Sender folk blikke til dig, når dit barn er uroligt? Så har eksperten et godt råd

Hvis du er forælder til små børn, kender du det helt sikkert.

Du har taget dit barn med til et arrangement eller ud for at ordne et ærinde, og pludselig bliver det uroligt. Det kan enten være ved at græde, at pludre højlydt eller måske går det på opdagelse i et lokale, hvor det forventes at sidde stille.

Selvom dit barn har de bedste intentioner og i princippet ikke har gjort noget forkert, kan det virke forstyrrende for andre tilstedeværende i situationen. Og hvad gør man så?

Ulla Lidsmoes, der er familieterapeut i Bedre Familieliv, har mange års erfaring med at arbejde med de følelsesmæssige sider af samspillet i familier, og her giver hun sine bedste råd til, hvordan du som forælder håndterer situationen bedst, når dit barn er med på farten og skaber uro.

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

”Vi er i en slags overgangsfase i samfundet, hvor et nyt børnesyn støder sammen med det gamle. Det handler bl.a. om, hvor meget børn skal høres og have indflydelse. Der, hvor det nye og det gamle børnesyn clasher mest, er, hvor meget barnet skal have lov til at fylde og udtrykke sig – også med deres følelser. Når der så opstår situationer, hvor barnet er uroligt og tiltrækker sig opmærksomhed i offentligheden, skal vi så tage hensyn til fællesskabet eller barnet? Det er en vigtig diskussion, for det kan være svært at navigere i, og det kan ikke undgås, at det giver nogle sammenstød mellem holdninger til, hvilken plads børn skal have lige her og nu,” siger Ulla Lidsmoes.

Hvordan håndterer man folk, der sender blikke?

På mange offentlige steder tages der hensyn til børn. Museer har kreative værksteder, hvor børnene kan slippe fantasien løs, og storcentre har legeområder, hvor børnene kan brænde krudt af, hvis de bliver rastløse. Her signaleres der, at børn er velkomne og bliver taget hensyn til.

Men sådan er det ikke nødvendigvis alle steder i samfundet, fortæller Ulla Lidsmoes, og her kan der opstå konflikter, hvis nogle tilstedeværende i lokalet ikke er på ”børnenes hold”.

”Når man som forælder tager sit barn med ud i samfundet, som man naturligvis gør, så bliver man desværre nødt til at indstille sig på, at der kan være reaktioner – altså kommentarer eller blikke, hvis barnet er energifuldt eller bryder normerne for, hvordan man normalt opfører sig på et givent sted. Selvom man selv synes, at ens barn selvfølgelig er velkomment, så må man også acceptere, at det ikke er alle, der deler det synspunkt endnu. Det kan føles uretfærdigt, men hvis man er forberedt på den tankegang, så bliver man også mindre ramt, hvis man modtager et skævt blik eller en kommentar.”

Nyt studie afslører forældres skjulte favoritter hos deres børn

En undersøgelse viser, at nogle børn i en børnegruppe bliver foretrukket frem for andre. Ekspert udfordrer dog nogle af undersøgelsens konklusioner.

Hvis du på et tidspunkt kan fornemme, at folk omkring dig ikke er synderligt begejstrede med dit barns opførsel, kan du som forælder overveje, hvordan du vil reagere. Hvis du står i Netto i ulvetimen med dit barn på armen, der græder, er det måske ikke der, du skal indgå i en dialog med dem, der sender blikke. Men hvis du f.eks. deltager i et mere etableret arrangement, såsom en fødselsdagsfest eller et restaurantbesøg, hvor dit barn er uroligt, så kan du indgå i en dialog med andre tilstedeværende, hvis du har overskuddet. Hvis ikke, kan du forsøge at ignorere andres blikke.

