Gammeldags fastelavnsbolle

Klassisk fastelavnsbolle med creme

Jo det er den tid på året, hvor man gerne må svælge i lækre fastelavnsboller - prøv denne klassiske model med creme. MUMS!

GAMMELDAGS FASTELAVNSBOLLE

 

De gode gammeldags danske fastelavnsboller kan enten tilberedes af en wienerbrødsdej, som bageren ofte gør, eller af en almindelig gærdej. Vi bruger her en gærdej, fyld af marcipansmørcreme og pynt af chokoladeglasur. Det er nemmest, og man bruger mindre smør.

Tid: ca. 40 minutter plus hæve- og bagetid.

(16 stk.)

Dej:

100 g smør

2 dl mælk

50 g gær

2 spsk. sukker

1 æg

1 knivspids salt

ca. 450 g hvedemel

1 æg til pensling

Marcipansmørcreme:

100 g marcipan

100 g blødt smør

100 g sukker

Chokoladeglasur:

100 g flormelis

2-3 spsk. god kakao, f.eks. Valrhona

lidt kogende vand

1.

Dej: Smelt smørret, og lun mælken heri. Hæld væsken i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt sukker, æg og salt, og ælt dejen med hvedemel, til den er glat og smidig.

2.

Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted i ca. 1 time. Tilbered marcipansmørcremen imens.

3.

Marcipansmørcreme: Riv marcipanen, og rør den med smør og sukker til en jævn smørcreme.

4.

Rul dejen ud på et meldrysset bord til en firkant på ca. 30 x 30 cm. Skær dejen ud i 16 lige store firkanter.

5.

Fordel en klat creme på hver. Bøj spidserne mod midten, og klem dem godt sammen, så cremen bliver inde i bollerne. Læg bollerne med sammenføjningen nedad på en bageplade med bagepapir.

6.

Lad bollerne hæve i ca. 20 minutter. Pensl dem med sammenpisket æg, og bag dem ved 200 grader i ca. 15 minutter. Afkøl bollerne på en bagerist.

7.

Rør en glasur af flormelis, kakaopulver og kogende vand og dekorer fastelavnsbollerne.

► SE OGSÅ: Fastelavnsboller med marcipan

► SE OGSÅ: Festlige cupcakes til fastelavn

► SE OGSÅ: 7 klassiske flødeskumskager