Måler du (også) dit barns udvikling op i mod andre børn på samme alder? Og stresser du over, at din trold halter bagefter? Få sundhedsplejerskens svar på, om det rent faktisk er et problem, hvis hun ikke kravler, spiser selv og taler lige så hurtigt som babyvennerne.
Af: Af Camilla Haldrup, Voresbørn.dk, 2. oktober 2013
Du burde lade være, men du gør det alligevel – måler lillepigens udvikling i forhold til andre børn på samme alder. Og sakker hun bag efter de andre, bekymrer du dig naturligt nok og spørger dig selv:
“Hvorfor kan Victor fra mødregruppen kravle, når min datter stadig bare ligger og fægter med armene uden at komme nogen vegne?”
Eller:
“De jævnaldrende børn i vuggestuen siger både mor og far, mens min lille guldklump bare vrøvler. Er det normalt?”
Ifølge sundhedsplejersken kan langt de fleste mødre heldigvis slappe helt af og lægge bekymringerne på hylden.
“Børn udvikler sig meget forskelligt og i meget forskelligt tempo. “Nogle børn koncentrerer sig meget om én ting, fx at pludre, og er gode til kontakt, mens de til gengæld er længe om at vende sig fra ryg til mave. Og omvendt,” forklarer Anne Greve Pedersen, der er sundhedsplejerske i Frederiksberg Kommune og har 25 års erfaring med børns udvikling.
“Det normale har vide grænser, så slå koldt vand i blodet – lige pludselig knækker dit barn koden. Og følger han eller hun ikke en relativ normal kurve, skal din sundhedsplejerske eller andre fagpersoner nok sige til,” fortsætter hun.
Og faktisk er rådet med at slappe af ment helt bogstaveligt for nutidens mødre.
“Mødre i dag går så meget op i deres børn – især i det førstefødte – at det bliver et projekt. De har timet det, så de har styr på uddannelse, bolig og bil, inden de får børn, og de har læst alle bibliotekets bøger om at være mor. Det gør, at deres tilgang er meget intellektuel, og barnet får sjældent lov til bare at ligge og kede sig. Men det udvikler faktisk barnet at kede sig,” forklarer Anne Greve Pedersen.
Dit barns udvikling starter på maven
Noget af det allerbedste, du ifølge sundhedsplejersken kan gøre for din baby, er derfor at lægge hende på maven. Også selvom hun brokker sig.
Annonse
“Det vigtigste i den motoriske udvikling er, at børnene kommer ned på maven, ned på maven, og ned på maven, så de får mulighed for at bruge og træne deres muskler. Babyer er kloge, og de kan de mest fantastiske ting – hvis bare man giver dem mulighed og tid,” siger hun.
Hjælp, mit barn kan ikke …
… sidde selv!
Hvornår er det normalt at kunne? Når børn lærer at sidde stabilt ved egen hjælp, er de typisk et sted mellem 4-9 måneder. Så der er altså et ret stort spænd, og derfor vil der også være stor forskel på, hvornår børnene fx i en mødregruppe kan sidde.
Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Du kan for det første have tålmodighed og vente til, dit barn virker klar. Der er hun ikke, hvis hun falder sammen som en klud, når du forsøger at få hende til at sidde selv. Når hun skal til at smage på grød og mos, er det en god anldning til at lade hende sidde med god støtte fx med en pude i ryggen i højstolen. Hun kan også sidde mellem dine ben, når I sidder på gulvet, men husk at det i starten blot skal være i kort tid.
Hvornår er det normalt at kunne? i 8-9-måneders-alderen vil mange børn have lært at komme op på alle fire, og de har måske stået og rokket frem og tilbage i månedsvis ude at komme nogle vegne, ind til nu.
Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Før du går i skarp kravletræning med din datter, så er det vigtigt viden at have, at der faktisk intet belæg er for, at børn SKAL kravle. Nogle møver sig frem, ormer sig frem, numser sig frem, og ingen af teknikkerne virker hæmmende på deres senere evne til fx at lære at gå. Det bedste du kan gøre for dit barn, hvis du vil hjælpe kravlingen (eller møvningen) på vej, er faktisk at skrue ned for servicenveauet. Opfordr hende til selv at flytte sig efter tingene, i stedet for at bringe dem til hende. Også selv om hun brokker sig lidt – det må hun gerne.
