Er der gråd op til puttetid hjemme hos jer? Må børn græde sig i søvn? Debatten om den perfekte puttemetode raser hos både eksperter og trætte forældre.
Af: Sofie Winther Askgaard, Vores Børn Plus, nr. 1 2012
Det er aften og ved at være tid til for dit barn til at sove. Spørgsmålet er, hvordan du griber det an. Vi har talt med to familier, der har vidt forskellug holdning til, om børn må græde sig i søvn.
Familien Bom siger NEJ til gråd ved sengetid
Hos Familien Bom, som består af mor Anna Klara Bom på 30 år, ph.d.-stipendiat i kulturstudier, og far Kenneth Bom på 32 år, pædagogstuderende, og børnene Jonathan på 5 år og Vigga på 2 år, er der ingen gråd, men samsovning på skemaet.
Vi har aldrig anvendt en metode, der betyder, at vores børn skal græde sig i søvn. Vi har svært ved at forstå, hvorfor det er i orden at overskride børns grænser og overhøre deres signaler, bare fordi det er sovetid.
Vi tror ikke, at børn tager skade af at græde, for vi har også gråd i andre situationer med vores børn, hvor vi selvfølgelig sætter grænser for dem. Men det harmonerer bare ikke med vores syn på en tryg barndom.
Børnefamilier har så travlt i dag – os selv inklusive – og netop sovesituationen er ideel til at tanke sine børn op med nærhed og tryghed.
Samsovning giver tryggere børn og mindre gråd
Hvorfor skal vi forældre have lov til at ligge arm i arm om natten, mens vores børn skal ligge alene på hvert deres værelse? Vi putter vores børn sammen i den nederste køje, og min mand bliver siddende hos dem, til de sover.
Det tager typisk et kvarter – og det er uden gråd. Så har vi tid sammen alene som par, og når vi går i seng, lægger min mand sig sammen med Vigga i køjen, mens jeg sover i dobbeltsengen med Jonathan.
Det startede vi med, da Vigga begyndte at virke utryg og sove uroligt om natten. Det hjalp med det samme, da Kenneth begyndte at sove sammen med hende. Vi opdagede også, hvor vilde ungerne er med at sove sammen.
De sover arm i arm om natten og er meget tæt knyttede til hinanden om dagen. Vi er sikre på, at det blandt andet skyldes, at de sover sammen.
Annonse
Gråd som søvnløsning fungerede ikke for os
Vi får masser af kommentarer fra folk, som ikke kan forstå vores valg. ‘Hvordan vil I holde liv i parforholdet, når I ikke sover sammen?’, bliver vi tit spurgt. Men vi har masser af tid sammen om aftenen, hvor vi snakker, spiller spil og hygger – og sex behøver jo ikke foregå i soveværelset, lige før man falder i søvn!
Vi stopper med at sove sammen med børnene, når de en dag selv siger fra. Vi nyder det, så længe det varer, for tiden hvor børnene gider det, er så kort. Men når de siger fra, bliver det da også rart, at vi kan sove sammen igen.
Det er oplagt at ty til bøger med søvnløsninger der inkluderer gråd, når man er usikker eller udmattet af træthed. Det gjorde vi første gang. Men vi måtte sande, at opskriften på god søvn ikke findes i en bog – vi er overbeviste om, at det også med puttemetode og søvn handler om, at man lytter til sine instinkter.
Det fungerede ikke for os med ‘godnat og sov godt’-metoden, fordi vi havde det dårligt med det, og Jonathan blev utryg. Vi putter vores børn på en måde, som reflekterer vores måde at være familie på. Vores børn er aldrig i vejen, vi har ikke travlt med at putte, og når børnene er vågne, er vi forældre, før vi er kærester.
Familien Melson siger JA til at der må være gråd ved sengetid
Hos Familien Melson, som består af mor Sofie Flachs Melson på 32 år, grafisk designer, og far Jakob Melson på 38 år, it-projektleder, og børnene William på 6 år og Bertram på 3 år, er dobbeltsengen mors og fars.
Vi besluttede os for at prøve ‘godnat og sov godt’-metoden, da William var fire måneder og selv sagde stop til amning. Han kom ind på sit værelse og fik hver dag de samme sovebamser og blev puttet på samme måde. Der gik ikke mange dage, før han sov igennem uden gråd.
Med nummer to var det sværere, for vi havde glemt bogen og kom for sent i gang med metoden. Vi kom dog i tanke om den igen, fordi han havde så svært ved at falde i søvn og vågnede mange gange hver nat. Der var meget gråd i starten, men vi fulgte metoden og gik på skift ind og trøstede ham uden at tage ham op. Det var hårdt, men efter kort tid virkede det.
De skal selvfølgelig vide, at man er der, og at de ikke er alene, og der skal heller ikke være timer med gråd. Men det kan være det, der skal til, hvis man skal bryde en dårlig vane. Bertram ville bare ikke falde i søvn, og han vågnede mange gange om natten. Hvis vi havde taget ham op hver gang, ville vi ikke have fået ham til at bryde den dårlige vane.
Vi har de samme ritualer hver aften; vi tror, det er vigtigt for at skabe tryghed. Hygge og læsning inden sengetid, så tandbørstning, nattøj på og i seng. De bliver puttet med deres tøjdyr, Bertram får en godnatsang, og så siger vi ‘godnat og sov godt, vi ses i morgen’.
