Risotto med rødkål og pancetta
Risottoen får en smuk farve af rødkålen. Husk at spise den med det samme.
Risotto med rødkål og pancetta til 4 personer
Total:30 minutter
Ingredienser
- 200 g pancetta eller bacon i tern
- 1 lille løg
- 1 fed hvidløg
- 300 g rødkål (mindre end et kvart kålhoved)
- 3 dl risottoris, f.eks. arborio
- 1 spsk balsamico eddike
- 8-10 dl hønsefond/bouillon
- 100 g friskrevet parmesan eller grana
- salt og sort peber
Sådan laver du risotto
- 1. Varm hønsefond op i en lille gryde. Pil og hak løget og hak hvidløg fint. Snit kålen så fint som muligt.
- 2. Steg tern af pancetta eller bacon sprøde i en sauterpande – du behøver ikke tilsætte fedt. Lad dem stege i omkring 5 min. Tag halvdelen fra til servering og kom så løg, hvidløg og kål ved. Steg videre mens du vender det rundt, 5 min ved middel varme.
- 3. Kom risene i og lad dem stege med i et par minutter. Tilsæt balsamicoen og rør det ud i risene. Tilsæt nu fond lidt ad gangen. Start med ca. 2 dl. Lad risene absorbere væsken, inden du tilsætter nyt. Sørg for at røre jævnligt. Fortsæt på denne måde med 1 dl væske ad gangen til risene er møre, men stadig har lidt bid i midten. Det tager ca. 15 min. Smag på risene undervejs.
- 4. Sluk for varmen, tilsæt revet parmesan og rør det ud i risottoen. Kværn med sort peber og smag, om der skal salt i (husk at både din fond og bacon kan være meget salte). Servér med lidt bacontern over og spis med det samme.