Skøn flæskestegssandwich i sommerversion
Der er næsten intet bedre end en saftig flæskestegssandwich! Denne sommerlige version er med en frisk kålsalat, der smager fantastisk sammen med stegen.
4 personer
Ingredienser
Flæskesteg:
- 1½ kg flæskesteg uden ben og med ridset svær
- 2 spsk. groft køkkensalt
- 4-5 laurbærblade
- 3 kviste timian
- 2 gulerødder
- 2 skalotteløg
- 5 dl vand
Kålsalat:
- 250 g rød spidskål
- 250 g spidskål
- 2 æbler
- 1 rødløg
- 100 g hasselnødder
- 1 bundt bredbladet persille
- 2 spsk. æbleeddike
- 6 spsk. nøddeolie
- salt og peber
Desuden:
- 4 boller
- 4 spsk. mayonnaise
- 1 spsk. Dijon sennep
Sådan gør du:
- Læg flæskestegen på en ovnrist over en bradepande. Tjek, at sværen er ridset dybt – hvis ikke, så gør det med en skarp kniv, men rids ikke ned i kødet.
- Gnid sværen med salt, og stik laurbærblade ned i rillerne. Drys med hakket timian.
- Skræl gulerødderne, pil løgene, og læg dem i bradepanden. Hæld vandet ved. Sæt bradepanden i en kold ovn, og tænd den på 200 gr. Lad flæskestegen stege i 1½ time.
- Tjek, om sværen er sprød. Hvis den ikke er, så tænd for ovnens grill, og grill stegen i ca. 5-6 min. − hold øje med, at den ikke bliver brændt.
- Kålsalat: Snit kålen helt fint i strimler. Skær æbler og løg i tynde fine både.
- Hak hasselnødderne groft. Skyl og hak persillen.
- Vend den snittede kål, æblebåde, løg med æbleeddike og nøddeolie. Krydr med salt og peber. Vend de hakkede nødder og persille i salaten.
- Lun bollerne. Rør mayonnaise sammen med sennep. Smør bollerne med sennepsmayo, og læg skiver af flæskesteg og kålsalat på. Læg burgeren sammen.