Lille fredag: Tyl fra top til tå og champagne i krystalglas
Lille fredag kan noget. Særligt når den er pakket ind i lyserød tyl og champagne tilsat lidt hyggebelysning og søde kager.
Kan du huske dengang, der var noget, som hed lille fredag? Dengang man kunne tage ud og drikke drinks en torsdag, selvom man skulle på arbejde dagen efter? Og ofte bare fordi man kunne. Tage ud, that is.
Siden marts 2020 har landet været lukket ned on/off, og det er efterhånden vanskeligt at huske, hvordan det føltes tage ud. Og du er træt af det. Træt af ikke bare så meget som at kunne mødes med vennerne på en brun bodega til en enkelt. Men det skal være slut med al den tristesse.
Det er tid til at feste igen. I hold af fem, det er klart. Bare følg vores guide, som hver torsdag giver dig gode drinks, lir til øjnene og pæne klæder.
I tyl fra top til tå
Dans på stuegulvet iklædt lyserød tyl fra top til tå. Kan det blive meget bedre? Nærmest ikke. Det skulle da lige være, hvis det lyserøde tyl kom i en kjole med et yndigt mønster og dobbelt op på pufærmer. Nå ja, eller hvis kjolen var lavet i fed satin. Intet problem. Så er det bare op til dig at vælge, hvilken én du helst vil danse weekenden i møde i.
Arlinda Dress fra Stine Goya (tv.). Tylkjole fra Simone Rocha x H&M.
Lir til øjnene
Hvad går godt til lyserød tyl? Glimmer! Skal der være fest, så lad der være fest – også selvom den kun inkluderer dine nærmeste venner (dem fra din coronabobel, selvklart). Og den slags kræver bl.a. lir til øjenlågene, og det sørger MAC for. Se bare her – og så er den endda lyserød.
Dazzleshadow øjenskygge i farven Last Dance fra MAC hos Magasin.
Skønne lyserøde dråber: Lav din egen rabarbergin
Fyld de smukke glas med de fineste lyserøde dråber. Denne lækre hjemmelavede rabarbergin får den smukkeste lyserøde farve og smager godt sammen med fx en rabarbertonic eller en tonic med rosensmag. Du kan meget nemt lave din egen rabarbergin, men husk; det er nu, du skal sætte den over, hvis den skal være klar til de lune forårseftermiddage på terrassen.
Få opskriften på rabarbergin her.
Lad boblerne springe
Lyserøde bobler serveret i smukke, lyserøde krystalglas. Behøver vi sige mere?
Champagne, Rosé Imperial fra Moët & Chandon. Crispy Gatsby Topaz champagneglas fra Frederik Bagger.
Fnuglette himmerigsmundfulde
De små lækre minipavlovaer smager vidunderligt og skal egentlig toppes med sommerens søde bær. Så mens vi drømmer om sol og sommer, nyder vi den lækre lille kagehaps, der består af en sprød småkagebund, lækker marengs og en skøn hvid chokoladecreme.
Se opskriften på de lækre minipavlovaer her.
Spring opvasken over
Du vil gerne servere dine minipavlovaer på fint porcelæn, men orker ikke at stå med opvasken bagefter. Meri Meri har løsningen. De har lavet de fineste muslingeformede paptallerkener i lyserød. Naturligvis bionedbrydelige og fremstillet i 100 % genanvendelige materialer.
Paptallerkener fra luxit.dk
To lys på et bord
Pak dine stearinlys ind i lyserødeglas a la disse fra Christian Bitz. De bidrager så fint til hyggen med et behageligt lys.
Lysestager fra Christian Bitz.
God lille fredag til dig og på gensyn i næste uge, hvor vi igen hopper i stiletterne og holder lille fredag her på ALT.dk.