11-årige Frederikke var som en lukket bog – men så fik forældrene en idé, der ændrede hendes liv

Charlotte og Kenneth kunne ikke forstå, hvad der skete med deres ellers glade og sociale pige, Frederikke. 

Men for halvandet år siden begyndte den dengang 11-årige pige at lukke sig mere og mere inde på sit værelse, hvor hun sov eller var på sin telefon.

Kendt børnepsykolog: Disse tegn skal du holde øje med, hvis dit barn mistrives

Mistrivslen stiger blandt elever i folkeskolen. Børnepsykolog Ulla Dyrløv kommer her med råd til, hvad du skal holde øje med som forælder, og hvad du kan gøre, hvis dit barn mistrives.

"Vi kan alle være trætte, men Frederikke lå altid i sin seng. Det var ikke godt," siger Kenneth Eliasen, som er Frederikkes far.

"Hun var som en lukket bog for os. Der skete et eller andet, så hun pludselig begyndte at føle sig ensom, og hun ville næsten aldrig i skole," husker Charlotte Hansen, som bor sammen med Kenneth, Frederikke og lillesøsteren Alberte i Brylle på Fyn.

Frederikke selv husker også det hele som en svær tid.

"Jeg havde bare lyst til at være mig selv, og når jeg var i skolen, følte jeg ikke rigtig, at jeg hørte til nogen steder," husker Frederikke.

Ofte havde Frederikke svært ved at være i skolen. Hendes forældre prøvede at tale med både skolen, kommunen og egen læge, uden at det lykkedes at knække koden.

"Men vi var jo nødt til at handle på det, så da vi hørte om julemærkehjemmene, slog vi til."

Tryghed, ro og nærvær

Julemærkehjemmene har eksisteret i over 100 år og hjælper børn og unge, der af den ene eller den anden grund ikke trives. Før i tiden var det næsten udelukkende kosten, man kiggede på. 

I dag er det den overordnede trivsel og børnenes selvværd, der skal have et nøk opad. Alligevel er det lidt af et tabu at skulle af sted.

"Det burde det jo ikke være," siger Charlotte.

Frederikke var også lidt usikker på, om det var løsningen.

"Jeg blev lidt ked af det, da jeg hørte om det, og lige da jeg startede dernede, fortrød jeg med det samme, at jeg havde sagt ja. Jeg kendte jo slet ikke nogen, og jeg vidste ikke, hvem jeg skulle snakke med, hvis jeg var ked af det."

I juni 2024 kørte Charlotte og Kenneth nemlig deres ældste datter til julemærkehjemmet i Skælskør. Her mødte hun en fast og struktureret hverdag, som skulle vare i ti uger.

"Om morgenen stod vi op og tog tøj på, børstede tænder, og så gik eller løb vi en tur på enten 1,5 eller 1,8 kilometer, inden vi skulle i skole, have aktiviteter, spise, have stilletime, aftensmad og i seng klokken 21," remser den i dag 12-årige Frederikke sin dagsplan op.

Men selv om det var hårdt de første ti dage, skete der noget.

"Pludselig vendte det. Jeg tror, det var, fordi, jeg var sammen med mennesker hele tiden. 

Praktiserende læge har en klar besked til udmattede forældre: ”Er det det her, I vil?”

Det er ikke min opgave at fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv, men det er min opgave at hjælpe dem, når de ikke kan få deres liv til at fungere, skriver praktiserende læge Endre Skjølberg i denne klumme.

Men jeg gik også i skole, og der fik jeg lov at prøve 10. klasses matematik, selv om jeg kun går i sjette klasse," siger Frederikke stolt.

"Jeg forstod faktisk det meste," siger Frederikke, som gik på julemærkehjemmet sammen med 47 andre børn, der løbende kom ind i forløbet og forlod det igen efter ti uger.

Charlotte er ikke i tvivl om, at det både var de faglige succesoplevelser og det menneskelige, der betød noget.