Hvornår er det normalt at kunne? Nogle børn tager allerede deres først usikre skridt, når de er 7 måneder, men det mest normale er, at det sker omkring 1-årsalderen. Hovedreglen er, at hvis de selv rejser sig op, så er de klar til det.
Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Igen handler det om at motivere barnet til at have lyst til at kunne bevæge sig efter ting. Så hvis du har tendens til at trave rundt med junior på armen, fordi det lige er lettest og rarest for husfreden, så øv dig i at skrue ned for den service. Det kan også være en god idé at anskaffe jer en gåvogn – det kan anspore dit barn til at trisse af sted på tryg måde.
Hvornår er det normalt at kunne? Allerede i 5-6 måneders-alderen kan de fleste børn finde ud af at bruge hænderne til at putte mad i munden med. Men det med at styre en ske eller en gaffel vil de fleste først kunne mestre fra omkring 1 til 1 1/2 år.
Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Når barnet er introduceret til maden, kan det allerede begynde at træne teknikken i at ramme munden, så stik hende kogt broccoli eller kartoffel, som hun kan sidde med. Når hun får grød, kan du give hende sin egen ske, dog uden at forvente at hun kan styre den. Når interessen for at bruge skeen eller gaflen aktivt er der, så grib den, og lad barnet øve og træne og få en fornemmelse for maden og teknikken. Også selv om det sviner. Dog er det helt okay også at sætte grænser for, hvornår det bliver for meget et madcirkus. Opdragelse og indlæring af nye færdigheder kan godt gå hånd i hånd.
Hvornår er det normalt at kunne? Søvn (og mangel på samme) er noget af det, der fylder allermest i småbørnsforældres bevidsthed, og vi ser med længsel frem til den skelsættende nat, hvor barnet begynder at sove igennem. Desværre er der ingen klar tidsangivelse på, hvornår det sker. Og selv når man lige tror, man har knækket koden, kan ondt for tænder, ørepine, drømme og andre udefrakommende ting pludselig stikke en kæp i hjulet på dit barns ellers gode nattesøvn. Som hoveregel kan du dog forvente, at dit barn tager et godt stræk om natten, når det runder de 6 måneder. Da er mavesækken så stor, at barnet kan sove 6 timer uden mad. Når barnet er 1-1½ år er en 11-12 timers nattesøvn realistisk at stile efter. Men børn er forskellige og har forskelligt søvnbehov og –rytmer, så det giver ikke rigtig mening at sammenligne med andre børn.
Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Indfør nogle gode putteritualer, giv klare signaler om, hvornår det er tid til at sove, og hold så fast i din beslutning. Lad være med at tage barnet op og begynde at hygge, fordi han/hun ikke vil sove, for barnet læser din tvivl.
Hvornår er det normalt at kunne? Når dit barn er omkring halvandet år kan du forvente, at der kommer enkelte rigtige ord ud af hendes mund. Det er typisk enstavelsesord som muuuh, mor, far, hej osv.
Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Når din helt lille baby pludrer løs, er det fint at pludre lidt med. Men husk også den ædle kunst indimellem at holde sin mund, så barnet får lov til selv at udforske de lyde, det former. Den lidt større baby har gavn af, at du sætter ord på de ting, du gør, for det lagrer sig i hjernen. Husk også, at børn er små kopimaskiner, der gentager (alt!) det, du siger, så tænk over dit ordvalg. Hvis du synes, dit barns sproglige udvikling halter meget, så tag evt. en snak med pædagogerne i dit barns institution. Måske kan en talepædagog hjælpe ordene på vej.
Hvornår er det normalt at kunne? For de fleste børn gælder det, at de knækker koden til at trille fra ryg til mave omkring 4-5 måneders-alderen. Men dit barn er på ingen måde unormalt, hvis det ikke rammer dette tidspunkt spot-on.
Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Læg hende på maven så meget som muligt – også selvom hun brokker sig lidt. Når hun ligger på maven, træner hun musklerne omkring rygsøjlen, og det giver de bedste betingelser for, at hun lærer at vende kroppen. Du kan også hjælpe hende ved at placere legetøj omkring hende, som hun får lyst til at gribe ud efter, eller hjælpe hende på vej med et lille puf på siden af den ene balde.