Lær dit store barn at sove

Lær dit store barn at sove

Børnehavebørn og skolebørn sover artigt igennem hver nat, lægger sig flinkt til at sove klokken 20, står aldrig op igen og... Nej, vel? Vi har samlet nogle af de vidt forskellige udfordringer, de kære små giver os ved aftentid, og bedt børnepsykolog Margrethe Brun Hansen komme med gode råd.

Faktaboks

Børn har forskellige søvnmønstre ligesom voksne. Der er lærkebørn og uglebørn.

Lærkebørn er friske om morgenen, udkørte om aftenen og falder i søvn, så snart de bliver lagt.

Modsat uglebørn, som bare elsker at give den gas om aftenen, er svære at vække om morgenen og sjældent er rigtig friske før op ad formiddagen.

Du kan ikke lave om på dit barns mønster, men kun prøve at indrette jeres hverdag efter det så godt, som det nu kan lade sig gøre.

Kilde: Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog

Far dur ikke om natten når min datter skal sove

Problem: Min datter på knap fire år vågner næsten hver nat og kalder altid på mig. Min mand har forsøgt at tage vagten, men så flipper hun ud, mens det går hurtigt med at få hende til at sove, når det er mig, der kommer ind. Men jeg trænger til at sove godt. Hvordan får vi hende til at acceptere far om natten?

KLIK I BOKSEN TIL HØJRE OG SE DET SØDESTE SENGETØJ > >

Løsning: Mange børn er tættest knyttet til deres mor i de første år, fordi det er mor, der har taget sig af barsel og amning. Den samme dybe tilknytning kan faren sagtens opnå, når han senere tager eneansvar for barnet – for eksempel ved at tage barsel eller være alene med barnet i flere dage ad gangen.

Har din mand prøvet at være alene med jeres datter i flere dage ad gangen? Har de tid nok sammen i hverdagen? Det dur ikke at gennemtrumfe far om natten, når pigen vågner, for indtil videre føler hun sig allermest tryg ved dig. Afsæt tid til far/barn-kontakt i dagtimerne, og send eventuelt din mand og datter til Lalandia eller Legoland sammen i tre dage, hvor de rigtig kan hygge sig og få knyttet nære bånd.

LÆS OGSÅ: Gode putteritualer til dit store barn

Men indtil de kommer af sted, må du indstille dig på at tage nattevagten og få din mand til at tage morgenvagten i weekenden, så du kan sove lidt længere der.

Mors seng er bedst at sove i

Sove om eftermiddagen – og klar til fest om aftenen

Problem: Min søn på knap fire har det med at falde i søvn sidst på eftermiddagen. Han er helt væk i op til halvanden time, så vågner han og er eddikesur, men fra klokken otte og et par timer frem er han til gengæld fuldstændig i hopla. Der er jeg til gengæld træt. Skal jeg holde ham vågen? Hvordan?

LÆS OGSÅ: Sådan stopper i skænderierne

Løsning: Jeg tror, vi har en lille ugle her! Et såkaldt uglebarn elsker at give den gas om aftenen og er svær at vække om morgenen. Det gør jo ikke sagen nemmere. Dog vil jeg sige, at det med at sove om eftermiddagen er en periode, der går over.

Men hvis han kan sove så dybt i halvanden time, så er der en grund til, at han er træt! Og jeg synes ikke, man skal holde så trætte børn vågne! Prøv at tage en snak med børnehaven, og spørg, om der er mulighed for, at han får en stillestund i et hjørne hver dag før eller efter eftermiddagsfrugten.

Indstil dig på i en periode at være ekstra disponibel, når I kommer hjem: Forbered noget af aftensmaden dagen i forvejen, hav frugt og væske parat, når I kommer hjem, og giv ham fred i en halv times tid med en bog eller lignende.

Vær forberedt på, at det tager lang tid at vække ham igen, hvis han falder helt i søvn. Spis lidt tidligere, hvis I kan, og læg ham i seng ved otte-halvnitiden. Han skal i hvert fald ikke køre hopsa efter klokken otte!

Min søn vil ikke sove og står op igen

Problem: Min treårige dreng står op mindst ti gange hver aften efter at være blevet puttet. I starten prøver jeg at være rolig og følge ham i seng, men efter en time begynder jeg som regel at blive irriteret, og så ender det med skældud. Han bliver lagt omkring klokken otte, og klokken er tit over ni, før han sover. Hvordan får jeg ham til at blive liggende?