Annonse
De sover igennem uden gråd, og vi har to dejlige, velfungerende, søde børn, der nyder at sove, og som føler sig trygge i deres senge og værelser. Det er virkelig rart, og ud fra det må vi konkludere, at vi har gjort det rigtige for vores familie.
Vi bliver bedre forældre, når vi får vores nattesøvn
Vi vil så gerne være perfekte forældre og vil gøre alt for, at vores børn er glade. Men vi er også kun mennesker, og for os er er det lige så vigtigt, at forældrene kan fungere, som at børnene kan. Vi bliver bedre forældre med mere overskud, når vi får vores nattesøvn.
Det er meget vigtigt for os, at dobbeltsengen er vores helle. Vi kan godt se det hyggelige i at sove sammen, men det kommer vi bare aldrig til at praktisere. Tanken om at blive vækket utallige gange om natten af en barnefod i maven? Nej, tak.
Hvis vores børn en sjælden gang kommer ind, bliver de puttet i deres egne senge igen. De må gerne komme og putte om morgenen, men vi kan ikke sove sammen med dem. Man skal huske på parforholdet, og det kan være svært, hvis børnene overtager dobbeltsengen.
Lær dit barn at falde i søvn selv
Metoden i Godnat og sov godt går ud på, at du lægger dit barn i sengen, siger godnat og går ud af værelset. Hvis den lille græder, skal du vente først tre minutter, før du går ind for at trøste, og derefter øger du intervallerne.
Tryghed er en vigtig del af metoden, og det opnår du ved hjælp af faste rutiner omkring sengetid.
Godnat og sov godt – lær dit barn gode sovevaner af Eduard Estivill fra forlaget Borgen koster147 kr.
Søvnlægens kommentar:
Hvis man bruger metoden korrekt, giver det mindre gråd, forbedrer barnets søvn, forbedrer barnets tillid, hjælper forældrenes søvn og dermed også deres evne til at tage sig af barnet. Og dermed forbedrer det barnets udvikling.
Dr. Richard Ferber, amerikansk søvnlæge, der har opfundet ‘godnat og sov godt’-metoden.
Kilde: Politiken.
gallery4billeder
Forstå dit barns gråd
Helens bog om børn & søvn hjælper dig til at forstå din babys søvnmønster, udvikling og behov for tryghed. Du får svar på, hvad der sker ved seks måneder, otte måneder og så videre.
Præmissen er, at der en grund til, at dit barn græder, og hvis du ved nok om barnets udvikling, kan du afkode hvorfor og finde frem til, hvordan du trøster.
Helens bog om børn & søvn – sådan får du dit barn til at sove af Helen Lyng Hansen fra Gads Forlag koster 249 kr.
Sundhedsplejerskens kommentar:
Jeg kan ikke se formålet med at lade et barn græde sig i søvn, ligesom jeg ikke kan se formålet med ikke at trøste et barn, hvis det slår sig. Børn kan sagtens lære at falde i søvn uden at det skal være en kamp, og uden at man sætter hårdt mod hårdt.
Børn bliver ikke forkælede af at få omsorg. De lærer at vise omsorg ved at modtage omsorg.
Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, der rådgiver familier på Netsundhedsplejerske.dk.
gallery4billeder
Metoden afhænger af alder
Godnat min skat forklarer, at dit barns behov for tryghed, lyde og temperatur i værelset og oplevelser i løbet af dagen spiller en rolle for evnen til at falde til ro.
Desuden er aldermen altafgørende for, hvordan du griber puttesituationen an. Du finder gode råd om børn helt op til tiårsalderen.
Godnat min skat – en guide til rolige nætter af Benedikte Hertel fra forlaget Politiken. Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, men den kan findes på biblioteket.
Sundhedsplejerskens kommentar:
Jeg er ikke tilhænger af, at man lader børn græde, når de skal sove. Det er vigtigt, at du håndterer dit barn på en måde, der passer til dets alder.
Der findes ikke en metode, som fungerer for alle børn og alle familier. Det kan være fint både at sove i egen seng og med sin mor og far – afhængig af alder, og hvordan familien fungerer bedst.
Sov igennem uden gråd giver nogle enkle råd, så du på en nænsom måde kan lære dit barn at sove igennem. Bogen gennemgår fakta om børns søvn og giver en ide om, hvad realistiske forventninger er.
Ud fra bogens principper og ideer kan du lave en plan, der er tilpasset jeres familiesituation.
Sov igennem uden gråd –Hvordan du nænsomt hjælper dit lille barn til at sove igennem af Elisabeth Pantley fra Forlaget Aronsen koster 156 kr.
Sovecoachens kommentar:
Sov igennem uden gråd har gode værdier som tryghed og nærvær, men det er min
erfaring, at metoden kan være for mild for meget viljestærke børn.
Hvis børn har temperament, kan gråd være svært at undgå. Gråd er det lille barns måde at kommunikere på. Det er naturligt, at barnet giver udtryk for sin mening ved at græde. Forskellen ligger i, hvordan vi håndterer gråden.
Sovecoach Jeanette Wegge-Larsen, der rådgiver forældre på Sovecoach.dk.