Her er det bedste påskeæg i test
Generelt var vores smagspanel skuffede over kvaliteten. Se resultaterne her.
Hvad skal et godt påskeæg kunne? ALT.dk satte en chefredaktør, en madskribent og en kogebogsforfatter i stævne for at finde ud af det. Vores smagspanel blev bedt om at smage på påskeæg fra otte forskellige leverandører og bedømme chokolade, fyld, smag og konsistens og give æggene point på en skala fra et til seks. Der var dog ingen af æggene i vores test, der scorede topkarakter. Generelt var panelet skuffet. Se, hvilke påskeæg, der blev kåret som de bedste. Og læs, hvad panelet sagde om de andre.
Panelet består af
Jesper Uhrup
Chefredaktør på magasinet Gastro.
Peter Nicolai Gudme Christensen
Madskribent på magasinet Euroman, udlært kok.
Maja Ambeck Vase
Blogger, kogebogsforfatter og kvinden bag dessertopskrifterne i ALT for damerne.
Konnerup & Co., 8 trøffelæg i tre varianter, 89 kr.
De små æg fra Konnerup & Co. får ros for deres blanke overflade og deres størrelse, der er tilpas lille. Det første æg, panelet sætter tænderne i, er fyldt med en creme, der smager af citrusfrugt. Der er uenighed om, hvorvidt den bitre smag gør noget godt for ægget, ligesom panelet har svært ved at bestemme, om det er appelsin, citrussmagen skal forestille at efterligne. Da de sætter tænderne i det næste æg, vokser forvirringen kun. Er det peanuts, det skal smage af? Det viser sig, at være nougat. Det skal helst være tydeligt, hvilken smag et påskeæg foregiver at smage af. Karamellen skiller en smule og en enkelt paneldeltager synes, at chokolade og fyld sætter sig fast i ganen. Det skal det ikke.
POINT: 2/6
LÆS OGSÅ: Den perfekte menu til påskefrokosten
Simply Chocolate, metalæg med 15 små stykker chokolade i fire varianter, 299 kr.
Æggene fra Simply Chocolate er i lavet af massiv chokolade i modsætningen til testens andre æg, der alle er fyldt med marcipan, nougat og creme. Men selv om der ikke flyder creme ud af æggene, når man bider skallen over, er de tilsat små stykker af f.eks. nødder og lakrids. Panelet er positiv over smagen af ristede nødder i den mørke variant, der har det eksotiske navne Misty Martha, mens der er uenighed om, hvorvidt lakridsen i Pink Polly tager over. Men selv om smagen er god, er panelet ikke begejstret for konsistensen. Chokoladen mangler knæk og føles blød, når man bidder i den.
POINT: 3/6
Magasin Chokolade, trææg med otte små chokoladeæg i fire varianter, 229 kr.
Mormor-agtig. Det er det første ord, der falder vores panel ind, da de smager på Magasins æg med pistaciefyld. Pistaciesmagen brager ikke ligefrem i gennem. Smagen af sukker er til gengæld meget tilstedeværende. Banal, kalder en æggenes smag, mens en anden efterlyser mere kontrast i smagssammensætningerne.
POINT: 2/6
TESTENS VINDER
Summerbird, ni minipåskeæg, 148 kr.
Miniæggende fra Summerbird er elegante, har en god størrelse, og er de æg, der har den mest facetterede smag. Det er lækkert, at der gemmer sig en kombination af både marcipan og cremefyld under æggeskallen. Men selv om miniæggene klarer sig bedst i smagstesten, er panelet ikke imponerede. Marcipanen er tør og kedelig, og smagen i cremen skal man lede efter. Der kunne f.eks. godt være mere lakridssmag i ægget med lakridscreme. Til gengæld føles smagene ikke kunstige på tungen, som i nogle af de andre æg.
POINT: 4,5/6
Sv. Michelsen, Farbergé-påskeæg med fire fyldte æg, 150 kr.
Panelet kaster sig først over et orange æg og gætter på, at det må smage af appelsin og passionsfrugt. Den første reaktion er positiv og overrasket: Marcipanen i ægget smager af Grand Marnier. Ægget med nougat bliver også positivt modtaget. Den søde nøddemasse er tilsat knas, hvilket gør det ellers ret store æg mindre vammelt. Mormor-referencerne bliver igen bragt på banen, men bliver her brugt som en positiv ting. Mormor kan også være noget godt. Alligevel er panelet ikke ret gavmild med deres point. En enkelt indrømmer, at det er den type chokolade, han godt kan finde på at guffe, som han siger, men det er absolut ikke noget han er stolt af at kunne lide.
POINT: 2,5/6
LÆS OGSÅ: Hjemmelavede påskeæg med med pistacie og orangenougat
Frellsen Chokolade, fire varianter af påskeæg, 25 kr. pr. stk.
Æggene fra Frellsen Chokolade ligner til forveksling dem fra Sv. Michelsen, og smagspanelet ender da også med at give æggene fra de to chokoladefirmaer lige mange point. Ordet "banal" bliver igen fundet frem, da panelet smager varianten med marcipan og nougat. Det er en klassiker ud i påskeægsdisciplinen, men det smager ikke meget anderledes, end hvis man selv gik i Netto, købte marcipan og nougat og lagde det sammen hjemme ved køkkenbordet. Man kan ikke kritisere marcipan og nougat for at smage af marcipan og nougat, men det havde været mere interessant, når det nu skal være, hvis det havde været noget rigtig godt marcipan og nougat.
POINT: 2,5/6
Aalborg Chokoladen, æske med otte påskeæg i forskellige varianter, 160 kr.
Der er enighed i panelet om, at de først må smage varianten med salt og havtorn. Desværre er det en meget salt fornøjelse, og det er svært at finde den syrlige smag af havtorn imellem saltkornene. Det bliver ikke meget bedre, da panelet smager på pistacie-ægget, hvis indhold er farvet skriggrønt af frugtfarve. Det bedste bud på en beskrivelse af smagen: syntetisk.
POINT: 1/6
Økoladen, fire varianter af påskeæg, 20 kr. pr. stk.
Den nougat, der gemmer sig i ægget hos Økoladen, er bedre end den, der er brugt i konkurrenternes påskeæg. Denne smager i højere grad af hasselnød, men sammenligner man den med andre gode nougater, er den ikke noget at tale om, mener en i panelet. Til gengæld er lakridsægget i sortimentet lidt for lakrids. Selve smagen er udmærket, men hvis man er ude efter så kraftig en lakridssmag, hvorfor så ikke bare spise en lakrids?
POINT: 2/6
9 skønne hjemmelavede påskeæg
-
Lav dit eget påskeæg
-
Påskeæg med pistacie og syltet ingefær
-
Påskeæg med hård og blød nougat
-
Hjemmelavede påskeæg med pistacie og orangenougat
-
Lav dine egne påskeæg med nougat og marcipan
-
Chokoladepåskeæg
-
Påskeæg med smag af hvid chokolade, brombær og lakrids
-
Nemme påskeæg med kokos, du hurtigt kan lave
-
Chokoladeæg med irish coffee
LÆS OGSÅ: Undgå disse hygiejnebommerter ved påskefrokosten: Her er din tjekliste
LÆS OGSÅ: Sådan laver du den perfekte lammekølle
LÆS OGSÅ: 5 skønne salater til påskebordet