Klumme: Hvor meget bør jeg ofre for mit barn?

Jeg skriver et brev til METROPOL. De bliver nødt til at sætte et fag mere på sundhedsplejerskernes uddannelse.

Selvom spørgsmål a la ”må jeg godt piske kartoffelmos, når jeg ikke må blende det?” er vigtige, har jeg erfaret, at der er noget, som er meget vigtigere – nemlig ’ofring’.

Og i et hjem, hvor alt er smurt ind i pæremos, og nedsmeltninger lurer under puslebordet, ville det bare være så rart, hvis sundhedsplejersken sammen med sin liste om godkendt babymad også kunne lægge en pjece om, hvad der egentlig forventes, at jeg ofrer for mit barn. Altså rent økonomisk.

Jeg synes, at jeg gør det godt som mor. Men ud fra andre mødres bebrejdende blikke, må jeg tage fejl...

Passiv aggresiv

Se nu min datters første barnevogn. Eller, den rullende skændsel, som bevidner, at jeg bare ikke ofrer nok.

Først var jeg ligeglad. Den lemlæstede ikke min økonomi, og min datter sov så artigt i den.

Men jeg følte mig dømt. Dømt af sylespidse mommyblikke. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke tog mig af dem. Men til sidst bukkede jeg under for passivt aggressive kommentarer om sikkerhed og komfort, så nu kører jeg rundt med en genbrugsTrille. Den er så velholdt, at den kunne være ny. Men det er den ikke, og det føles imidlertid som en af mine mørkeste hemmeligheder. Hvorfor skal jeg have det sådan? Hold kæft, jeg er latterlig.

"Aaat du gider"

Og mens vi er ved det. Så er jeg åbenbart også latterlig, fordi jeg ikke har hævet alle børnepengene og købt en ration kantede skumdyr for samtlige lidt over 4.000 kroner.

Ærlig talt er det en lille pris for, at mit barn kan træne nakken korrekt?

Jeg er åbenbart nærig. For jeg har heller ikke købt en hvidlakeret tremmeseng. Og jeg skammer mig over det. I stedet har jeg fået en gammel, træfarvet en og brugt 17 timer på at male den, storsvedende og højgravid.

Et par mødre nikkede faktisk anerkendende til sengen. Men idiot-mor som jeg åbenbart er, tog jeg det som en form for accept og fortalte, at jeg selv havde malet den. Så stønnede de, ”Aaat du gider!” og det fik mig til at tænke; Tak til tyngdekraften for helvede! For masser af malingdråberne er løbet for mig.

I frygt for at mødrene alligevel pludselig skulle kaste sig ned på mit nullermandsramte gulv og spotte alle mine klatfejl, tog jeg bagefter mig selv i at fremvise et andet offer. En gåvogn! Købt for rigtige børnepenge. Men gud nåde og trøste dumme lille mig, som ikke vidste, at der også er forkastelige ofre man kan gøre. Som for eksempel en gåvogn. Eller satans værk, kunne jeg også døbe den, thi børn som gerne vil gå kan falde og slå sig og en gåvogn gør det hele meget værre. Åbenbart.

Mælk og børnepenge

Jeg ved ikke hvorfor, og jeg tør ikke spørge. Jeg tør snart ikke noget som helst. Det er så tarveligt. Jeg koger kilovis af æblemos, udelukkende af økologiske æbler. Jeg springer mine daglige bade over, for at synge og klappe-kage, og jeg kigger altid mit barn i øjnene, når hun spiser, mest fordi jeg ikke kan lade være af bare kærlighed... men også lidt fordi, mødrene siger, at hun kan blive narkoman og hjerneskadet, hvis jeg ikke gør det.

Alligevel skal jeg åbenbart have det dårligt over at hæve til så meget som en liter mælk fra hendes børnepenge. Også selvom det må være rimeligt, at babyen betaler lidt mælk til kaffen, når jeg leverer mælk til hendes måltider… er det bare mig, som er helt afsporet? Med mine malerklatter, rullende skændsler og satans værk...