Perfekt barselsgave
6 ud af 6 stjerner
SOPHIE LA GIRAFE, 99 kr. på Naturebaby.dk
Førstehåndindtryk
‘Hold op, hvor er den sød!’ Testmødrene er begejstret for gummigiraffens økologiske, naturlige look fra første sekund. Den ligefrem udstråler, at mor har styr på alt, selv bideringen.
Form og materiale
100 procent naturgummi – så kan selv de mest kemiforskrækkede mødre være med. Den er dejlig blød, bøjelig og nubret flere steder.
Formen kan der heller ikke sættes en fedtet babyfinger på – den er nemlig let at gribe ud efter, og så bare ind i munden med det ene giraføre!
Popularitet
Den er høj. ‘Oskar savler, bare han ser på den,’ som en mor fortæller. En anden mor beretter, at hendes datter faktisk tager giraffen op, selv om alt andet for tiden skal rages på gulvet. Bideringen går ivrigt fra mund til hånd. Det er godt, at den også stimulerer synssansen med sine mørke pletter på hvid bund.
Pengene værd?
Ja, for dælen! Det kan der ikke herske tvivl om. Den er både økologisk, brugbar og pæn. ‘En perfekt barselsgave’ lyder det, da den kommer i den fineste gaveæske.