Alkoholfri drinks: Sangria, mojito & cider
Mange forbinder drinks med alkohol, men man kan også lave massevis af alkoholfrie drinks, der smager herligt. Her på siden får du inspiration til læskende, smagfulde, forfriskende drinks, hvor alkoholen ikke er i fokus. Så er du klar til fest og andre hyggelige arrangementer uden spiritus. Få blandt andet oprskrifterne på sangria uden alkohol, en alkoholfri mojito og en skøn cider.
Alkoholfri drinks til 4 personer
Total:10 minutter
Ingredienser
- MOJITO uden alkohol
- Til fire personer.
- 12-16 stilke frisk mynte – gerne den kraftige pebermynte
- 4 spsk lyst rørsukker
- 2 limefrugter i både eller skiver
- Knust is
- 1 flaske tonic 0,5 l
- Alkohoholfri SANGRIA
- 2 kiwifrugter i mindre stykker
- 150 g jordbær i halve eller kvarte
- 8 dl øko hyldeblomstsaft
- Lange stykker tyndtskåret skal af 1 ubehandlet appelsin
- CIDER uden alkohol
- 1 dl knust is
- 4 tynde melonbåde
- 2 dl æblecider light
- 1 flaske ginger ale eller ginger beer 33 cl
- 4 kraftige stilke citronmelisse
Sådan laver du sangria, mojito & cider uden alkohol
- MOJITO uden alkohol
- Fordel mynte, rørsukker og lime i høje glas, og knus det hele godt sammen med en muddler eller bagsiden af en ske. På den måde får du mest muligt limejuice ud, og det frigør også smag fra myntebladene til din drink.
- Fyld op med isterninger og tonic, og servér med en skive lime på toppen.
- Alkohoholfri SANGRIA med hyld og frugt
- Fordel frugterne i høje glas, fyld op med hyldeblomstsaft og isterninger, og pynt med appelsinskal.
- CIDER med ginger ale & melon
- Fordel knust is i glas med melonbåde. Fyld op med cider og ginger ale eller ginger beer, pynt med citronmelisse, og servér din drink.
Hvorfor vælge alkoholfrie drinks?
Der kan være mange forskellige grunde til, at man foretrækker en alkoholfri drink eller i en periode er nødt til at holde sig til alkoholfrie drinks. En af de typiske grunde er naturligvis graviditet, men det kan også være nødvendigt at holde sig fra alkohol, hvis du lider af visse sygdomme eller for eksempel er ved at komme dig efter en operation, men stadig gerne vil nyde en lækker drink.
Skal du køre, er alkoholfri drinks ligeledes et must. Ifølge Rådet for Sikker Trafik skal man helst holde sig helt fra alkohol, hvis man skal køre bil, og ellers bør man drikke maksimalt én genstand - det vil rundt regnet sige én drink.
Sidst, men ikke mindst, kan du naturligvis også bare foretrække lækre drinks uden alkohol. Hvad end grunden er, er der mange gode alkoholfrie drinks - eller mocktails, som de også hedder - at vælge imellem, hvad end du foretrækker en sød, krydret eller frisk drink.
Få smag i din alkoholfrie drink
Alkohol smager af meget. Når du tilbereder cocktails uden, skal du derfor være særligt opmærksom på at få anden form for smag indarbejdet. Derfor kan du med fordel gøre brug af kraftige smagsgivere som mynteblade, basilukum, anis, ingefær, limesaft og skal af citrus.
Blander du "blot" danskvand, æblejuice eller cola med bær og frugter, får du ganske vist en lækker drik, men det kan ikke sammenlignes med en regulær cocktail. Det kan det til gengæld, hvis du arbejder med de mere komplekse, kraftige smage.
(... til gengæld fungerer danskvand glimrende som et alternativ til mousserende vin.)
Alkoholfri gin, rom og whiskey til dine cocktails
Skal du lave en alkoholfri drink, kan du naturligvis også vælge at gå den nemme vej og bruge "alkohol" uden alkohol. Det smager ikke helt, som du måske er vant til, men der ér rigtig mange gode alternativer på markedet.
Er du for eksempel vild med den klassiske gin/ tonic, kan du snildt bruge en alkoholfri gin til formålet. Eftersom en alkoholfri gin typisk vil være mildere i smagen end en gin med alkohol, er det smart at vælge en tonic, der er kraftig i smagen til at opveje. Afhængigft af præferencer kan du for eksempel vælge en tonic med meget kinin i, så den er ekstra bitter. Ellers findes der også masser af forskellige former for tonic med eksempelvis bær, citrus eller krydderier i. Så får du nemt en lækker gin/ tonic uden alkohol, som stadig smager af gin.
