For to år siden mistede Louise sin 4-årige datter: Jeg har skyldfølelse over at leve videre

Min datters fødselsdage kan tælles på én hånd.

Det første år fik hun sin egen lille lagkage, og hun gik grådigt om bord i den med sine buttede, små babyhænder. Det andet år hoppede hun rundt med flag og balloner derhjemme og hvinede over alle gaverne, der kun var til hende. Det tredje år bagte jeg en lyserød Gurli Gris-kage, som hun glad og forventningsfuld viste frem til sine fødselsdagsgæster.

Det fjerde år fejrede vi med balloner på dropstativet. Fra en orange pose løb kemoen i plastikslangen og videre ind i Vega, mens vi spiste chokoladekage og forsøgte at smile. Et par dage forinden havde min mand og jeg fået at vide, at vores datter skulle dø af den kræftsygdom, der voksede inde i hende. Lægerne kunne ikke gøre hende rask igen, og fødselsdagen ville blive den sidste, vi kunne fejre sammen. 

Da Vega skulle være fyldt fem, havde hun været død i et halvt år.

I de to år, der er gået, siden hun døde, har jeg ofte spurgt mig selv: Hvorfor skal jeg have flere fødselsdage, når min datter fik så få? Hvorfor skal jeg leve videre, når hun skulle dø?

Jeg lever hver dag med en skyldfølelse over, at mit liv fortsætter, når hendes liv er slut. I psykologiens verden kaldes det “survivors guilt”. Et fænomen hvor man oplever skyldfølelse over at være i live, når andre ikke er det. Det rammer mennesker, der overlever terrorangreb, ulykker og alvorlig sygdom. Men det rammer også forældre, der overlever deres børn. Fordi det er så forkert, så naturstridigt og så meningsløst.

Nogle dage efterlader det mig handlingslammet og glemsom. Andre dage glider det mere i baggrunden. Jeg ved, det er en helt normal reaktion. Jeg ved, at jeg ikke kunne have gjort noget, der kunne have reddet Vegas liv. Jeg ved, at liv og død er ude af mine hænder. Men det gør det ikke nemmere at acceptere, at min datter for evigt er fire år, mens jeg bliver ældre for hver dag, der går.

Læs også

Inden for fire år mistede Jane sin søn, sin mand og fik selv brystkræft – nu har hun særligt budskab

Jeg er på én og samme tid fyldt med en enorm taknemmelighed for at være i live og en endnu større vrede over, at min datter ikke er det. Jeg glæder mig over at få lov til at se mine sønner og Vegas brødre vokse op og blive ældre, samtidig med at jeg fyldes med sorg over, at min datter aldrig bliver større.

Skyldfølelsen over at leve, når en elsket er død, er bare én af mange ting, sorgen har bragt ind i mit liv. Tæt forbundet med dén er koncentrationsbesvær, ubeslutsomhed, bekymringer, irritabilitet, angst og søvnbesvær. Det er invaliderende og svært at acceptere, fordi der i samfundet er en forståelse af sorg som noget, man kommer igennem, for så en dag at være ude på den anden side. Så er det slut, man er igennem det, man er kommet videre, og alt bliver normalt igen.

Jeg forstår godt, hvorfor der er mange, der tror, det er sådan.

De fleste af os, der mister, er tilbage på arbejde relativt kort tid efter. Vi finder en hverdag, vi kan overleve i, og udadtil ser vi ud som før. Men der er ingenting, der er som før.

Og der er én ting, vi skal forstå, når det kommer til sorg.

Den forandrer mennesker. Ikke kun for en stund, men for altid.