Rugbrødsboller med chokolade
Er du typen, der altid bager rugbrød, er det nemt at tage en klat dej fra og forvandle dem til rugbrødsboller. Har du ikke surdej på køl, kan du bruge denne opskrift. Er du totalt til hurtige løsninger, så vælg en anstændig rugbrødsblanding, og knald chokolade og nødder i den.
Ca. 25-30 stk
Total:1 time 40 minutter
Ingredienser
- 2 dl lunet vand
- 30 g gær
- 4 dl kærnemælk
- 1 spsk salt
- 1 spsk honning
- 200 g knækkede rugkerner
- 3 spsk hørfrø
- 3 spsk chiafrø
- 100 g groft hvedemel
- 100 g fint hvedemel
- 300 g rugmel
- 100 g mørk chokolade
- 100 g hasselnødder
- Pynt:
- 1 dl hørfrø
- ½ dl chiafrø
Sådan laver du rugbrødsboller med chokolade
- 1. Lun vandet i din elkoger eller på komfuret til cirka 37 grader. Rør gæren ud i det lune vand, og tilsæt kærnemælk, salt og honning.
- 2. Kom rugkerner, hørfrø og chiafrø i. Kom melet i lidt ad gangen – det er ikke sikkert, du har behov for det hele. Hak chokolade og nødder, og vend dem i dejen. Lad dejen hæve lunt i ½ time.
- 3. Form dejen med våde hænder til aflange rugboller. Vend dem i en blanding af hørfrø og chiafrø, og sæt dem på bagepapir på en bageplade.
- 4. Lad dem hæve i yderligere ½ time, og bag dem bagefter ved 175 grader i cirka 30 minutter. Lad dem køle og nyd dem.