Løsning: Allerførst må vi se tilbage: Har det fungeret godt hidtil? Vi må også se på barnet: Har han lige skiftet fra vuggestue til børnehave, har han problemer med ørerne, har far og mor tid nok til ham, er han bange? Hvis alt andet er i orden, er det måske, fordi han har nået et udviklingstrin, hvor han gerne selv vil have indflydelse.

Her gælder det om at bevare roen og være tydelig i mælet. Lad være med hvorfor og fordi: ingen forhandling eller forklaring! Men hold fast i et godt putteritual, der passer til jeres familie.

LÆS OGSÅ: 7 tip til en rolig morgen

Når putteritualet er slut, siger du godnat. Når han så kommer ud efter fem minutter, tager du ham kærligt, men bestemt, om skulderen og fører ham tilbage i sengen, giver et lille kærtegn på kinden, mens du siger ‘jeg vil ha’, at du sover.

Mor smører madpakker. Godnat’. Og det gør du igen og igen uden at hidse dig op. I må skiftes til at tage aftenvagten, indtil problemet har løst sig. Hvis det skyldes, at barnet er lidt utrygt, så stil en lille lampe i rummet, og sæt dig eventuelt uden for døren og læs avisen, indtil han sover.

Godmorgen, mor, så er vi færdige med at sove!

Problem: Min datter på fire år vågner meget tidligt – mellem klokken fem og seks hver eneste morgen. Vi lægger hende i seng omkring klokken syv hver aften. Hun er nem at lægge og vil gerne i seng. Vi har prøvet at trække den lidt længere, men så bliver hun helt umulig, og vores aften ender i skrig og skrål. Kan vi på nogen måde få hende til at sove lidt længere om morgenen?

Løsning: Din lille pige er et såkaldt lærkebarn. Lærkebørn er friske om morgenen, udkørte om aftenen og falder i søvn, så snart de bliver lagt. Det kan du ikke lave om på, så du kan lige så godt droppe modstanden. Der er dog flere ting, du som mor kan gøre, for at gøre morgenerne lettere for dig selv: Først og fremmest må du ikke signalere, at hun er besværlig, for hun kan jo ikke gøre for, at hun vågner og er superfrisk til en ny, dejlig dag.

Lav en lille kurv med bøger og legesager til hende, som hun finder om morgenen i fodenden af sengen. Variér kurvens indhold lidt. Eller sæt en Rasmus Klump-film på, og tag din dyne med ind i sofaen. Sig til hende ‘mor putter lige lidt mere. Det er fint, du sidder og hygger imens.’ Og så må I ellers skiftes til at tage morgenvagten.

LÆS OGSÅ: Test: hvilken forældretype er du?

En ting mere: Vær ekstra påpasselig med at fjerne kemikalier og andet farligt, for lærkebørn kan godt finde på at stå tidligt op og gøre rent eller lave mad selv!

Lige en historie mere, så skal jeg nok sove, mor!

Problem: Vi har altid haft faste putteritualer med vores søn på fire år, men lige i øjeblikket prøver han at trække tiden, så vi skal læse flere historier, synge tre sange, nusse ham på ryggen og holde lidt i hånd. Det er lidt for meget. Skal vi trappe ned eller give ham en kold tyrker eller hvad?

Løsning: Den her dreng fortæller os, at han synes, det er dejligt at sidde og hygge med mor. Så spørg jer selv: Fik vi tid nok i løbet af dagen til at hygge og snakke og nusse? Har drengen det godt, trives han? Hvis ja, så er det tid til at sætte grænser.

Aftal på forhånd med ham, hvor mange bøger og sange, I skal nå, inden han skal sove, og signalér, at du har tænkt dig at holde aftalen. Du må hjælpe ham med adskillelsen, for eksempel ved at sige ‘det er godt nok hyggeligt at sidde her, men nu er vi kommet til den sidste bog’, eller ‘du er dejlig at være sammen med, men nu er det puttetid’.

Og lad så være med at gen-kæle, når han tager din hånd eller stryger dig over håret. For så starter du en ny nussefase op. Hvis han får held til at trække putningen i langdrag, er det ligesom at tage plastret af for langsomt.