High five til flaskerne: "Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det ikke er godt nok"

'Er du nu helt sikker på, at du har gjort alt?’ Josefine Svendsen er netop blevet mor til sønnen Vester, da hun sidder med sin mødregruppe og giver ham mælk fra en sutteflaske. Ordene, der kommer fra en anden nybagt mor, er ikke ondt ment – det er hun sikker på – men de rammer alligevel hårdt.

Kort forinden har en sundhedsplejerske nemlig konstateret, at Josefines seks uger gamle søn ikke vokser, som han skal – han er sulten og ked af det – og den amning, hun ellers har kæmpet for at få til at lykkes, må opgives og udskiftes med modermælkserstatning i den sutteflaske, han nu ligger i hendes arme og spiser af.

"Jeg havde haft smerter i brysterne, der kunne måles med veerne fra fødslen. Jeg havde ikke sovet i flere uger. Og jeg havde tørret mine egne tårer væk fra min lille babys små kinder. Selvfølgelig var jeg sikker på, at jeg havde gjort alt. Men dér sad jeg så sammen med fem andre mødre, der ammede deres børn, og følte mig fuldstændig forkert, fortæller Josefine om oplevelsen, der skete for fire år siden".

Er jeg god nok?

Sundhedsstyrelsen anbefaler alle mødre at amme deres børn fuldt til de er omkring seks måneder, mens delvis amning anbefales til barnet er 12 måneder eller mere. Grundlaget for anbefalingen er blandt andet, at modermælk anses for at være den sundeste ernæring for spædbørn, og fordelene er mange flere. Men “en god mor sidder ikke i brysterne”. Det siger man i hvert fald, selv om det kan være svært at tro på for mange af de mødre, der, af den ene eller anden grund, ikke ammer deres børn.

"Det, man møder som kommende eller nybagt mor, er, at man skal amme, fordi det er det bedste for både mor og barn. Som mor er det min opgave at give mit barn det bedste, og det var næsten umuligt for mig at acceptere, at jeg ikke kunne, siger Josefine. Måske netop fordi amningen af Vester må opgives tidligere, end Josefine havde ønsket, er det en stor drøm for hende at få etableret et succesfuldt ammeforløb, da lillesøster Mille kommer til verden i april 2021. Denne gang går der ni uger, før hun igen må hente hjælp fra sutteflasken.

"Jeg havde endnu engang kæmpet mig igennem smertefulde, blødende bryster, og mælkeproduktionen var endelig god nok til, at min baby kunne blive mæt af min mælk. Jeg nåede lige akkurat at tro på, at det ville lykkes for mig, siger Josefine, der dog må se sin drøm smuldre mellem fingrene, da Mille får konstateret en hoftedysplasi. Det medfører, at den lille pige skal ligge fastlåst i en skinne i flere uger, og det veletablerede ammeforløb er umuligt at fortsætte".

"På trods af at jeg stort set levede i soveværelset med amme-te og Power Pumping, mens jeg kæmpede for at vedligeholde mælkeproduktionen, indtil Mille blev fri for skinnen – og selvom jeg er sikker på, at jeg endnu engang gjorde alt, hvad jeg overhovedet kunne, før jeg indså, at jeg var nødt til at give op – så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ikke er godt nok".

Den tanke er Josefine ikke alene om. I en undersøgelse, foretaget af Vores Børn i 2019 blandt 2.230 mødre, svarer 31 pct., at de har følt sig utilstrækkelige i rollen som mor på grund af varigheden af deres ammeforløb. Asali Hellqvist er jordemoder og certificeret ammespecialist, og hun har en forklaring på, hvorfor nogle mødre kan have svært ved at acceptere overgangen fra amning til modermælkserstatning på flaske.

"Når man må opgive en ellers ønsket amning, kan der følge en sorg med det. Det kan være svært at acceptere, at det ikke blev, som man havde forestillet sig. Følelsen af utilstrækkelighed og skyld kan derfor nemt komme snigende, selvom man har kæmpet for det. Det er et stort ansvar at få et barn. Man står pludselig med et lille nyt menneske, og det første, man skal lære, er at amme. Måske netop derfor kan det føles som om, ens moderskab sidder i brysterne", siger hun.

