Sorg: Jeg manglede for alvor min mor, da jeg selv fik børn

Den formiddag i Netto blev Pernille så overvældet af sorg, at hun måtte efterlade indkøbskurven og køre hjem. Hele vejen græd hun som pisket. Højgravid med sit tredje barn. Selv om hendes mor havde været død i syv år, blev hun overvældet af sorgen og savnet.

– Lige der kunne jeg virkelig mærke, at min mor aldrig kommer tilbage. Jeg blev overmandet af total håbløshed og følte mig ensom, fordi min mor manglede, siger 43-årige Pernille Hallett.

At miste sin mor efterlader mange kvinder med et stort tomrum. Væk er hende, der stryger én over håret, når livet bider, og giver gode råd om alt fra opbagt sovs til ægteskabelige kriser – og ikke mindst babyer, moderskab og børneopdragelse. For når man selv bliver mor, føles tabet ekstra stort.

På væggen i Pernille Halletts stue hænger et billede i klare farver. En barnehånd har tegnet fem personer – øverst to skikkelser med glorier og vinger og nederst tre menneskebørn. Værket er malet af Anton på seks år og viser ham selv og hans to søskende, Filippa og Flora, samt deres mormor og morfar, som er engle i himlen.

Anton og Flora har aldrig kendt deres mormor, og 14-årige Filippa var kun tre et halvt, da hendes mormor døde af brystkræft.

– Det er en kæmpe sorg, at min mor og mine børn ikke nåede at lære hinanden at kende. Min mor snakkede om børnebørn i mange år, og hun glædede sig så meget til at blive mormor, fortæller Pernille.

Anton, Flora og Filippa har kun deres farmor tilbage, og da hun bor i Australien, kan hun ikke træde til, når der er sygdom eller bedsteforældredag i børnehaven.

– Det er trist, at mine børn ikke har nogen bedsteforældre, som virkelig elsker dem og ikke blot passer dem for at hjælpe os. Min mor ville have været sådan en mormor, der hentede dem og bagte småkager, konstaterer Pernille, der også mistede sin far for to år siden.

Hun tilføjer:

– Jeg holder meget af mine to brødre, men de er ikke sådan nogle, der lige ringer og spørger, om de må få børnene på weekend.

Mor husker

Pernille og hendes australske mand boede i hans hjemland, da de ventede deres første barn, men alligevel ringede hun ofte til sin mor på den anden side af kloden.

– Man får bare et andet forhold til sin mor, når man selv får børn, som hun siger.

– Man snakker om nogle andre ting, og specielt første gang har man spørgsmål om røde numser og forkølelser. Når man får flere børn, trænger andre spørgsmål sig på.

Hvordan man håndterer søskendejalousi og trodsige teenagere, nåede Pernille bare aldrig at spørge sin mor om.

– Når børnene bliver ældre, og deres personlighed træder frem, er der virkelig meget, man gerne vil tale med sin mor om – for eksempel ”var jeg også sådan i den alder?”, siger Pernille.

– Min far kunne fortælle nogle ting, men det er noget andet med en mor. Mine forældre tilhørte en generation, hvor fædrene ikke var så meget på banen. Pernille og hendes lille familie flyttede tilbage til Danmark i 2006, og året efter døde Pernilles mor, Else, efter lang tids sygdom.

Penille er taknemmelig for, at hun vendte tilbage tids nok til at tage afsked med sin mor.

– Vi havde et rigtig godt år sammen, selv om hun var meget syg, hvor vi fik sagt farvel og fik en masse gode snakke, fordi vi vidste, at vi ikke havde 30 år tilbage, fortæller Pernille, der var ved sin mors side, da hun udåndede 5. april 2007.

Endeløs omsorg

Pernille er ikke længere i dyb sorg over sin mors død, men savnet sidder der stadig sammen med alle de spørgsmål, der fortsat trænger sig på.

– Min mor havde tre børn, et fuldtidsjob og en mand, der kom hjem, når maden stod på bordet, men hun virkede aldrig stresset. Jeg har også tre børn og et fuldtidsjob, og jeg ville gerne vide, hvordan hun fik det hele til at spille – men det tænkte jeg ikke på at spørge hende om, da hun levede, siger Pernille og forklarer, at hun savner at kunne ringe til sin mor efter lidt omsorg, når hverdagen brænder på.

– Man krænger ikke al sin elendighed ud over andre på samme måde, som man gør med sin mor. Ingen andre elsker dig lige så betingelsesløst og stryger dig med hårene, når det er hårdt. Selv om man er voksen, har man brug for et menneske, som kan rumme én og synes, man gør det godt, siger hun.

Pernille var 40 år, da hun fik Flora, og hun spekulerer på, hvor længe hendes børn kommer til at have hende. Else blev kun 69 år. Hun håber, at hun selv kommer til at følge sine børn langt i livet, og at hun også vil opleve sine børnebørn.

– Jeg håber, at mine børn når at blive ældre, så de har noget, de kan huske. Det er svært at bevare mindet om et menneske, når man ikke har nogle minder at holde fast i, konstaterer hun.

Derfor er det afgørende for Pernille og hendes mand at få masser af gode oplevelser med børnene her og nu, for de er begge bevidste om, at der ingen garanti er for et langt liv.

– Tingene kan hurtigt ændre sig, så vi vil hellere bruge vores penge – rejse og skabe gode minder – end at bruge et helt liv på at spare op til en pension, vi måske ikke får brug for, fastslår Pernille