Michelle Lottrup

Er du altid i tvivl om, hvad du skal have på til fest? Michelle Lottrup har tre gode tips til dig

Michelle Lottrup elsker at lege med tøjet, og det har udmøntet sig i en tøjstil med fuld knald på farver og print. Hendes dagligdag spænder fra arbejdsdage på racerbanen til gallamiddage, og det betyder også en ret alsidig garderobe, som dog altid hælder lidt til den ”overdressede” side.

Stil

Min stil er helt min egen. Jeg er meget farverig og elsker at sammensætte tøj på en alternativ måde. Stilen er nok blevet vildere og mere udfordrende med årene.

Favoritbrand

Lige for tiden er det Ulla Johnson – elsker farverne og mønstrene. Jeg synes, at hun laver stilfuldt tøj, som faktisk tit har et klassisk snit, men i nogle spændende mønstre.

Hverdag

Jeg kan være i jumpsuit og sneakers den ene dag, og næste dag kan jeg gå i høje hæle og lange kjoler. Årsagen skal nok findes i, at jeg har et noget alsidigt job, hvor jeg nogle gange står på en ”racetrack” og andre gange er til en gallamiddag. Mine kollegaer siger nogle gange, at det er sjældent, de ser mig i det samme tøj mere end to gange.

Michelle Lottrup buksedragt.jpg
Michelle Lottrup i en buksedragt fra Retrofete, sko fra Valentino og øreringe fra By Hincheldey.

Fest

Farverigt tøj og ofte pailletter. Jeg er tit ”overdressed” til selskaber, men jeg har det faktisk fint med det, da jeg elsker at lege med tøjet. Mystisk nok tager det mig aldrig mere end 30 minutter at finde tøj til en fest.

Michelle Lottrup kjoler.jpg
Den blå pailletkjole er fra Alexandre Vauthier, og de to ens kjoler er fra Rotate Birger Christensen, et mærke, der fylder en del i Michelles garderobe.

Bæredygtighed

Jeg kan sagtens finde på at handle i genbrugsbutikker og indleverer også alt mit tøj til genbrug eller giver det væk. Jeg har det meget svært med at smide tøj ud, da jeg altid tænker, at andre kan have gavn af det. Når jeg ser mine veninder gå i noget gammelt tøj, som jeg har foræret dem, så får jeg altid sådan lyst til at gå i det igen.

Sko

Valentino-sneakers til hverdag – og røde Alaïa eller Valentino-hæle til fest.

Michelle Lottrup sko.jpg
Et lille kig ind i Michelles skosamling. Sko fra Billi Bi, Isabel Marant, Michael Kors, Sézane, Valentino, Alaia, Jimmy Choo og Gianvito Rossi.

Smykker

Mine ringe som jeg alle har fået i forbindelse med en ”mærkedag” af min mand, og hvor de fleste er fra Christine Hveplund. Ellers går jeg tit med øreringe fra min veninde, som har brandet By Hincheldey, som sælges på en cafe i indre København, som hedder Beans & Beads. Øreringene er meget farverige og passer godt til min stil.

Undertøj

Jeg er ret stor fan af mærket Love Stories. Alt deres undertøj er farverigt og lækkert.

Michelle Lottrup undertoej.jpg
Farverigt undertøj fra Love Stories.

Tasker

Lige nu er min favorit en Chloé-totebag – den er praktisk og god at benytte til arbejde med god plads til bl.a. min computer. Den er købt i Italien, da jeg var på en Ferrari-køretur med kunder i Toscana.

Michelle Lottrup denim.jpg
Denimjakke fra Retrofete, et af Michelles favoritmærker, som dog ikke er så udbredt i Danmark (endnu). Stor totebag fra Chloé, clutch fra Saint Laurent og skuldertaske fra Gucci.

Butikker

Jeg shopper faktisk kun online og mest på Mytheresa.com, da jeg godt kan lide deres udvalg. Ellers shopper jeg hos The Vintage Market i Hellerup.

Tendenser

Jeg lader mig egentlig aldrig diktere af tendenser.

Bedste budgetkøb

En gul, lang kjole fra Zara.

WOW-køb

Alle mine mange Rotate-kjoler. Ellers mine jumpsuits fra Retrofete, som jeg har i flere farver og tit benytter på arbejde.

Michelle Lottrup kjole.jpg
Michelles garderobe er festlig og farverig. Kjole fra Rotate Birger Christensen, støvler fra Isabel Marant og øreringe fra Pilgrim.

Aldrig uden

Mine læderjakker. Jeg køber næsten en hvert år, og de ligner alle sammen hinanden. Min yndlingslæderjakke var fra Valentino – købt på udsalg – og den ligger desværre fortsat i en lufthavn i Milano efter en forretningsrejse, og jeg tænker tit på den.

Michelle Lottrup laeder.jpg
Læderjakke fra Balmain og blomstret bluse fra yndlingsmærket Ulla Johnson.

Michelle Lottrups bedste stylingtips

  • Giv den gas til fester med tøjet, da det er mere festligt for alle.
  • Gå i farver – det smitter også af på humøret.
  • Du skal ikke være bange for at være ”overdressed” til en hyggelig middag, da de fleste folk godt kan lide, at man gør noget ud af sig selv, når der kommer besøg.

Michelle Lottrup

  • Marketingchef hos Formula, der er importør af bl.a. Ferrari og Maserati.
  • Er 50 år og bor i Nordsjælland med sin mand Henrik og deres to børn.