Sutteflasken er et oldtidsfund

I følge Sundhedsstyrelsen er amning mindst lige så ‘kulturligt’ som det er ‘naturligt’, og både værdier, normer og traditioner har derfor indflydelse på, om børn bliver ammet eller ej. For at blive klogere på, hvorfor det kan være svært for mødre, der ikke ammer deres børn at føle, de gør det godt nok, skal vi en lille tur tilbage i tiden.

For selvom mislykket amning kan give vor tids mødre følelsen af utilstrækkelighed, så tyder noget på, at sutteflasken ikke er en nyere opfindelse: For få år siden fandt et britisk forskerhold for eksempel flere tusinde år gamle kander, som man mener, er blevet brugt som sutteflasker til småbørn med mælk fra køer, geder og får.

Men både måden og synet, hvorpå vi ernærer vores børn, har ændret sig gennem tiderne. I bogen Døden i Barndommen beskriver Anna Løkke, der er professor med primært forskningsområde inden for social- kultur- og sundhedshistorie, om skiftende traditioner, der har været for spædbørnsernæring. I 1800-tallet bevægede man sig, både regionalt og socialt, allerede mellem flere forskellige måder at give små børn mad.

Nogle steder i landet var det almindeligt, at mødre udelukkende gav brystmælk, indtil barnet selv kunne spise med ved bordet. Hvis mor ikke var hjemme, var det nabokonerne, der ammede. Andre steder var normen, at mødrene allerede efter få måneder stoppede amningen helt eller delvist, fordi man havde lav tiltro til modermælk som spædbørnsernæring. I stedet for gav man eksempelvis børnene smør, fløde og havresuppe.

I overklassen blev det et statussymbol at ansætte ammer – som man også gjorde helt tilbage i oldtiden – mens de børn, der slet ikke fik modermælk, blev ernæret med erstatning såsom komælk. For eksempel i en sutteflaske med en sut af skind eller stof.

I begyndelsen af 1900-tallet var tiltroen til modermælken stor, og med Det Medicinske Børneplejeprogram blev ‘ro, renlighed og regelmæssighed’ det nye mantra inden for spædbørnspleje. Her blev det fastslået, at spædbørn skulle have modermælk, og kun modermælk, i mindst seks måneder, og mælken skulle gives med regelmæssige mellemrum. I ifølge Anna Løkke blev amning i denne periode betragtet som kvindens pligt, mens det at være kvinde blev ensbetydende med at være mor – og en rigtig mor ammede sit barn.

Dermed blev kvinder, der ikke kunne amme, ikke kun ramt på følelsen af ikke at være gode mødre, men også ramt på deres kvindelighed. Det førte til, at kvinder i den vestlige verden modsatte sig ved helt at opgive amning. I følge Sundhedsstyrelsen opstod behovet for modermælkserstatning i det 20. århundrede, hvor ammefrekvensen i Danmark var lavest omkring 1970. Her ammede mindre end 30 pct. helt eller delvist, når barnet var tre måneder.

I følge den seneste opgørelse fra den Nationale Børnedatabase (2018) er der i dag næsten 89 pct., der fuldammer efter to uger, mens 61 pct. fortsat fuldammer efter 17 uger. Det er værd at indskyde, at længden på barslen i dag er betydeliget længere end i 1970’erne.

Normer og sociale spilleregler

Selvom amning længe er blevet kædet sammen med det at være en god mor, kan der være flere grunde til, at det er et postulat, der stadigvæk kan være svært for flaskemødre at ryste af sig. Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen mener, at dogmet stadig hersker, fordi vi som mennesker lever efter normer og sociale spilleregler, når vi indgår i en gruppe.

"Det hører under kategorien ‘gruppepres’. At der er nogle særlige normer for, hvordan man indgår i en gruppe, og nogle sociale spilleregler for, hvordan man indtræder i en ny identitet, som det er, når man bliver mor. Der kan meget nemt opstå noget, der minder om et teaterstykke, hvor man kan føle, at man skal spille en bestemt rolle og gøre tingene på en bestemt måde for at blive accepteret i fællesskabet af mødre", siger Anne Skare Nielsen, der mener, at det er en generel tendens, der har eksisteret længe.

"Det stammer i virkeligheden helt tilbage fra dengang, vi var aber: Dem, der tager patent på ideen om, hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på, er dem, der får lov til at diktere det til andre. Men alle skal finde en måde at være mødre på, der fungerer for én selv – og objektivt set er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert. I praksis fungerer det bare anderledes, fordi normer og sociale spilleregler er afgørende for, om man bliver accepteret i gruppen eller ej".

