Da Marie Louise Tüxen fyldte 35 skete der noget: Mit kropsfokus flyttede sig
Kan skønhed købes for penge? Det undersøger forfatter Marie Louise Tüxen i dette essay.
Bliver vi gladere af at gøre os smukkere, end vi er født til, og er det kampen værd? spurgte jeg sidst og bragte den ene overvejelse efter den anden for at lade svaret blafre i vinden.
Denne gang vil jeg lægge et snit, der har fokus på alder og naturlighed og på, hvordan de to efterhånden væves sammen i en mærkelig gordisk knude.
Halleluja. Jeg sidder bare her ved computeren og omfavner mine år gracefully, mimisk, tvetydigt. Kender du det?
Da jeg fyldte 35, besluttede jeg mig for at beholde min alder. Der var noget over tallets skønhed, den pondusklingende femmer sat sammen med tretallet, der altid har haft noget magisk over sig.
Et sted i livet, mente jeg, der både har plads til noget ungt og frugtbart, stærkt og holdbart.
35. Se mig, hør mig, elsk mig.
De næste tre år fejrede jeg derfor halvrund om og om igen. Første ommer var sjov, næste gang lidt mindre hihi, og tredje gang var vel patetisk, som et slidt klovnenummer performet til lyden af spredt klapperi.
Det sære er, at når jeg kigger tilbage, gik meget af min ungdom med at holde mig tynd. Det var 90’erne, jeg blev voksen i, og fedt var min krops største fjende.
Jeg spiste brød uden hverken smør eller pålæg, gik og brækkede små stykker af en tør bolle og fik vingummier til dessert, for nok indeholdt de sukker, men ikke fedt, og det var jo fedtet, der fedede, og slank skulle man være.
Suppekuren klippet ud af et ALT for damerne og fæstnet til køleskabsdøren med en magnet. Åh, tiden! Altså, det var den herskende kultur dengang.
I mit 38. år, mødte jeg en mand, jeg skulle blive kærester med i ni år. Det nævner jeg, for jeg kan se, det fik en betydning.
At blive elsket af et menneske for den, du er, og over længere tid, udvisker behovet for at fremstå som et datomærket (til)bud på en savanne. Vi kan godt sige, det ikke er sådan, men det var sådan for mig.
Annonse
Da jeg var omkring 42, opdagede jeg en rynke over mit knæ. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at mit knæ skulle blande sig i noget på den måde.
Men som jeg var inde på, blev min 35. fødselsdag en slags nybrud, en bevægelse gik i gang: Med små, sikre skridt flyttede mit kropsfokus sig, og min største anke mod min krop handlede ikke længere om størrelse, men om alder.
Når jeg kigger mig omkring og ser, hvor mange af mine veninders døtre helt ned til 10-års alderen, der lever efter en disciplineret seks-trins-hudplejerutine morgen og aften og bruger serum med hyaluron og kollagen, så giver det mening at påstå, at vi har udskiftet slankekulturen med en anti-aldringskultur.
I dag er det huden og de rynker, der måtte komme, vi frygter mere end kiloene.
Slankekulturen var en giftig sag og er det til dels stadig, men det er aldersfrygten vel også?
Jeg maner to rammesætninger frem i denne skildring af, hvad der former et selvbillede, og de to rammer lever i vekselvirkning med hinanden. Jeg taler om den nære ramme, hvor vores primære relationer som familie, venner og kærester tæller med og præger.
Dernæst indgår vi i en bredere ramme, som er kulturen, samtiden, strukturen. Her er det ændrede medielandskab en afgørende faktor: Den digitale udvikling, SoMe-indflydelsen og en Gen Z-elsket platform som TikTok står som centrale påvirkere. Jeg talte med professor i kulturstudier, Karen Hvidtfeldt, om sagen.
Hun sagde bl.a.: “Vi lever i en kultur, hvor det ydre betyder meget, det er i høj grad en billedkultur. Vi ser os selv og andre visuelt og hele tiden, og det er desuden en individualiseret kultur, hvor vi oplever, at det er vores ansvar at få noget ud af det, vi har, mens vi er her.
Og forstår vi livet lineært, så bliver det vigtigt at holde sig ung så længe som muligt for at opnå den bedste version af os selv. Det er en meget følelsesbaseret logik, ikke en rationel.”
