“Jeg drømte tit, at det var en hund, jeg fødte, eller et marsvin”

Uret har netop slået eftermiddagslur for to måneder gamle Kaj, da hans mor, Iben Maria Zeuthen, 29 år, triller ind på Assistens Kirkegård i København og begiver sig ud i afkrogene af den historie, der knytter sig til hendes splinternye rolle som mor.

En fortælling med forhindringer. For det med at iklæde sig netop denne titel har ikke været helt så ligetil, som man måske kunne tro. Ikke fordi den gæve Radio24syv-pige med det indtagende tonefald nogensinde har tvivlet på, at hun skulle have børn. Tværtimod. Men ideen om, at det rent faktisk kunne ske – at hun overhovedet ville være i stand til at sætte et velskabt lille menneske i verden – har ligget hende fjernt.

– Fra jeg var meget ung, har jeg haft det, som om jeg havde tape på forsiden, når der kom små børn i nærheden. Den der ‘det skal herop’-fornemmelse. Og jeg kan tydeligt huske den første gang, jeg mærkede det biologiske behov for at blive mor – i ottende klasse, hvor jeg så en lille dreng gå langs kanten af bassinet i svømmehallen med et svømmebælte om sin tykke mave og tænkte: ‘Jeg tager ham!’ Men jeg har aldrig følt mig specielt meget som en mor, og jeg har aldrig villet beskæftige mig for meget med at blive det – for hvad nu, hvis jeg ikke kunne?

– Karrieremæssigt har jeg altid været vant til at beslutte mig for noget – og så nå det. Det er enormt konkret. Jeg elsker kontrol. Jeg har engang læst, at tennisstjerner visualiserer deres sejr; at det fylder lige så meget som den fysiske træning. Man ser sig selv vinde over Caroline Wozniacki, og så gør man det. Sådan har jeg altid haft det. Lige siden jeg var lille. Og det kan man ikke, når man ikke kan se sit barn, lyder Iben Maria Zeuthens forklaring.

– Jeg turde for eksempel ikke få de der skanninger, mens jeg var gravid. Jeg fik dem, jeg absolut skulle have, men jeg turde ikke gå på privatklinik, for jeg var bange for at begynde at tænke alt muligt. Blive mere nervøs. Det, at jeg ikke kunne visualisere ham, gjorde, at jeg tænkte, at så fandtes han ikke. Jeg kunne sagtens se, at jeg blev tykkere, og mærke ham sparke, men jeg drømte tit, at det var en hund, jeg fødte, eller et marsvin, og jeg kunne slet ikke forestille mig fingre på ham – kun svømmefødder.

Uroen omkring graviditeten betød også, at Iben aldrig mærkede lysten til at købe nyt babytøj. Når nogen gav hende noget, sagde hun pænt tak og lagde det ned i skuffen. Alt andet ville kun bringe projektet endnu mere i fare.

– Generelt afspejler mine valg, hvad jeg er bange for, og ikke hvad jeg håber på. Jeg tør ikke rigtig håbe på noget og holder ofte mig selv nede i mine håb. Hvilket jeg virkelig gerne vil lade være med. For det er jo håbene, der giver den der kilderfølelse af lykke. Jeg glædede mig meget mindre, end jeg burde have gjort, lyder hendes refleksion.

Iben mærkede aldrig den berømte moderjord-følelse og fik på intet tidspunkt lyst til at sidde og nusse maven og tænke på, hvor vidunderligt det hele var. Aldrig.

– Til gengæld lavede jeg en teori undervejs, der hed, at hvis man har en dårlig graviditet, får man en god fødsel, smiler hun.

Big time baby-blues

Den gode mor – på Instagram

Gravid efter to sekunder

Kunsten at stige af bekymringstoget

Gåsehudslykke og kontroltab

Den bedste undskyldning

Når vi nu er ved et ord som lykke – så kan sådan én som Kaj give anledning til endnu et betydningsrusk.

– Fra jeg var lille, har jeg lært, at det er vigtigt at stå tidligt op – både konkret og i overført betydning. Være med, hvor det sker, og markere sig. Jeg har altid været meget ambitiøs. Alt det har også ændret sig med Kaj. Han kan ikke holde sit hoved på samme måde eller smile som de andre børn i mødregruppen. Men det er lige meget. Han må gerne bare hygge sig og have det godt hele livet. Jeg tror faktisk også, det er derfor, vi har kaldt ham Kaj. Kaj er nemlig 67 år og fra Brønderslev og har sit eget tømrerfirma (ifølge Ugebrevet A4’s Navnehjul, red.). Det er vores eget lille oprør. Det må fandme være i orden at hedde Kaj – og ikke være noget ved musikken.

Og misforstå hende ej. Det er ikke, fordi Iben ikke kan se det fine i at stramme balderne og blive dygtig til noget. Det åbner døre og giver muligheder, det ved hun om nogen. Men det behøver ikke for alt i verden at være noget, der kan måles og vejes. Og Kaj behøver ikke få den stressede karriereversion ind med barneskeen – langt fra.

– Barsel er en undskyldning for at have det godt. En god undskyldning for at se serier, spise for meget og stå sent op. Alle sådan nogle menneskelige ting. Lige pludselig må jeg gerne alt det. Og forhåbentlig ser han det og efterlever det, siger hun eftertænksomt.

– Kaj må gerne sove længe.

LÆS OGSÅ: Fødselsdepression: “Jeg elskede ikke min nyfødte baby”

LÆS OGSÅ: Barsel: “Jeg er mere pylret, end jeg havde forestillet mig”

LÆS OGSÅ: Efterfødselsreaktion: “Jeg var bange for at gøre mit barn ondt”