Pavlova med citronfromage og påskeæg
Bag den skønneste pavlova og top den med en sød og syrlig citroncreme. Pynt den smukke marengskage med chokoladeæg - og evt. et par af årets første bellisblomster. Server den fine kage som en smuk påskedessert efter en hyggelig påskefrokost, eller som lidt ekstra lækkert til eftermiddagskaffen i påskedagene. Her får du opskriften på en fin kage til påske - nemlig en påske-pavlova:
Pavlova til 8-10 personer
Total:2 timer
Ingredienser
- 8 æggehvider
- 1 knivspids salt
- 500 g sukker
- 1 spsk. majsmel
- 2 tsk. eddike
- Citroncreme:
- 4 blade husblas
- 3 æg
- 100 g sukker
- saft fra 2 citroner
- fintrevet skal fra 1 ubehandlet citron
- ¼ liter piskefløde, pisket til skum
- smukke chokoladeæg
Sådan bager du pavlova
- Pisk æggehvider og salt stift. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen, mens der piskes. Når massen er blank, tilsættes majsmel og eddike.
- Forvarm ovnen til 180 grader. Tegn en cirkel (brug en tærteform eller en stor tallerken ca. 22 cm Ø) på bagepapir, og fordel massen på den. Gør bunden flad i midten, og forhøj kanten en smule. Kom marengsen i ovnen, og skru ned til 120 grader. Bag i ca. 1 time og 15 minutter. Åbn ovnen, og lad marengsen køle helt af.
- Læg husblas i koldt vand i 5 minutter. Pisk æg og sukker hvidt med en elpisker.
- Kom citronsaft i en lille gryde, varm det op til kogepunktet, og sluk blusset. Vrid husblas, og smelt den i citronsaften. Rør citronsaften i æggemassen sammen med citronskal, og vend så flødeskum i til sidst.
- Lad cremen hvile koldt en times tid, så den har sat sig lidt, inden den fordeles på marengsen. Dekorer kagen med creme, og pynt til sidst med chokoladeæg og evt. et par af årets første bellis.
9 skønne hjemmelavede påskeæg
-
Lav dit eget påskeæg
-
Påskeæg med pistacie og syltet ingefær
-
Påskeæg med hård og blød nougat
-
Hjemmelavede påskeæg med pistacie og orangenougat
-
Lav dine egne påskeæg med nougat og marcipan
-
Chokoladepåskeæg
-
Påskeæg med smag af hvid chokolade, brombær og lakrids
-
Nemme påskeæg med kokos, du hurtigt kan lave
-
Chokoladeæg med irish coffee
Her er påskens fineste lagkager
PRØV OGSÅ:Påskekage med kokos og citron