”Hvis du ad flere omgange modtager skæve blikke fra en person i lokalet, så kan du gå over og høre, hvad reaktionen går ud på – for måske er det noget andet, end du regner med. Som forælder kan man hurtigt komme til at frygte, at andre tænker, at man er en dårlig forælder, fordi man ”ikke har styr på sit barn”, men måske er der noget andet på spil. Måske kan personen være stressramt eller har andre bevæggrunde for sin reaktion, og så bliver man jo nødt til at vise hensyn,” siger hun og fortsætter:

”Tænk over, hvorfor folk reagerer på dit barns adfærd. Er du et sted, hvor det kræver fordybelse og ro – f.eks. på et museum eller til et arrangement med oplægsholdere – så kan det være, at det karambolerer med småbørns glade latter eller deres løben rundt. Og der tror jeg, det er vigtigt at anerkende, at det kan være forstyrrende for andre tilstedeværende, selvom man nyder, at man har taget sit barn med. Det er jo en forhandling, der sker midt i rummet, og hvem har så ret? Dig, der nyder at dit barn er med, eller andre i rummet, der har noget imod deres støjniveau?”

Netop som Marie er ved at give op, går døren pludselig op og ind træder svigermor

Mine børns bedsteforældre. Uden dem ville jeg ikke have beholdt mit job eller min fornuft, skriver Marie Lunde i denne klumme.

Hvornår bør man trække sig?

Ulla Lidsmoes nævner, at der lige nu sker et opgør mellem det nye og det gamle børnesyn, der bl.a. handler om, hvor meget børn må have lov til at fylde. Og hvis du som forælder insisterer på at blive et sted, fordi du vil sende et statement og være med til at bevæge udviklingen i en mere børneinkluderende retning, så skal du også være klar på lidt modgang.

”Som sagt kan du ikke være sikker på, at alle i lokalet synes, det er en god idé, at du har dit barn med. Derfor skal du være forberedt på, at du kan komme til at indgå i en forhandling. Der skal du bare huske på, at du har et barn med dig, som også mærker reaktionerne fra de andre voksne, og derfor er det ikke kun dig, der rammes af det, hvis tonen bliver ubehagelig. Som forældre skal vi både have blik for fællesskabet og vores barn, og der kan man nogle gange blive nødt til at acceptere, at: Okay, så skal jeg ikke være her med mit barn. Hvis barnet ikke kan indgå på en passende måde i fællesskabet, og det vækker for mange reaktioner, så er det hverken godt for barnet eller fællesskabet, at det er med.”

Ulla Lidsmoes påpeger dog, at det kommer meget an på selve situationen, og at man oftest skal følge sin mavefornemmelse. Hvis man opholder sig et sted, hvor børn generelt er velkomne, så skal man ikke trække sig, bare fordi der kommer nogle blikke. Derimod kan det ende med at blive en vurdering af, hvor meget overskud du har som forælder.

Katrines søn er ’skidedygtig’ til fodbold, men når hun støtter ham, beskyldes hun for én ting

Hvad gør man, når man har et barn, der er bedre til fodbold end de jævnaldrende venner - men nogle forældre synes, man pacer og presser?

”Hvis dit barn er uroligt og skaber postyr i en situation, kommer det også meget an på, hvor meget du som forælder kan overskue at hjælpe og guide dit barn. Hvis du har et meget aktivt barn, der stadig er ved at lære at indgå i fællesskaber, så kan det kræve ekstra meget arbejde af dig som forælder. Børn kan nemlig have brug for hjælp til at blive guidet ind i stille aktiviteter, såsom ”her skal vi være stille, skat”, ”her skal vi sidde og læse i en bog” og ”her gå vi stille rundt sammen”. Derfor er spørgsmålet: Kan du give dit barn den hjælp, eller bliver du selv for presset? Børn er nemlig enormt påvirkelige overfor deres forældres stressede nervesystem, og de vil kun blive endnu mere urolige, hvis du også er det. Hvis du kan overskue opgaven, så synes jeg, at du skal blive med barnet, og hvis det bliver for uoverskueligt, så kan det være en god idé at forlade rummet for en stund eller at tage hjem."

"Det må ikke føles som en falliterklæring, for det kan være hårdt arbejde både at lære barnet at indgå i sociale sammenhænge og at stå midt i en forhandling, der skal være med til at bevæge udviklingen i en mere børneinkluderende retning. Det er en stor opgave for de fleste. Nogle gange er det mest i orden at trække sig, andre gange er det på sin plads at blive og forhandle. Det afhænger af situationen og dit og dit barns overskud.”

Olivia undrer sig over testen inden sønnens skolestart: ”Hvor mange børn kan lige det?”

Kan min 5-årige alt det, børn på hans alder skal kunne? Det var jeg egentlig ret overbevist om, men så fik jeg kommunens dialogspørgeskema på nakken.