Smuk cheesecake med hvid chokolade, lime og rabarbergele
En fantastisk lækker cheesecake med fløjsblød ostecreme, som nærmest smelter i munden. Den syrlige rabarber-topping giver fint modspil hertil – og så er det pænt!
Ingredienser
- Bund:
- 300 g digestivekiks
- 125 g smør
- Ostecreme:
- 350 g hvid chokolade
- 2 blade husblas
- 150 g flormelis
- 4 dl piskefløde
- 400 g flødeost, stuetempereret
- 2 ½ dl creme fraiche 18 %
- 2 økologiske lime, skal og saft heraf
- 1 vaniljestang, kornene herfra
- Rabarber-topping:
- 200 g rabarber, skåret i stykker på 2-3 cm
- 100 g sukker
- ½ dl vand
- 3 blade husblas
Sådan laver du cheesecake:
- Tænd ovnen på 180 grader, og smør en springform på 24-26 cm med blødt smør.
- Smelt smørret, og knus digestivekiksene fint – f.eks. ved at komme kiksene i en frysepose og banke på dem. Tilsæt det smeltede smør, og rør indtil massen ligner vådt sand.
- Tryk kiksemassen i bunden af springformen, og bag bunden i 15 minutter, indtil overfladen er let gylden. Tag bunden ud, og lad den køle helt af.
- Hak chokoladen groft, og smelt den over vandbad på lav varme. Når chokoladen er næsten smeltet, skal den tages af varmen og sættes til afkøling.
- Læg 2 blade husblas i en skål med koldt vand.
- Rør flødeost, crème fraiche, limeskal og -saft, flormelis og vaniljekorn sammen, til blandingen er cremet. Hæld den helt afkølede hvide chokolade i cremen, og rør indtil blandingen er glat – tjek, at den hvide chokolade er grundigt blandet med resten af ostecremen.
- Knug husblassen fri for vand, og smelt den over et vandbad. Vend den nu hurtigt, men grundigt, i flødeostcremen. Det er vigtigt at være tjep, ellers når husblassen at stivne og danne tråde.
- Pisk fløden til blødt skum, og vend den i ostecremen. Hæld cremen over kiksebunden, så jævnt som muligt, og sæt kagen på køl i 3-4 timer eller natten over.
- Læg husblassen til rabarbergeleen i koldt vand. Varm rabarberne op med vand og sukker, til de er møre og bløde.
- Sigt saften fra, det er den, du skal bruge, og lad den køle ned, til den er fingervarm. Der skal være ca ¾ - 1 dl.
- Kram vandet fra husblassen, rør det i rabarbersaften, til det er opløst. Hæld geleen over cheesecaken, og lad den stå og sætte i en times eller længere i køleskabet.
- Geleen er her lavet med vinterrabarber som giver den fantastiske farve, men vær opmærksom på, at andre rabarber giver en anden kulør.
Andre lækre opskrifter på cheesecakes
-
Vaniljecheesecake med passionsfrugt
-
Vanilje-citroncheesecake med sommerbær
-
Cheesecake med hvid chokolade og lime
-
Hvid chokolade-cheesecake
-
Lav en lækker choko-cheesecake med solbær
-
Cappuccino fudge chokolade cheesecake
-
Chokolade-lime cheesecake
-
Smuk cheesecake med hvid chokolade, lime og rabarbergele
PRØV OGSÅ: Rabarber-islagkage med sprød ingefærbund