"Jeg tror, det handler om tryghed, ro og nærvær," siger hun, mens Frederikkes far, Kenneth, nikker.

"Da vi kørte derover den første dag, sad vi og snakkede med Sabrina, som er en af de voksne på stedet. 

Mens vi sad og snakkede med hende, kom der børn over og krammede hende spontant, mens hun talte videre med os. Det kunne hun bare."

"Ja, allerede fra første dag, var der en kemi mellem Sabrina og Frederikke. Hun kunne lytte og anerkende i stedet for den evige skæld ud, som Frederikke var vant til."

Bedsteveninder

Alle de voksne på stedet spillede en stor rolle i at få Frederikkes trivsel på ret køl igen, men måske hjalp det også, at Frederikke fik værelseskammeraten Emma. 

Frederikkes øjne lyser op ved navnet, og fluks henter hun et fotografi på sit værelse af to glade jævnaldrende piger. 

Det billede har fast plads på opslagstavlen, for Emma og Frederikke er blevet hjerteveninder, og de ringer sammen dagligt, for når det kom til ensomhed og problemer med selvværdet, havde de to piger meget til fælles.

"Vi skriver også sammen hver dag, og vi har aftalt, at vi skal være sammen i næste ferie," forklarer hun glædesstrålende.

I starten af september hentede Kenneth og Charlotte deres datter i Skælskør igen. I de foregående ti uger havde hun kun været hjemme i weekenden og i en kort sommerferie, men der var sket mirakler under opholdet.

"Det var en glad pige, vi fik hjem. Hun var faktisk en helt anden. Glad og social. Pludseligt kom hun og hjalp mig med at hænge vasketøj op," siger Charlotte forundret.

Olivia undrer sig over testen inden sønnens skolestart: ”Hvor mange børn kan lige det?”

Kan min 5-årige alt det, børn på hans alder skal kunne? Det var jeg egentlig ret overbevist om, men så fik jeg kommunens dialogspørgeskema på nakken.

"Vi fik også en udtalelse fra julemærkehjemmet, hvor der stod, at hun var meget vellidt og social. Alle ville gerne være sammen med hende. 

Det gav mig virkelig ro i hjertet igen, for det har været hårdt for os i den tid, vi har råbt om hjælp uden at få den."

Faktisk er Frederikke, som i dag er tilbage på sin gamle skole, blevet en regulær ambassadør for julemærkehjemmene, for hvis der er et barn, der mistrives, anbefaler hun, at man undersøger mulighederne for at komme på julemærkehjem.

"Der var en pige og hendes mor, der kom og spurgte om det, og så fortalte jeg dem om både det svære og det sjove ved at være på julemærkehjem," siger Frederikke.

"Ja, det er Frederikke, der baner vejen nu. Mange går jo og kæmper i det skjulte, men nu kommer de og spørger os," siger Kenneth.

Et særligt hjerte

I dag tænker Frederikke tilbage med glæde på sit ophold og særligt den sidste dag. Der skete nemlig noget helt særligt.

"Når nogen stopper, har man en hjerteceremoni. Det betyder, at alle de andre skal skrive et ord til en i et rødt hjerte, som de voksne har lavet. 

Da jeg så, hvad alle de andre havde skrevet om mig, var jeg næsten lige ved at græde," siger Frederikke, og kigger på det røde hjerte, som hun har på sin opslagstavle sammen med billedet af Emma.

Der står ord som ”sjov”, ”kærlig” og ”en god ven” i hjertet.

"Og da jeg så skulle sige farvel til Sabrina, var jeg lige ved at begynde at græde igen."

Charlotte husker også tilbage på den dag med glæde.

"Da vi sidder i bilen og kører derfra, sagde Frederikke, ”Åh, mor, jeg kunne godt lige bruge et par uger til”."

Kenneth er stadig forundret over, hvad der skete med hans datter.

"Vi sendte en pige af sted, som ikke trivedes, men vi fik en glad pige hjem. Det må være en slags tryllestøv, de bruger."