Stine Bosse: Børn skal ikke gætte sig til, at de voksne elsker dem

Hvordan var det at blive mormor?

For mig var det ligesom at blive mor, bare med ekko. Forstærket. Det var en blanding af noget dybt følelsesmæssigt og noget dybt grundlogisk. Man bliver ligesom for alvor sat i system, når det sker: Der er mig selv, mit barn og mit barnebarn. Relationerne bagud bliver også stærkere. Jeg har desværre mistet min mor, men tankerne om især hendes og min farmors roller i mit liv blev fuldstændigt lysende klare.

Hvordan har det ændret dig
at blive mormor?

Jeg vil ikke sige, at det var derfor, jeg stoppede med mit arbejde i Tryg, men det fyldte i hvert fald en tredjedel af beslutningen. Det med at få tid og rum nok til at være der for mine børnebørn og mine børn, det ville jeg bare. Det er så også vigtigt for mig at sige, at alle jo lever deres eget liv og træffer deres egne valg. Jeg får nogle gange skudt i skoene, at jeg synes, andre skal have dårlig samvittighed over ikke at gøre det samme som mig, men jeg ønsker ikke at pådutte nogen noget.

Hvor ofte er du sammen med dine børnebørn?

Jeg har børnebørnene fast en gang om ugen – det har jeg altid haft. Efter den fjerde kom til, er jeg dog blevet nødt til at mikse det lidt, så jeg nogle gange har dem alle fire på én gang og andre gange kun to ad gangen. Det er hårdt at have fire børn på en gang, og samtidig er vi nået dertil, hvor de tre ældste er så store, at vi kan tage til Sverige eller gå på Louisiana. Når jeg har dem alle fire, er vi mest herhjemme hos mig, og så går vi ned på stranden eller er ude at lege.

LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

Hvad er vigtigt for dig at lave sammen med dem?

Er der noget, du synes, der er vigtigt at lære dem?

Lærer de dig noget?

Hele tiden. Alma kan også godt finde på at tage en diskussion med mig, og det får hun lov til. Jeg er nok en autoritet i deres liv, men jeg er ikke autoritær.

Derfor kan hun godt sige ‘nu synes jeg, du er skrap’. Og så taler vi om det. Jeg nyder også at lytte til deres samtaler.

For et års tid siden sad Alma og Esther bag i bilen, mens jeg kørte, og så sagde Esther: ‘Hvad sker der, når man dør?’ Så svarede Alma: ‘Så kommer man op til Gud’ og derefter: ‘Gud, hun henter en’. Så sad de stille et stykke tid, og herefter sagde Esther: ‘Men hvordan får hun dem gravet op?’ Så svarede Alma: ‘Hun har en spade med, og hvis hun ikke kan, så hjælper muldvarpene hende’. Jeg var helt solgt, og jeg tror, at hvis vi alle kunne holde fast i en flig af den enkelhed, børn har, så ville det være fantastisk.

LÆS OGSÅ: Krea: 9 hjemmelavede julegaver til bedsteforældre

Hvordan har det at blive mormor ændret dit forhold til dine egne døtre?

Det er helt klart blevet stærkere. Det er fantastisk at se sine døtre blive mødre, og de er bare knalddygtige til det. Jeg har total respekt for dem.

Blander du dig i deres måde at være forældre på?

Nej, det har jeg aldrig gjort, og jeg har heller ikke haft lyst. Vi har en aftale om, at de ikke blander sig i min måde at være mormor på, og jeg blander mig ikke i deres måde at være mor på.

Er det nemmere at være mormor end at være mor?

Ja, det er både nemmere og sjovere. Den tid, man har til rådighed, og ens rolle som mormor – det er anderledes og nemmere. Men det interessante er jo, at adgangsbilletten til at blive mormor er at være mor først. Du kan ikke springe det over.

Hvordan havde du det med dine egne bedsteforældre?

Min farmor blev på mange måder nærmest hovedpersonen i mit liv. Hun var så gennemgående og bundsolid, når bølgerne gik lidt højt i mit barndomshjem, og det mærkede jeg intuitivt meget tidligt og søgte hende. Jeg tog selv bus og tog fra Gilleleje til Rødovre for at besøge hende, da jeg var ni år gammel. Hun var hjemmesyerske, og hun hørte altid P1, mens hun sad og syede de her fantastisk smukke lampeskærme i silke.

Der blev ikke gjort stads, når jeg kom – hendes liv og arbejde skulle fortsat fungere, selvom jeg var der – men jeg elskede det med, at hos hende kunne man bare være. Der blev kun gjort stads på ét punkt: Vi fik rosenbrød til morgenmad. Min farmor blev næsten 100 år, og hun nåede at gøre det samme med mine døtre. Når de var sammen med hende, fik de også rosenbrød. På den måde bandt hun en sløjfe, for mine døtre og jeg kan nu tale sammen om de rosenbrød og få tårer i øjnene, og det er jo det, der er limen i familier: De koder, som bliver skabt. Det var hun mester i.

LÆS OGSÅ: Leder: Tak, bedsteforældre!

Er hun dit forbillede i forhold til at være bedstemor?

Er det et privilegium at være sammen med dine børnebørn?

Hvad er det bedste ved at være mormor?

Den største gave er den dybe kvittering for meningen med det hele. Man kan virkelig se, at man efterlader spor, og det giver en dyb følelse af, at den dag, jeg ikke er her mere, så er der alligevel noget, der bliver her.

LÆS OGSÅ: Børn og hukommelse: Hvad kan dit barn huske?

LÆS OGSÅ: Dans med dit barn

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om dit barns næse