Jeg er en del af den aldersforskrækkede kultur, i virkeligheden vinker jeg til jer fra den ydre del af af spektret. Selvom jeg efterhånden er landet i en stor tilfredshed og taknemmelighed for min krop, både dens silhuet, form, styrke og sundhed, så er jeg stadig bagud med min forståelse af alder.
Altså fysiologien og psykologien er forskudt. Jeg tror, vi er det samme, når jeg er sammen med venner på 25-30, men jeg husker, når jeg lægger mig i sengen om aftenen, hvordan jeg selv kunne mærke forskellen, da det var mig, der var den unge og havde en 20 år ældre ven.
Det gjorde ikke noget, tværtimod, det var en gave, men der var og er en forskel. Jeg har også altid stødt mig på udtrykket “Du holder dig godt, fordi det står i forhold til alder. Og så har jeg haft en lille flirt med at bruge to hænder til min Iphone, fordi det signalerer ungt.
Ja, ja, det gør jeg ikke mere, jeg ved godt, det var åndssvagt, og jeg er i transition, vis nåde. Jeg er en pil med to retninger, et ben i hver lejr. Frem for alt er jeg her heldigvis endnu og bliver ældre. Det er en vigtig proces for mig at forsøge at betragte hudens ændringer med et mildt og åbent blik.
Linjerne omkring øjnene som historier og fine billedindramninger. Pergamentfornemmelsen, der hvor armen bøjer, som flotte malerstrøg, why the hell not.
Annonse
Nogle dage er det svært, indrømmet, og eftersom jeg før har besøgt en klinik og fået sprøjtet botox i panderynken og øjenomgivelserne, er jeg hverken afklaret eller færdig med den proces; at omfavne min aldring naturligt og værdigt.
Lad mig dvæle ved det naturlige. Ordet optræder tit i selskab med skønhed. Når de to står sammen og luner sig ved hinanden, ved vi, at det er særligt fint. Men hvad ligger der i denne naturlighed?
Karen Hvidtfeldt beskriver nutidens definition af det naturlige som nært beslægtet med det ungdommelige og i den forstand ikke noget, der kommer af sig selv, hvis vi lader stå til, men snarere noget, vi er nødt til at holde ved lige:
“Ungdom er ikke længere direkte bundet til alder, det er noget, vi efterstræber hele livet. Samtidig ser vi langt flere midaldrende kroppe og ansigter i medier og i blade, så spektret bliver mere bredt og mangfoldigt, og den infertile krop er ikke længere usynlig, men det forventes, at du holder dig i form og facon, at du bliver ældre på nogle bestemte måder.”
Det er mere end fire måneder siden, jeg besøgte en skønhedsklinik, og virkningen er forsvundet, og jeg savner mine mikrolammelser og går og sparer op til en ny dosis. Jeg følte mig bedre tilpas, da botoxen virkede: Skal jeg sige det lidt svungent, fandt jeg en indre ro med mit ydre, jeg følte mig hjemme.
Det er denne kompleksitet, der findes i vores skønhedskultur nu, som gør det vanskeligt at sige noget entydigt og afgjort om den voksende industri, der muliggør at forandre vores udseende, vores skønhed.
Forleden mødtes jeg med kunstner Emma Rosenzweig. Emma har netop lavet en dokumentar om skønhed med titlen 'What have you had done?'
Hun har desuden arbejdet som model, og i den forstand har hendes udseende i mange år været et offentligt anliggende. Jeg spurgte hende, om hun mente, at skønhedsindgreb var snyd. Emma svarede:
“Jeg har ikke formået at have en modstand imod det. Der er noget i mig, der har meget sympati for den person, der gerne vil ændre noget ved sig selv. Kvinders udseende, og hvad de gør ved det, har indtil nu tilhørt det private. Man gik ud for at pudre næsen, man gik på værelset for at gøre sig klar.
Rummet åbner sig nu, du kan gå forbi en klinik på Strøget i din frokostpause og få lavet fillers. Der er noget spændende ved ting, der står på vippen, og skønhedsindustrien er ved at blive aftabuiseret. Det er et felt fyldt med selvmodsigelse, det er politisk, og det er kapitalistisk. Det er det hele.”
I 1962 blev det første silikoneimplantat opereret ind i en kvinde med succes. Den 30-årige amerikaner og mor til seks, Timmie Jean Lindsey, blev den første kvinde med silikonebryster.
