Skinkeschnitzler med sursød sovs

Lækre skinkeschnitzler med sursød sovs

Nem og lækker hverdagsmad - skinkeschnitzel med hjemmelavet sur-sød-sovs og ris. Se her, hvordan du laver lækre schnitzler med spændende tilbehør.

Skinkeschnitzler til 4 personer

Total:35 minutter

Ingredienser

  • 4 skinkeschnitzler
  • salt og peber
  • 1 spsk. olie
  • Sursød sovs:
  • 2 forårsløg
  • 1 spsk. olie
  • 2 dl hønsebouillon
  • 2 spsk. hvidvinseddike
  • 1 tsk. sukker
  • 1 ds. ananas (i egen saft, 560 g brutto)
  • 1 spsk. majsstivelse
  • evt. 1 tsk. rød chili
  • Pynt: frisk koriander
  • Tilbehør: løse ris og lynstegte grønsager (f.eks. peberfrugt og broccoli)

Sådan laver du skinkeschnitzler

  1. 1. Dup skinkeschnitzlerne tørre med køkkenrulle. Krydr med salt og peber.
  2. 2. Varm olie på en pande. Brun schnitzlerne heri. Skru ned til middelvarme, og steg dem færdige i 1½-2 min. på hver side, til de netop er gennemstegte.
  3. Sursød sovs:
  4. 3. Snit forårsløgene, og svits dem kort i olie. Tilsæt bouillon, eddike, sukker, terninger af ananas og ananassaft fra dåsen.
  5. 4. Udrør majsstivelsen i lidt vand, og rør det i sovsen. Tilsæt evt. friskhakket chili. Kog kort igennem under omrøring. Smag til med salt og peber, og servér sovsen til kødet. Pynt med koriander. Servér med det foreslåede tilbehør.