, fordi jeg følte, at han i situationer med fest og alkohol valgte forkert og valgte børnene og mig fra, fortæller Julie, som godt ved, at hun i lang tid også var efter Kasper i forhold til alle mulige ting som kost, hvilke venner han så og hvad han lavede."

"Jeg husker det som utallige sms’er og en stærk følelse af at blive kontrolleret. Og selv om jeg et eller andet sted godt vidste, at jeg blev frataget noget ansvar, havde jeg ikke overskud til at gå ind i det. I stedet fik jeg bare endnu mere lyst til at komme væk", siger han og sender Julie et lille smil.

"Ja, og jo mere du trak dig, jo mere fulgte jeg efter", konstaterer hun.

LÆS OGSÅ: Det var først, da Danielles søn faldt om, at hans sygdom blev taget alvorligt

De deler minderne om, hvordan Kasper forsøgte at kompensere ved at deltage i lege, han i virkeligheden ikke brød sig om, gå i gang med praktiske projekter, han ikke kunne overkomme, og stå tidligt op og lade Julie sove, selv om han selv var helt kvæstet.

"August har flere gange spurgt, hvorfor far var så træt, og så har jeg sagt, at det er, fordi far har været længe oppe og glemt at gå i seng", siger Julie og sunder sig et øjeblik.

"Jeg tror, jeg havde reageret anderledes stærkere og hurtigere, hvis August nogensinde havde kommenteret på, at Kasper drak eller havde været fuld."

Ny tillid i små bidder

Da korthuset ramlede den pinsesøndag, tog Julie og Kasper sammen fat på et nyt og særligt kapitel i deres fælles familiehistorie. Et kapitel blottet for alkohol.

"Den dag havde jeg endelig en fornemmelse af at mærke den energi og det udefinerbare, som så længe har ligget uden for mig og uden for vores familie. Pludselig var der hul igennem, og selv om det var det totale sammenbrud, især for Kasper, var det for mig også et gennembrud, og jeg var enormt lettet – over at føle, at vi endelig gjorde noget ved det", fortæller Julie og beskriver, hvordan hun gjorde meget ud af at sige til Kasper, at hun var der for ham og gerne ville hjælpe ham igennem den behandling, som de aftalte, at han skulle gå i gang med.

"Noget af det sværeste ved at begynde i behandling var at overkomme følelsen af, at det ikke er en straf, at jeg ikke skal drikke længere. Og at jeg skal lære at socialisere og snakke med folk uden at være minimum beruset, hvilket jeg altid har bildt mig selv ind, at jeg var nødt til", lyder det fra Kasper, og Julie tilføjer:

"I begyndelsen af behandlingsforløbet kan jeg huske, at Kasper sagde ting som ’jeg tror aldrig, jeg bliver rigtig glad igen.’ Fordi han savnede det rum, hvor han vidste, han kunne slappe af og slippe det hele. Og nu var den dør lukket."

"Jeg er stadig i gang med at lære, hvordan jeg navigerer i det, men jeg har fået styrket min erkendelse af, hvad det var, jeg stod i, og erkendelsen af, at alkohol ikke skal være en del af mig længere. Og det har frigivet en masse energi og lyst til at være sammen med min familie.

Jeg føler slet ikke, at jeg har brug for det frirum længere, siger han, og bemærker, at noget af det vigtigste ved behandlingsforløbet, har været den ugentlige gruppeterapi. Der har været opbakning fra et fællesskab af ligesindede og muligheden for at spejle sig i nogen, der har det på samme måde."

"Vi kan snakke i øjenhøjde og fortælle hinanden om alle de svære situationer, også dem, der ikke nødvendigvis har med alkohol at gøre, og det har givet mig mere selvværd, så jeg for eksempel også kan sige lidt mere til og fra i forhold til børnene", uddyber han og ser på Julie, der sagtens kan mærke en forskel.

Når Kasper for eksempel selv byder ind og tager August med til en koncert, spiller musik med ham eller involverer ham i en lille opgave på arbejdet. Noget, der er en del af Kaspers verden, og som Julie ikke har bedt ham om at gøre.

"På mange måder er det stadig Julie, der har fingeren på pulsen i forhold til børnene, og på mange måder er jeg stadig midt i processen – og fucker også stadig op og kommer til at love for meget. Fordi alt det med planlægning stadig er meget nyt, og fordi jeg ikke er særligt god til det", siger Kasper, og Julie nikker:

"Tilliden imellem os skal helt sikkert bygges op igen, men det er det, der er så fint ved tillid; at den kan genskabes i små bidder. Til februar melder en lille ny sin ankomst i familien, og Julie og Kasper er meget afklarede omkring, at alle tre børn en dag skal have den ærlige fortælling om deres fars misbrug."

"Jeg tænker, at fortællingen til vores børn skal være, at Kasper er alkoholiker, men at han ikke drikker mere. At han har haft et misbrug, imens de var små, og at det klarede vi. Det er vigtigt for mig, at det er noget, de ikke skal skamme sig over. Og jeg tænker, det er fint at snakke med dem om det, imens de er små", reflekterer Julie og ser over på Kasper, inden hun fortsætter:

"Vi har brugt hele vores opsparing på Kaspers behandling, men det var det eneste rigtige. For håndteringen af hans misbrug er ikke et valg, men et vilkår for vores familie, og jeg er så glad for og taknemmelig over, at vi er kommet så langt, som vi er."