Opskrift på sticks & sushi med fisk og skaldyr

Sticks & sushi med fisk og skaldyr

Den færdigkøbte sushi-menu indeholder ca. 1000 kcal. Du sparer over halvdelen af kalorierne ved at prøve denne mindre fedende variant.

Næringsindhold

  • Energi pr. person:
    450 Kcal

2

Ingredienser

  • Sticks
  • 120 g laks
  • 120 g hummerhaler, tigerrejer eller kammusling
  • 100-120 g oksemørbrad eller andet oksekød
  • 10 g sesamfrø
  • 1 spsk balsamico
  • 1 lime (skal og saft, brug evt. økologisk)
  • 6 træspyd
  • Rulle med skaldyr og mango
  • 20 g hvidkål
  • 10 g gulerod
  • 10 g mayonaise
  • 40 g mango
  • 40 g hummerhaler, tigerrejer eller kammusling
  • lidt wasabipasta
  • Rulle med spicy laks og avocado
  • 20 g rødkål
  • 20 g avocado
  • 60 g sushilaks eller røget laks
  • 20 g pesto
  • lidt chilipulver
  • 20 g mango
  • lidt wasabipasta
  • evt. lidt frisk koriander
  • 4 stk. rispapir
  • Tilbehør: 3-4 gulerødder eller 1/2 agurk
  • lidt syltet ingefær, soja og wasabi

Sådan laver du sticks og sushiruller

  1. Sticks
  2. Skær laksen i grove tern. Fordel den på to spyd.
  3. Sæt hummerhalerne på to spyd.
  4. Skær kødet i grove tern, og fordel stykkerne på to spyd. Vend kødet i sesamfrø, balsamico, limeskal og limesaft.
  5. Drys med salt og peber på alle sticks.
  6. De skal først steges på en pande, når du har lavet makirullerne.
  7. Rispapirruller
  8. Klargør alle ingredienserne til rullerne, inden du laver dem. Snit kåltyperne til fine strimler. Skær gulerod i meget tynde stave. Skær skiver af avocado og mango. Skær strimler af laksen. De må ikke være for tykke.
  9. Fugt et viskestykke og læg det på bordet. Fugt to stykker rispapir under vandhanen ved at holde dem under vandet nogle sekunder. Læg dem ved siden af hinanden på viskestykket. Fyldet skal lægges på midten af rispapiret fra ende til anden. Fordel snittet hvidkål, gulerodsstave, en streg mayoaise på og to mangostykker på hver stykke rispapir. Kom hummerhalerne på, og smør med lidt wasabipasta. Tilsæt evt. frisk koriander. Rul rullerne stramt sammen.
  10. Læg rullen med lukningen nedad. Del rullerne på midten med en skarp kniv.
  11. Klargør de to andre stykker rispapir under vandhanen. Læg dem på viskestykket. Fordel rødkålsstrimlerne, to avocadostykker på hvert papir samt laksestykkerne. Rør pesto sammen med chili og fordel det i de to ruller. Rul dem stramt sammen. Læg rullen med lukningen nedad. Del rullerne på midten med en skarp kniv.
  12. Skær gulerødderne og agurken til stave. Steg spyddene på en pande i lidt olie. Anret menuen på et stort fad. Spis soja, syltet ingefær og wasabipasta til.

Tip

Denne ret indeholder 40 % protein, der sætter skub i din forbrænding og mætter godt og længe. Desuden er den sprængtfyldt med sundhed fra mayonnaisen, pesto, avocado, fisk, skaldyr, grøntsager og det magre kød.

Du kan erstatte hummerhalerne og laksen i makirullerne med andre fisketyper som f.eks. tun, hvidfisk, makrel. Køb det hos en fiskehandler så du er sikker på at det er velegnet til sushi. Fisken kan også erstattes med oksekød, kylling eller and som du har tilberedt inden.