Min fødsel: "Pressetrangen bliver stærkere, og vi holder stadig i vores indkørsel"

Det hele begynder om natten, hvor jeg vågner med stærke smerter i underlivet. Det er ikke en følelse, jeg kan genkende fra dengang, jeg fødte min store pige Freja. Det gør meget ondt. Og jeg er sikker på, at der er noget galt.

Jeg får bakset mig ud af sengen, og når kun lige akkurat at sætte mig på toilettet, før jeg hurtigt rejser mig igen. Det er i hvert fald ikke rart. Jeg prøver at vrikke med rumpen; det hjalp, da jeg havde veer med Freja. Men det hjælper ikke denne gang. Min mand, Niels, sover stadig inde ved siden af. Jeg går ind og vækker ham.

Han kan godt se, at der er noget galt, og jeg kan kun stå op ad dørkarmen og græder, fordi jeg er så bange. Han kommer hurtigt ud af sengen og ringer efter en ambulance. Der er ikke nogen af os, som overvejer at ringe til fødegangen. Mens vi venter på ambulancen, skal jeg på toilettet – jeg kan mærke, at det skal gå hurtigt, men da jeg sidder på toilettet, går vandet.

Pressetrang i indkørslen

Så kommer ambulancen endelig. Det er nu begyndt at presse bagtil, og det gør mig bestemt ikke roligere, for godt nok kender jeg den følelse og ved, at det er sådan pressetrangen mærkes i starten, men jeg har jo ikke haft veer, og jeg kan da umuligt have åbnet mig så meget allerede nu!

Ambulancefolkene får mig op på en båre, og de spørger, om vi har talt med fødeafdelingen – og nej, det må vi jo indrømme, at vi ikke har. Niels henter nummeret til fødeafdelingen og ringer til sygehuset. Han bliver hjemme, fordi Freja stadig ligger i sin seng og sover sødt.

Jeg taler med jordemoderen i telefonen, og mens hun er i røret udvikler pressetrangen sig til presseveer. Jordemoderen fortæller mig, at jeg skal gispe for at undgå at presse. De ser helst, at jeg først føder på hospitalet. Dels fordi pigerne kommer for tidligt, jeg er nemlig kun i 36. uge, men også fordi jeg har svangerskabsforgiftning. Pressetrangen bliver stærkere, og vi holder stadig i vores indkørsel!

”Hovedet er altså ude”

Et af ambulancefolkene taler med fødegangen på vej til hospitalet, og de bliver enige om, at vi hellere må skynde os. De hjælper mig med at få bukserne af, for det kan godt se ud til, at det kommer til at gå hurtigt.

Jeg kan mærke, at barnet kommer længere og længere ned, og jeg siger til en af mændene, at min ene pige altså er på vej ud. Han siger, at jeg bare skal gispe og prøve at lade være med at presse. Jeg gisper videre, men det holder op med at virke. „Hovedet er altså ude nu,” siger jeg til ambulancemanden.

Inden han får sig samlet sammen og kigget ned under tæppet, er hun helt ude. Redderen omme hos mig får sagt til den anden, der kører, at han skal holde ind til siden. Jeg får min lille baby op til mig, og hvor er hun bare dejlig.

Manden bliver ved med at sige ’ham’ om min baby. De må have taget fejl til skanningerne, tænker jeg. Vi har jo ikke noget blåt tøj, for vi har jo hele tiden fået at vide, at det var to piger, vi ventede. Vi har derfor købt lyserødt ind i massevis.

Jeg når at tænke, at vores lille dreng bare må gå i lyserødt. Men pludselig slår det manden, at han ikke har kigget efter, hvad det var, der var kommet ud og skynder sig at tjekke – og det er en pige. Lærke er født i ambulancen, midt på Dronningens Boulevard i Herning, fire minutter fra sygehuset klokken 03.11 om natten.

Den intetanende far

Vi kommer rimeligt hurtigt af sted igen, for der er jo en til, som venter, og hun skal gerne vente med at komme, til vi er på sygehuset. På fødegangen er de ikke blevet underrettet om, at jeg har født en pige, så de får sig lidt af en overraskelse.

Navlestrengen bliver klippet over, og jeg kommer op på fødebriksen. De bliver nødt til at tage vandet hos nummer to, og de når ikke meget mere, før presseveerne begynder for fuld styrke.

Jeg presser to gange, og så er Liv født – syv minutter efter, at vi er ankommet til sygehuset. Jeg får min lille Liv op til mig, og hvor er hun bare smuk, men jeg får ikke lov til at have hende hos mig længe, for hun skal undersøges. Lærke er blevet undersøgt og har det fint.

Ti minutter efter kommer Niels ind ad døren. Han aner ikke, hvad der er sket, for han har ventet på min mor, der skulle komme og passe Freja. Da han kommer ind på fødeafdelingen, bliver han ønsket tillykke og bliver spurgt, om han er den stolte far. Han aner ikke, at det hele faktisk er overstået.

Fuld af energi

Nu vil de gerne have mig op at gå, og det går fint. De spørger, om jeg har mod på at gå op til den afdeling, vi skal ligge på, og det har jeg. Jeg har faktisk forbavsende meget energi på trods af, at jeg lige har født to piger.

Jeg er indlagt i en uges tid med svangerskabsforgiftning. Det viser sig også, at Liv har vand i lungerne efter den hurtige fødsel. Hun bliver derfor lagt over på en anden afdeling i tre dage, hvor hun bliver behandlet. Da jeg får hende tilbage over til Lærke og mig, kan jeg tydeligt mærke, at de har manglet hinanden, for nu falder en ro

Privatfoto[/caption]

Navn: Maria Louise Rasmussen

Alder: 25 år (da jeg fik Clara)

Status: Gift med Niels

Bopæl: Et nedlagt landbrug lidt uden for Grindsted.

Vægt under graviditeten: Vides ikke. Jeg blev ikke vejet på grund af meget vand i min krop.

Hvor længe havde du veer? Jeg havde veer i halvanden time.

Hvor længe ammede du? Jeg ammede ikke, men malkede ud til pigerne i de første fire uger. Herefter havde jeg ikke nok mælk til dem begge, og vi valgte at gå over til modermælkserstatning.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Akut kejsersnit halvanden uge før det planlagt

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Plukkeveerne var rigtige veer”

LÆS OGSÅ: Viden og atter viden – det 9-10 årige barns sprog