Liste over praktiske ting til fødslen

Blog: Praktik og ønsker for (hjemme)fødslen

Blogger Mia Rasmussen er så småt ved at være klar til sin hjemmefødsel, hun mangler dog stadig at få styr på det praktiske. Læs her hendes indkøbsliste over must haves til fødslen.

Jeg har netop bevæget mig ind i uge 32, og dermed nærmer tiden sig for termin også med hastige skridt. Jeg synes faktisk,  tiden er fløjet af sted. Jeg kan til tider blive helt trist og tænke, om jeg nu har husket at nyde graviditeten nok midt i travlhed med arbejde og mine to andre, dejlige børn. Når jeg får det sådan, ønsker jeg, at hun bare bliver derinde længe endnu.

Faktaboks

Mia Rasmussen er PR-rådgiver og indehaver af yogamom.dk, hvor hun blogger samt afholder gravidyogakurser og fødselsforberedelse.

Hun er mor til Frida, 8, Vera, 5, og venter sin tredje datter i slutningen af marts. Hun er gift med musiker og producer Michael Rune.

Men jeg glæder mig også til at møde min lille pige. Og så glæder jeg mig til – forhåbentligt – at føde hjemme, som jeg skrev om i et tidligere indlæg.

Jeg har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg skal føde hjemme. For mig findes der slet ikke noget alternativ, medmindre det selvfølgelig handler om liv og død.

Mentalt er jeg altså helt klar til min hjemmefødsel – nu gælder det bare alt det praktiske!

Derfor er jeg begyndt at arbejde med to lister – en indkøbsliste og en ønskeliste.

LÆS OGSÅ: Fødselshypnose: Fød naturligt og med kun få smerter

Indkøbslisten er til mig selv og handler ikke om alt det mærketøj, legetøj og underlige dimser, jeg som tredjegangsmor ved, jeg aldrig får brug for. Vi har alt, hvad vi skal bruge til at starte med: Mine bryster, lidt tøj, en dyne og en vikle.

Nej, indkøbslisten er alle de ting, der skal bruges til fødslen – need to have. Indtil videre ser den således ud:

  • Fødekar La Bassin – enten leje eller købe.

  • Termometer til fødekar.

  • Tisselagen til evt. fødeleje (regner med at føde i vand) og egen seng.

  • Afdækning til gulv under fødekar.

  • Store, bløde håndklæder.

  • Hospitalstrusser/nettrusser.

  • Store bind.

  • Si til ’urenheder’ i karret.

Ønskelisten er en liste over mine ønsker for fødslen, som jeg vil dele med min mand, jordemoderen og min veninde, der skal være fødselshjælper:

  • Fødslen skal starte og udvikle sig 100 % naturligt på den måde, som min krop ønsker det.

  • Ingen medicinske indgreb af nogen art.

  • Minus lavement – kun hvis kroppen ikke selv tømmer sig.

  • Ingen undersøgelser under fødslen medmindre det skønnes meget nødvendigt.

  • Ved vesvækkelse ønsker jeg tid og rum til at bruge naturlige metoder – akupressur, rebozo, stimulering af brystvorter, berøring.

  • Absolut ro under fødslen. Minimal snakken.

  • I vand under udvidelse og fødsel.

  • Vil hjælpes ind i aktive fødestillinger.

  • Vil som udgangspunkt bruge laborovejrtrækning under sammentrækningerne (overfladisk vejtrækning kendt fra Fødsel Uden Smerte).

  • Ønsker selv at tage imod. Alternativt skal min mand tage imod og støttes i dette af jordemoder. Ingen fremmede hænder på baby som det første.

  • Ingen syntocinon efter fødslen (stikket man giver for, at livmoderen trækker sig sammen). Må kun gives ved behov.

  • Sen afnavling – navlesnoren klippes tidligst, når moderkagen er født.

  • Vil som udgangspunkt føde moderkage i kar. Måske jeg selv ønsker at komme op.

  • Vejning og måling finder først sted efter et par timer.

  • Hvis barnet behøver undersøgelse, ilt mm skal det som udgangspunkt ske hud-mod-hud hos mig.

  • Fødselshjælper sørger for billeder og video undervejs.

  • Når barnet er født, skal det fejres med lune boller, saftevand, kaffe og te. Fødselshjælper forbereder dette.

  • Fødselshjælper tømmer kar og rydder op. Mor og far får ro til at lægge sig i sengen og indsnuse baby.

  • Afhængig af tidspunkt for fødslen skal storesøstre møde lillesøster umiddelbart efter fødslen, medmindre vi vælger, at de skal være der.

Jeg ved, at fødslen kan tage mange sving, og at der ingen garantier er for noget. Men den mentale og praktiske forberedelse betyder rigtig meget – ikke kun for mig, men også for chancen for at få den fødsel, jeg drømmer om. Og hvis fødslen bliver på en anden måde, så er jeg også klar til at favne det.

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Er du klar?

LÆS OGSÅ: Min fødsel: "Jeg bemærkede slet ikke, at de pludselig var i gang"

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Det føltes dejligt velkendt