Opskrift på Mette Blomsterbergs bagt æblekage

Blomsterbergs bagt æblekage

Bagt æblekage i små kokotter med en skøn smag af kanel.

Kager til 6-8 personer

Ingredienser

  • ½ vaniljestang, gerne polynesisk
  • 75 g sukker
  • 75 g hvedemel
  • ½ tsk kanel, stødt
  • 1 æg str. L
  • 75 g smør
  • 3-4 mellemstore æbler (300 g rensede æbler)
  • 30 g store rosiner
  • lidt neutral olie til at smøre kokotterne med
  • lidt flormelis til drys

Sådan laver du Mette Blomsterbergs bagt æblekage

  1. Halvér vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas vaniljekorn og lidt sukker sammen, så kornene skilles ad, det gøres nemmest med en paletkniv. Bland mel, sukker, vaniljesukker og kanel. Pisk ægget i dejen, og pisk dejen glat, inden smeltet smør piskes i. 
  2. Skræl æblerne, befri dem for kernehus, og skær dem i stykker, ca. 2 x2 cm. Æblestykker og rosiner vendes i dejen. Smør kokotterne (diam. ca. 5 cm, H 4 cm) med olie, fyld dejen i, og bag dem let gyldne ved 180 grader – ca. 15-20 minutter.
  3. Serveres lune med et drys flormelis til lidt is eller letpisket fløde.

Tip

Bag disse æblekager som én stor! Vær da blot opmærksom, på at bagetiden ændres.