Mødregruppe – præstationsklub eller nye bedste venner?

Hvad tænker du, når du hører ordet mødregruppe? Får du en hyggelig fornemmelse i maven og kan næsten dufte kaffen og det hjemmebagte brød? Eller får du akut åndenød ved tanken om at blive tvunget sammen med en håndfuld fremmede kvinder, som du ikke har andet til fælles med, end at I har født samtidig og bor i samme område?

Ulla Taylor, som er forfatter til romanen Mødregruppen, har selv oplevet hele paletten. Hun har tre børn og er stadig venner med to af kvinderne fra sin første mødregruppe. Den næste måtte hun forlade, fordi barn nummer to havde kolik og var umulig at have med ud, og i mødregruppe nummer tre måtte den nu garvede mor erkende, at når man møder op med holdningen ‘okay, så kommer jeg og øser af min store erfaring, selv om jeg egentlig ikke har brug for det’, så får man ikke meget ud af det.

De andre er også usikre

For Ulla Taylor blev mødregruppen også det forum, hvor den nybagte mor fandt ud af, at hun ikke var alene med sine tanker om at være mor.

“Jeg kan huske en dag, hvor en af de andre, der var læge, andengangsmor og noget ældre end mig, sagde, at hun havde haft lyst til af smide sin baby ud af vinduet. Da fandt jeg ud af, at de andre havde det lige så besværligt som mig.” Netop den oplevelse er en af de store gevinster i en mødregruppe, mener Ulla Taylor.

“De fleste af os bliver rystet i vores grundvold, når vi bliver mødre. Vi, der er vant til at kunne alt, oplever pludselig, at der er en masse ting, vi ikke kan, fordi vi ikke har prøvet det før. I en mødregruppe kan du spejle dig i andre, som har det ligesådan.”

Derudover er mødregruppen en mulighed for at omgås helt andre mennesker, end du er vant til. I Ulla Taylors bog mødes fire meget forskellige nybagte mødre: Chris, der er selvstændig og stærk, socialt udsatte Tina, hvis kæreste ikke gider lege familie, den kontrollerede indretningsarkitekt og singlemor Eva, og flergangsmoren Sus, der tilsyneladende har styr på det hele med økologisk frugt fra Aarstiderne og langbord i køkkenet. Kombinationen af de fire slår indimellem gnister, men skaber også nye venskaber, for eksempel mellem det umage par Tina og Sus.

Læs mere på næste side

Helt forkert til den her gruppe

Selv om mødregruppen altså både er et effektivt middel mod ensomhed og følelsen af ikke at slå til, så kan den desværre også være et sted, hvor din i forvejen lidt rystede selvtillid kan få nogle gok. Det oplevede Ulla Taylor, da hun som ung storbymor kom til provinsen med mand og søn og mødte etablerede kvinder i sin første mødregruppe.

“I starten følte jeg mig helt forkert casted, og jeg tænkte tit, at nu ringer de snart og siger, at jeg ikke må komme med næste gang,” griner Ulla Taylor.

Det kunne for eksempel ske, at hun kom til at give sin lille søn for lidt tøj på, og hvis en af de andre spurgte, om han ikke skulle have lidt mere på, blev hun dybt såret og følte sig “nærmest æreskrænket”. Men faktisk var de andre mødre i gruppen ikke specielt kritiske.

“Det handlede i virkeligheden mere om min egen kraftige fødselsreaktion, som gik ud over hele min virkelighedsopfattelse,” siger hun. Ulla Taylor husker også, at hun gjorde meget ud af at sætte sig selv i scene, når mødregruppen kom på besøg.

“Der skulle helst være ryddet op, men ikke for meget – der måtte jo ikke ligefrem lugte af Ajax. Og der skulle helst hænge invitationer på køleskabet, så de andre kunne se, at jeg havde et socialt liv. Der skulle ligesom emme af velfungerende familie.”

“Man er jo usikker på sig selv som førstegangsmor og afprøver på de andre, om man er god nok. Den gode side af det er, at vi kan bruge hinanden som rollemodeller. Man skal ikke underkende, at man faktisk får rigtig mange gode råd og idéer,” siger Ulla Taylor.

En rolle til hver

I bogen Mødregruppen er veteranmoren Sus den oplagte leder af gruppen, også ifølge sig selv. Hun er ‘alfahunnen’. Sådan en er der ofte i mødregrupper, mener Ulla Taylor, og det kan være fint, men det betyder ikke, at andre skal finde sig i at blive kanøflet.

“Hvis du møder den der mor, som ved første møde siger ‘tag kalenderen frem, så planlægger vi det næste halve år; jeg synes vi skal tage på hyttetur i februar’, og du ikke kan trænge igennem med, hvad du selv vil, så må du lave aftaler med de andre,” siger Ulla Taylor og tilføjer:

“I min tredje mødregruppe troede jeg, at jeg skulle spille lederrollen, men den rolle var allerede optaget, da jeg kom med – én gang for sent. Det betød, at jeg sprang fra, og i virkeligheden havde jeg nok ikke behøvet.” Har du det også sådan, så bliv hellere væk, for så får du ikke noget ud af det.

“Mange går i mødregruppe, fordi de tror, det forventes af dem, og sidder bare og venter på, at ‘klokken ringer ud’. Det behøver man altså ikke – det er jo bare et tilbud.”

Det kan også være svært at få noget ud af det, hvis du godt nok møder op, men er meget lukket, som romanens Eva for eksempel er det.

“Der er jo altid én i en gruppe, hvor man bagefter siger ‘hvad blev der egentlig af hende?’, fordi man ligesom aldrig fik noget at vide, og hun gled ud,” siger Ulla Taylor. I det hele taget er der næsten altid et bestemt sæt roller i en mødregruppe.

“I min første mødregruppe var der en rolle til alle: Der var lægen, som vidste alt, der var hende den sporty, og så var der mig, som kunne synge og spille teater, så det faldt ligesom bare i hak,” fortæller hun.

Uanset om du er stille eller larmende, åben eller mere privat, så får du ifølge Ulla Taylor mest ud af mødregruppen, hvis du går til den med den tanke, at du her har et udvalg af kvinder, som du måske kan finde et fællesskab med. Forvent ikke at blive hjertevenner med alle. Sker det, er det en gave, sker det ikke, har du måske hygget dig undervejs og sikkert lært noget af de andre mødre.

“I virkeligheden er det jo meget omsorgsfuldt af systemet at arrangere venskaber for os. Jeg går helt klart ind for mødregrupper. De er faktisk meget bedre end deres rygte.”