60’erne blev årtiet, hvor flere operationstyper, som vi kender i dag, blev udviklet, herunder både næseoperationer og ansigtsløft. I første omgang blev opfindelserne udviklet med sigte på den rekonstruktive kirurgi, men der gik ikke lang tid, før de blev efterspurgt i kosmetisk regi.
1974 blev året, hvor et amerikansk-italiensk kirurghold opfandt fedtsugningen, men det var først i de vilde 90’ere, at vi så et egentligt boom inden for plastikoperationer, naturligvis først i USA, men siden også i Danmark.
I 2002 blev botox, der er et paralyserende giftstof, godkendt af de amerikanske myndigheder til behandling af rynker.
Når jeg tænker på 00’erne, husker jeg det sådan, at skønhedsindgreb var noget med voldsomme forstørrelser. Jeg husker det, som om proportionerne fik et vrid, og som om det var en bestemt gruppe af mennesker, der lod sig friste af denne mulighed.
2024 fortæller en ny historie. Emma Rosenzweig interviewede, i forbindelse med sin dokumentar, en ansat ved Cerix-klinikken på Købmagergade i København:
“Hun fortalte, at det er alle slags mennesker, der kommer på deres klinikker, ALLE. Fælles for dem er, at de ser en eller anden form for bedre liv på den anden side af behandlingerne eller i hvert fald et liv, der stemmer overens med den måde, de føler sig selv.”
Hun fortalte også, at mange af dem, der står offentligt frem og taler dårligt om skønhedskirurgi, i høj grad selv kommer på klinikkerne.
“I den larmende og aggressive kritik ligger også en overvejelse om selv at gøre det,” causerede Emma Rosenzweig over denne løjerlighed.
Både Emma Rosenzweig og Karen Hvidtfeldt taler begge om en branche i vækst.
Det går kun fremad for skønhedskirurgien. Emma beretter om Cerix-klinikken, at vækstkurven er eksplosiv, og Karen forudser, at udviklingen inden for skønhedsindustrien har en eneste retning.
“Vi har fået nogle redskaber til at gøre noget ved det, vi før i tiden levede med. Det giver nogle muligheder for dem med økonomien til det. Det medfører også et ansvar, da vi selv er nødt til at trække nogle grænser for, hvor langt vi vil gå, ikke mindst fordi der er risici forbundet med at sprøjte ting ind i kroppen.
Idealisten ville nok ønske sig, at vi interesserede os mere for verden end for vores læber,” slutter Karen Hvidtfeldt med dril i stemmen. Ingen rose uden torne, vel.
Skønhedsindustrien dufter af forår og river, så det bløder på samme tid.
Sidste sommer tog jeg til Grøn K i Næstved, og jeg mødte en kvinde fra min yderste periferi.
Jeg var lige blevet klippet i en seri fed page og bar kasket, solen skinnede, brune ben, så, korte shorts: Jeg havde ikk’ engang lyst til at fest’, men det kom af sig selv.
Høj på cider, ret fri, ehm, lidt ung, ik. “Du har rigtig fået konefrisure, hva?” sagde kvinden, da vi gav hinanden en krammer. Jeg er ikke sikker på, om hun var klar over, hvor dybt ordene skar. Men jeg er overbevist om, at en vis tilrettelæggelse trods alt lå bag kommentaren.
For mig understreger mødet det paradoksale og tvetydige ved skønhedens indre komposition. Så magtfuldt et instrument at besidde, så let at miste, så ofte ytret gennem andres blikke. Skønhed får det bedste frem i os, skønhed får det værste frem i os.
Jeg kom ikke elegant ud af det træf på Grøn K. Jeg var også drukket fuld, og fulde kvinder med lidt år på bagen.
Av! Her taler vi om kvindetype, der i lige så høj grad må se sig latterliggjort som den modne kvinde, der ikke formår at ramme aldringens geniale balancegang.
Hende, der ikke fik målt ud til et ansigt for evigt uden folder, hende, for hvem det ikke lykkes at bevare sin skønhed ved blot at smøre sig ind i olivenolie hele livet.
Ih, at ældes ungt, helt naturligt. Den gordiske knude som tekstens sløjfe. Kære smukke, kvinde. Bevares.
