Se min fine mor-tattoo!
18 mødre viser deres fine mor-tattoo frem, og fortæller om, hvad den betyder for dem. Se dem, og bliv inspireret!
Går du og overvejer at udsmykke din mor-krop med et permanent minde om junior (altså udover strækmærker og kejsersnitar, som også minder os om alt det, vi er gået igennem for at få de kære små)? Så kan du gøre som de mødre, du kan møde i galleriet: få en mor-tattoo!
Tjek 18 fine bud på en mor-tattoo ud her
Der er masser af muligheder, lige fra fødselsdatoen eller et aftryk af babys buttede lille fod eller til større citater eller kryptiske symboler, som kun du ved, hvad står for. Alt er muligt (så længe du tør lægge dig under nålen, selvfølgelig).
Den lille engel med fuglen øverst på min ryg fik jeg lavet, da jeg aborterede. En virkelig stærk følelse, som ingen fortjener at komme igennem. Tatoveringen er et evigt minde om min kærlighed til et ufødt barn og en stor sorg.
På mit håndled sidder navnene på mine to vidundere, Bastian og Zenia. Og med plads til flere hvis det skulle blive aktuelt.
Bente
gallery 18 billeder
Min tattoo er en hyldest til min datter, Clara, som jeg elsker så højt. Da jeg fik at vide, jeg skulle være mor, sagde jeg hele tiden til maven, at jeg elskede barnet højere end en giraf med en flagstang på hovedet. Det resulterede i denne skønne tattoo, som ikke er helt færdig endnu.
Det er en giraf med en flagstang på hovedet, mariehøns (fordi vi synger mariehønen Evigglad til godnat sang hver aften), blomster (fordi hun blomstrer hver dag) og hendes navn og fødselsdagsdato.
Jeg synes, min tattoo viser, hvor smuk, sjov og finurlig et symbol på kærlighed kan være til ens barn.
Charlotte
gallery 18 billeder
Jeg er en super stolt tattoo-mama! Som ung mor (jeg fik min første datter, Catalina, da jeg var 17, og Mercedes, da jeg var 22) har jeg knoklet mig igennem uddannelser, på SU og sidder i dag i et godt job.
Når jeg til tider syntes, at tingene var hårde, blev jeg altid mindet om, hvad jeg kæmpede for, når jeg kiggede på mine dejlige piger og deres navne og hjerter på min arm.
Christina
gallery 18 billeder
Min datter Laura blev født 6 uger for tidligt. Vi fik derfor en anderledes start på hendes liv, men alt gik bare over al forventning – og gør det stadig!
En af de første dage efter fødslen lå hun på min mands mave. Hendes lille fod lavede et perfekt aftryk på maven, og vi vidste begge, at det skulle laves til en tattoo.
Min mand har begge fodaftryk samt navn og fødselsdato på ydersiden af læggen. Jeg har ‘kun’ den ene fod på indersiden af anklen.
Freja
gallery 18 billeder
Jeg startede først ud med at få lavet hænderne, men det begyndte alle at få, så jeg tilføjede et ur med den tid, min datter blev født. Jeg er super glad for den.
Lene
gallery 18 billeder
Her er min mor-tattoo, som er min søn Texas’ hånd og fodaftryk, fra han er 5 mdr. gammel. For mig er det den mest personlige og unikke måde at få forenet sit barn på sin krop.
Det krævede godt nok en del arbejde at få det helt rigtige aftryk, og ‘minderne’ sidder stadig på vores spisebord.
Men jeg synes, det er blevet et super resultat af en dygtig tatovør, som jeg er stolt af, og som jeg gerne viser frem.
Og da min tidligere arbejdsplads pludseligt ville forbyde synlige tatoveringer, valgte jeg ikke at skjule den, for et håndaftryk fra ens barn er ikke noget, man skal skjule!
Linda
gallery 18 billeder
Jeg har en tatovering af min lille søn Vitus, som blev foreviget kort efter, han kom til verden. Portrættet af ham er en tro kopi af et af de første billeder, der blev taget af ham, lige efter han kom ud af maven.
Derfor betyder det meget for mig, da det viser ham akkurat, som han var, iført sygehustøj og med et dejligt, fredfyldt udtryk.
Ved at have ham foreviget på min arm har jeg ham altid tæt på mig, og jeg vil altid kunne genkalde de følelser, jeg havde lige i det øjeblik, han kom til.
