Flanksteak på grill: Sådan gør du
Grillet flanksteak med grønt tilbehør er perfekt grillmad til mange. Se opskriften her med guide til krydderier og stegetid, så du får perfekt mørt og lækkert kød.
4 personer
Ingredienser
Kryddersalt
- 2 spsk provence-krydderi
- 4 spsk flagesalt
Kød
- 800 g-1 kg flankesteak
- 2 spsk olie
- 1 spsk kryddersalt
- ½ bundt bredbladet persille
Grønt
- 4 majskolber
- 4 spsk smør
- 2 hjertesalat
- 100 g friskrevet cheddarost*
- kryddersalt og peber
Sådan gør du
- Kryddersalt: Bland provencekrydderi sammen med flagesalt.
- Kød: Fjern sener og hinder fra kødet, eller få din slagter til at gøre det. Pensl kødet med olivenolie, og gnid 1 spsk kryddersalt ind i kødet.
- Grill kødet i 8 minutter på hver side. Lad kødet hvile i 7-8 minutter, før det skæres i tynde skiver på tværs af kødfibrene. Skyl persillen, hak den fint og drys over kødet
- Grønt - majs: Fjern frakkerne fra majsene. Smør majsene med smør, og krydr med kryddersalt. Grill majsene i 3-4 minutter på hver side, til farven skifter fra lysegul til mørkegul. Skær majsene i tykke skiver og drys friskrevet cheddarost udover de varme majs
- Grønt - grillet hjertesalat: Skyl salaten, og fjern de yderste blade. Flæk hjertesalaterne i halve, og grill dem i 3 minutter på hver side. Drys med kryddersalt, og krydr med peber. Drys med friskrevet cheddarost.