Laura Vilsgaard er stifter af platformen Jegermor, og med speciale i fødselsdepressioner i et sociologisk perspektiv har hun beskæftiget sig med de svære følelser, der kan være forbundet med at være ny mor.

"Så snart du bliver gravid, begynder du at få at vide, hos lægen og hos jordemoderen, at amning er det bedste for dit barn. Og amning er fantastisk, det er der ikke nogen, der er i tvivl om. Men fordi det er så stort et paradigme, så stærkt et værdisæt, at man skal amme sine børn, kan man som nybagt mor nemt komme til at føle sig utilstrækkelig, hvis det ikke lykkes", siger Laura Vilsgaard.

Markedsføring puster til skammen

For Josefine hænger følelsen af, at sutteflasken ikke er god nok, også sammen med det, hun bliver mødt med, når hun køber modermælkserstatning. I 1981 blev Verdenssundhedsorganisationen WHO’s kodeks for markedsføring af modermælkserstatning nemlig vedtaget med et mål om at fremme amning og dermed sikre spædbørn en sund start på livet.

WHO’s anbefalinger omfatter blandt andet et forbud mod enhver form for reklame for modermælkserstatning, og i følge Fødevarestyrelsen må mærkningen herhjemme stadig ikke give indtryk af, at “modermælkserstatning er lige så godt eller bedre end amning”. Derfor er udtryk som ‘humaniseret’ og ‘modertilpasset’ forbudt, mens det er et krav, at emballagen mærkes med “en angivelse af amningens uovertruffenhed”.

"Selv producenten af den mad, jeg giver mit barn, anbefaler, at jeg ammer hende i stedet for. Så jeg får lige et ekstra slag i hovedet med en påmindelse om, at det ikke er det bedste, jeg har gang i – selvom jeg ikke har andre muligheder", siger Josefine.

Formålet med de restriktive regler for markedsføring af modermælkserstatning er, ifølge Fødevarestyrelsen, at sikre, at spædbørn får tilstrækkelig og sund næring ved at værne om og støtte amning – og at sikre, at modermælkserstatning anvendes korrekt. Sundhedsstyrelsen beskriver amning som en central indikator for sundhedstilstanden for kvinder og børn på verdensplan, hvor modermælkserstatning i lande som Danmark, hvor hygiejnen er i orden, er et godt og sikkert alternativ, mens det i udviklingslande er forbundet med høj risiko for infektioner og underernæring.

Den perfekte mor

Laura Vilsgaard mener, at der følger en særlig sårbarhed med det at opgive amningen og erstatte brystet med flasken – og at sårbarheden bunder i, at man som mor gerne vil gøre alt perfekt.

"Vi har en kultur, hvor der er rigtig meget identitet forbundet med at være mor. Og i at være en god mor. Som mor ønsker man det allerbedste for sine børn, og det kan resultere i, at man kommer til at skamme sig over alt det, man ikke kan. I andre livssituationer, på jobbet for eksempel, vil der altid være noget, man er god til, og noget man ikke er så god til. Og det er okay. Men der findes en nul-fejlskultur, når det kommer til moderskabet. Dér er det sværere for mange at acceptere, at der er noget, der ikke lykkes", siger Laura Vilsgaard.

Hun mener også, at nulfejlskulturen er grunden til, at man nemt kommer til at sammenligne sig selv med andre mødre, man ser og møder.

"Ofte, og måske særligt hvis man er førstegangsmor, sidder man i en mødregruppe, hvor de fleste er usikre på den nye rolle, man har fået som mor. Og den usikkerhed, man har på sig selv, prøver man at mane til jorden ved se på en masse ydre parametre hos andre mødre: Hvad for en vikle har hun købt, kan hun få sit barn til at sove – og ammer hun?", siger Laura Vilsgaard.

LÆS OGSÅ: ”Tænk, hvis dette blev moderskabets norm?”: Mette har et særligt budskab til alle med-mødre

Når følelser får følelser

Både Laura Vilsgaard og Anne Skare Nielsen mener, at den følelse af utilstrækkelighed, som mange flaskemødre oplever, fordi de ikke ammer, bunder i en følelse af skyld og skam, som man har svært ved at komme til livs. I følge Anne Skare Nielsen opstår følelsen af skyld og skam i forbindelse med mislykket amning oftest af to årsager.

