Citronmånedessert: En blanding af citronmåne og citronfromage!
Vi har peppet den gode gamle citronmåne op - og her er den blandet sammen med et lækker hjemmelavet citronfromage til en skøn dessert. En blanding af citronmåneog citronfromage – hvorfor har viikke tænkt på det noget før?
6-8 personer
Ingredienser
- ½ citronmåne uden smørcreme og glasur - se opskriften her
- Citronfromage:
- 3 blade husblas
- 2 past. æggeblommer, svarer til 1 af de små bægre
- 50 g sukker
- 2 tsk. reven usprøjtet citronskal
- ¾ dl citronsaft
- 1½ past. æggehvider, svarer til 1 af de små bægre
- 2 dl piskefløde
- Pynt:
- 2 spsk. sukker
- 15 g smør
- 1 dl smuldret citronmåne
- 1 dl piskefløde
- 6-8 skiver usprøjtet citron
Sådan laver du citronmånedessert
- Udblød husblassen i koldt vand i 10 min.
- Pisk æggeblommer og sukker godt, til det er cremet, og tilsæt den revne citronskal og det halve af citronsaften.
- Tag husblassen op med det vand, der hænger ved, og smelt den over vandbad eller i mikroovn. Rør resten af citronsaften i.
- Lad denne masse køle af, til den er fingervarm. Rør lidt af æggemassen i. Hæld nu blandingen i en tynd stråle i æggemassen, mens du rører.
- Pisk æggehviden stiv. Pisk fløden til skum. Når æggeblandingen begynder at stivne lidt (det går hurtigt), vender du først de piskede æggehvider og derefter flødeskummet forsigtigt i med en dejskraber.
- Smuldr citronmånen i en skål. Gem 1 dl til pynt (se herunder). Fordel resten i 6-8 portionsglas. Fordel fromagen over. Stil tildækket i køleskabet i 3-4 timer.
- Smelt sukkeret, til det er gyldent på en pande. Tilsæt smørret. Kom kagekrummerne på panden, og rist dem kort. Afkøl på bagepapir på en bageplade.
- Pisk fløden til skum, og fordel den over desserterne. Smuldr herefter de sprøde kagekrummer over desserterne. Pynt med citronskiver.