Louise
gallery 18 billeder
Jeg fik lavet denne tatovering nogle måneder efter, jeg fik min datter. Jeg synes, at teksten beskriver meget godt det bånd, der er mellem os:
“No one else will ever know the strenght of my love for you. After all you’re the only one who knows what my heart sounds like from the inside. Merle”
Malene
gallery 18 billeder
Jeg har i alt syv tattoos, men én af dem, der betyder mest for mig, er denne enkle og smukke tattoo med mine sønners navne.
Svalen står ikke for så meget andet end, at jeg synes, den er enormt smuk.
Simone
gallery 18 billeder
Den 20.10.2012 fødte jeg den mest fantastiske og vidunderlige lille dreng – og jeg blev taget med storm! Det er en kærlighed, som simpelthen ikke kan beskrives for en, der ikke selv har oplevet det.
Jeg kan stadig bruge timer på at kigge på ham, mens han sover, mens han leger og udvikler sig og kan i situationerne blive helt overvældet af de følelser og denne specielle og unikke kærlighed, jeg nærer for ham.
Min mor-tattoo med teksten ‘Lykken er at se sit barn smile’ er måske ikke noget særligt for mange andre, men den betyder alverden for mig.
Stine
gallery 18 billeder
Denne tatovering gav jeg mig selv to måneder inden, mine enæggede tvillinger blev to år. Den er et symbol på det, jeg lever og ånder for, et symbol på min stolthed: mine drenge.
Jeg blev alene med dem, da de var 5 uger gamle – det var ikke den start, jeg ønskede, og det har været mere end hårdt, men det har været det hele værd!
Drengene er min gave – det bliver jeg mindet om hver dag, både af at kigge på min tattoo, men især når jeg ser mine fantastiske drenge.
Suncica
gallery 18 billeder
Jeg fik min mor-tattoo på siden af håndledet på min mands 30 års fødselsdag. Han har den samme, og den symboliserer vores datters kys.
Uanset hvor vi er, så kan vi altid kysse hende!
Tina
gallery 18 billeder
Tattooen på min arm/skulder af mig og min datter har jeg fået lavet som symbol på evig kærlighed med snerleblomster, som vikler sig tæt sammen og lever af hinanden.
Pga. en livmoderoperation frygtede jeg, at jeg aldrig kunne blive gravid, men efter halvandet år lykkedes det os på naturlig vis at skabe en perfekt pige efter utallige af kontroller og sygehusbesøg. Hun er mit liv og skulle foreviges på min krop.
Sanne
gallery 18 billeder
Min mor-tattoo er en ‘oldschool’ sømandstatovering – jeg synes, den stil er meget tiltalende, for de gamle sømænds tatoveringer fortalte deres livshistorie. Jeg vil også gerne vise min historie frem på kroppen frem for at holde det for mig selv.
Samtidig ville jeg gerne have en tatovering, der kunne ‘bygges’ videre på for hver af de børn, jeg nu skulle have. Jeg har Phillipa på snart 3 år og en Buster på vej til maj.
Jeg er stolt af min datter og af mig selv, fordi jeg har født og lavet hende, og hun er en så stor del af mig og min historie, at hun selvfølgelig skal have den flotteste plads på min krop. Hun er mit drivmiddel og min lille svale, som jeg skal støtte, så hun kan flyve ud i verden og nyde livet.
Nu glæder jeg mig meget til vores lille dreng kommer til verden, så jeg kan få ham på min krop også.
Ronja
gallery 18 billeder
Min mor-tattoo er et evighedstegn som står symboliserer evig kærlighed til min datter.
Camilla
gallery 18 billeder
Her er min tattoo. Hjertet er min og min mands kærlighed, hvoraf vores 4 piger gror. De er alle forskellige blomster forbundet med snørkler og krummelurer i en ring.
Kamilla
gallery 18 billeder
Min tatovering betyder ALT for mig. Den sidder på mit håndled og er mine børns og min mands fødselsdatoer og personnumre (af sikkerhedshensyn har vi dækket de sidste fire cifre, red.).
Min mand har en næsten magen til – han er læge og kan ikke bære sin ring til daglig, så dette er vores mærke.
Kamilla
gallery 18 billeder
Jeg har disse to hvide hjerter – et hjerte for hver af mine børn. Jeg fik dem lavet efter en grim skilsmisse og fordi savnet af børnene, når de var/er hos deres far, er meget stort.
Hjerterne er ikke sorte, da det ikke normalt er noget for mig med tattoos – når de er hvide, ses de ikke så tydeligt, men jeg ved, de er der, og de betyder meget.
Anita
(18 billeder)