Gin er uden tvivl en af de former for "alkohol", der findes i flest alkoholfrie udgaver, men også mange andre former for spiritus kan fås i virgin-versioner. Det gælder blandt andet hvid rom, som for eksempel kan bruges til lækre alkoholfri daiquiris. En alkoholfri strawberry daiquiri har aldrig smagt bedre! Du kan naturligvis også bare blande den med cola, hvis dét er din foretrukne drink. Whiskey findes også uden alkohol og kan bruges til for eksempel mint juleps eller Lynchburg lemonade.
Sirup og alkoholfri likør til mocktails
Elsker du den klassiske cocktail white russian? Eller er du helt pjattet med Bramble med brombærlikør? Så kan du overveje at lave (eller købe) diverse former for sirup eller likør uden alkohol. De indeholder masser af smag til cocktailen, som kan tage lidt over for alkoholen, der ellers ville være i drinken.
Laver du en sukkersirup og tilføjer masser af instantkaffe, får du en kaffesirup, der kan bruges til en form for white russian uden vodka. Samme trick kan du lave med saften fra forskellige bær, chokolade og krydderier, og så er du garanteret mocktails med masser af smag.
En alkoholfri drink behøver altså ikke være kedelig, du skal bare sørge for at tænke i produkter, der smager af noget.
Alkoholfri mojito, piña colada og daiquiri
Mange klassiske drinks kan snildt laves uden alkohol, fordi det alligevel er andre smagsgivere, der er i fokus. Det gælder blandt andet for mojito, piña colada og daiquiri.
Cocktailen mojito er kendt som en frisk drink, der smager kraftigt af limesaft og mynte. Du kan derfor nemt lave den skønneste alkoholfrie mojito, som smager næsten, som du er vant til.
Du kan trylle din alkoholfri mojito frem ved at komme godt med mynteblade og frisk lime i skiver i et højt glas. Tilsæt rørsukker, og mos det hele sammen ved hjælp af en muddler for at få saften ud af både lime og mynte. Fyld godt op med isterninger, og tilsæt derefter danskvand, og nyd din forfriskende cocktail. (Savner du alkoholen, kan du tilsætte alkoholfri rom.)
En piña colada er en frisk drink, du nemt kan snyde dig til med kokosmælk og ananasjuice. Det er alligevel de ingredienser i cocktailen, der smager af mest. Drinken kan tilberedes på mange forskellige måder med bl.a. både kokosmælk og kokossirup. For at få mest muligt smag bør du bruge både kokosmælk og ananasjuice af god kvalitet. Eller ligefrem bruge friskpresset ananas. Det hele blandes i et glas med masser af isterninger, og så har du den perfekte mocktail at nyde i sommervarmen. Husk frisk ananas som pynt.
Frozen daiquiri er langt hen ad vejen "bare" en smoothie. Blend hindbær, jordbær eller hvad du ellers foretrækker sammen med sød sirup, eventuelt lidt limejuice og en smule vand. På den måde får den en god konsistens. Smag til med citron-/ limesaft og sukker, og tilsæt eventuelt lidt alkoholfri rom, hvis du synes, der mangler noget. Så har du i en fart en skøn, alkoholfri (strawberry) daiquiri i hånden - og den er endda nem!
Præsentationen er vigtig
Det er en helhedsoplevelse at få serveret en klassisk cocktail, og det skal det også være at få en alkoholfri drink. Sørg derfor for at præsentere din alkoholfrie drink ordentligt for dig selv eller dine gæster, for så smager den med garanti meget bedre. Det gælder hvad end anledningen er fest, en hyggelig aften til middag med vennerne eller blot en stille onsdag derhjemme.
Brug din shaker eller mixer, ligesom du ville gøre med en cocktail med alkohol. Det gør både noget ved oplevelsen og sørger for, at smagen bliver trukket ud af citron, agurk, hindbær eller krydderurter i drinken. Så er du garanteret at få mest muligt god smag frem.
Når din cocktail er klar så sørg for at bruge flotte glas. Find dine martiniglas, julep-glas eller tiki-glas frem, selvom der ikke skal alkohol på bordet. Det føles meget bedre at sidde med et flot glas i hånden end at få serveret ens mocktails i et tarveligt vandglas.
Godt tip: Fyld glasset helt op med isterninger eller knust is. Det bør man altid gøre, når man serverer cocktails over is, og det gælder bestemt også, når der er tale om lækker drink uden alkohol. Isterninger er noget af det vigtigste ved din cocktail, for hvis der ikke er nok isterninger i, smelter de hurtigt og gør drinken udvandet. Jo flere isterninger, des længere holder den sig kold og frisk.
Inden servering kan du med fordel komme pynt på din alkoholfrie drink. Brug agurk, bær eller en skive lime til at sætte prikken over i'et. Er der tale om en alkoholfri gin/ tonic med alkoholfri gin, kan du også overveje friskkværnet peber ovenpå din drink. Det går - ligesom agurk - godt i spænd med gin.