"Den ene er, hvis man ikke selv har truffet beslutningen – hvis man ikke selv er okay med at give flaske. Her handler det om at slutte fred med det og turde sige: “Nu gør jeg det på min måde.” Den anden er, at der er rigtig mange følelser på spil i den tid, vi lever i. Særligt, når man lige er blevet mor, kan det hele vælte frem. Og så ender det med, at ens følelser får følelser: Man får dårlig samvittighed over, at man ikke kan amme, men man får også dårlig samvittighed over, at man har dårlig samvittighed. Og så stikker det fuldstændig af. Her handler det om at omgive sig med nogle mennesker, der kan bakke én op i, at moderskabet ikke sidder i brysterne. Det sidder i kærligheden til barnet".

For Josefine har følelsen af utilstrækkelighed netop været forbundet med, at det har været ydre omstændigheder, der har spændt ben for et vellykket ammeforløb.

"Begge gange har jeg følt, at jeg ikke selv var herre over situationen. At det var noget udefrakommende, der ødelagde det for os. Måske ville jeg have nemmere ved at acceptere det, hvis jeg havde følt, at valget var mit". 

Laura Vilsgaard mener, at man kan komme de svære følelser til livs ved at afmontere skammen.

"Skammen afmonteres ved, at du taler højt om det, du skammer dig over, og deler det med nogle, der forstår dig og anerkender dig. Og som kan realitetstjekke med dig. Hvis du er ked af, at du ikke kan amme dit barn, skal du mindes om, at moderskabet ikke kun handler om, hvorvidt du ammer eller giver flaske: “Se lige, hvor fin en øjenkontakt I har. Se lige, hvor glad hun er.” Det er okay at være ked af, at man ikke kan amme, hvis det var det, man havde ønsket. Men det betyder ikke, at man ikke er en god mor. Og det betyder heller ikke, at hende, der ammer, er lidt bedre". 

Sutteflasker og sociale medier

Selvom Josefine finder sig bedre og bedre til rette i rollen som flaskemor, er frygten for andre folks mening noget, hun har svært ved at lægge fra sig.

"Jeg kan godt have det rigtig svært med at sidde offentlige steder og give flaske, for dér kan alle andre se, at at jeg ikke ammer mit barn, siger Josefine, der mener, at frygten, for hvad andre tænker om hende, fordi hun giver flaske, kan hænge sammen med det, hun dagligt møder på sociale medier".

"På Instagram oplever jeg flere, der italesætter deres børn som “ammebabyer” med tilhørende billeder af barnet, der ligger og spiser ved brystet. Når jeg ser det, kan jeg godt føle, at den slags iscenesættelse af måden, man giver børn mad på, bidrager til en ophøjelse af amning som det eneste rigtige. Måske særligt fordi jeg kun sjældent ser nogen, der poster billeder af børn, der får flaske. For mig er det med til at skabe et skel mellem amning og flasken", siger Josefine.

Hun mener også, at der generelt eksisterer en misvisende forestilling om, hvor nemt det er at etablere et vellykket ammeforløb.

"Jeg synes, at amning får rigtig meget opmærksomhed i forhold til, at det er det bedste for mor og barn. Men kun meget lidt opmærksomhed i forhold til, hvor svært det er, at få til at lykkes. Jeg tror, at flere flaskemødre ville finde større accept i at give modermælkserstatning, hvis vi blev præsenteret for et mere retvisende billede af, hvor svært det kan være at få drømmen om at amme til at gå i opfyldelse. Og hvor mange, vi er, der giver flaske", siger Josefine.

Ja, jeg er god nok

Efter to mislykkede ammeforløb er Josefine efterhånden godt på vej til at finde ro i, at det er sådan, det er. Og finde glæden i, at hun nu kan bygge Lego med sin fire-årige søn uden samtidig at bekymre sig om næste Power Pumping i soveværelset.

"Det hjalp mig at zoome ud og fokusere på, at hvis jeg skal være der for begge mine børn, så nytter det ikke noget, at jeg går rundt og er ked af, at jeg ikke kan amme. Min baby er glad og mæt – og jeg er den bedste mor for både Mille og Vester. Jeg gør det godt. Også selvom jeg ikke kan poste et ammebillede på Instagram".