Fortæl mig nu om din skoledag, skat

Når dit barn først går i skole, er der ikke så mange voksne, der fortæller dig om podens oplevelser. Læs her, hvordan du så følger med.

Hvis du har mindre skolebørn, kender du sikkert situationen. Arbejdsdagen er slut, og NU skal du i dialog med dine unger. I bedste mening spørger du løs for at finde ud af alt om deres følelsesmæssige og faglige udbytte af dagen.

Dels fordi du interesserer dig for deres trivsel, og dels fordi du er vant til det fra både vuggestue og børnehave. Her kunne du jo kigge på tavlen eller hive en pædagog til side og få dit barns dag på plads. Men senest ved skolestart slutter de daglige referater voksen til voksen.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du involvere dig i dit barns skole

Nok godt det samme, for sådan set er det da også rart at snakke direkte med sit barn om dets oplevelser. Og faktisk er lige præcis skolebørn mellem 7 og 11 år særligt gode samtalepartnere – hvis de altså får tid og plads.

Dit skolebarn vil gerne dele oplevelser

”Lige dér har børnene sprog og analytisk evne, og de vil gerne realisere sig selv. Samtidig er de stadig interesserede i at dele deres oplevelser med forældrene. Så hvis børnene har mod og tryghed, kan familien skabe en fin samtalekultur,” siger Per Schultz Jørgensen, psykolog og tidligere formand for Børnerådet med mange års erfaring i at rådgive familier med børn.

Der er altså gode betingelser for at få en god snak med dit lille skolebarn, men alligevel kan vi forældre let blive overivrige efter at komme i kontakt med børnene og dermed komme til at spænde ben for kommunikationen.

Her må vi lære at tøjle vores bekymring og i stedet vente, til barnet selv er klar til samtale. For børn har sjældent lyst til et mindre forhør i samme øjeblik, du henter dem fra fritidshjemmet – ligesom vi måske heller ikke selv er klar til at fortælle kæreste eller ægtefælle om vores dag, så snart vi træder ind ad døren.

Det bedste, du kan gøre for at få gang i samtalen, er i virkeligheden at skabe oaser i hverdagen, der giver mulighed for samtale.

Lad barnet invitere til samtalen

”Det kan være under aftensmaden eller ved sengetid. Her skal være ro, så I har lejlighed til at tale sammen eller måske diskutere noget. Men det skal ikke være en påtvungen terapi, hvor nogen sidder i den varme stol. Det bliver kunstigt,” siger Per Schultz Jørgensen.

Derimod må situationen gerne være en rutine, hvor familien tager en runde, så både voksne og børn kan fortælle lidt om deres dag. Der skal ikke absolut være noget hver dag, og du skal ikke presse barnet til at fortælle, hvis det ikke har lyst. Men dit barn opdager hurtigt, at her et rum med mulighed for at komme til orde.

Ifølge Per Schultz Jørgensen er den vigtigste læresætning, du kan skrive dig bag øret, at det skal være barnet, som inviterer til samtale.

Lyt godt efter små åbninger, som du kan spørge ind til. Måske er det begyndelsen på en historie, hvis dit barn fortæller, at hun fik en sten i skoen i dag. Eller hun spørger, hvor højt man kan gynge uden at falde af.

LÆS OGSÅ: Lær dit barn at koncentrere dig

Dit barn begynder sjældent at fortælle med en indledning, som vi voksne ville gøre, á la ’ved du hvad der skete i dag’?

Derfor kræver det ekstra opmærksomhed at opdage, at dit barn faktisk gerne vil fortælle en historie. Og måske skal have nogle hjælpespørgsmål for at komme videre: ’Nå, hvad skete der så?’

Børn husker, præcis som voksne, bedst begivenheder, der er lidt ud over det sædvanlige. En kedelig dag er svær at fortælle om.

Og helt generelt kan du heller ikke regne med, at dit barn mestrer genfortælling før i 8-årsalderen.

Giv plads til lange pauser

Stil konkrete spørgsmål

Kend din besøgstid

Når alle disse gode råd er givet, så er der lige en enkelt ting at tilføje. Du har et skolebarn nu. Og første lektion i den svære kunst at give slip er begyndt.

Hvis du ikke synes, at du får nok at vide om dit barns hverdag, så tænk lige en ekstra gang over, om det er dit eller barnets behov, du vil opfylde.

”Mange forældre har et kæmpe behov for at følge alt for meget med i deres børn liv – helt op til gymnasiealderen. Man kan godt forstå forældrenes behov, men børnene har brug for at turde selv uden forældrenes bekymring hængende over sig, hvis de ikke skal blive usikre og uselvstændige. Op gennem alderen bliver der jo naturligt mindre og mindre, som forældrene kan dele med børnene,” siger Per Schultz Jørgensen.

LÆS OGSÅ: Test: Hvordan lærer dit barn bedst?