”Vi vil gerne være en modvægt til den masseproduktion, der er i modebranchen”
I 2020 stiftede designer Mette Bjerregaard tøjmærket SalonSalon sammen med Dorte Hannibal og Stine Bjerregaard. Ambitionen var at forene kærligheden til smukt tøj og lækre metervarer med en ressourcebevidst og respektfuld tilgang til produktion og forbrug. Men det er ikke uden udfordringer at satse benhårdt på slow fashion i en branche, der primært er bygget op omkring masseproduktion.
Hvad drev jer til at starte SalonSalon?
"Generelt er vores tøjproduktion båret af en stor kærlighed til produktet og med respekt for de mennesker, som syer tøjet. Vi arbejder udfra devisen ”lidt men godt” og vil gerne være en modvægt til den masseproduktion, der er i modebranchen. Derfor er SalonSalon bygget op omkring to årlige kollektioner, som er skabt af deadstock-metervarer (overskudsmetervarer, red.) og made-to-order-styles for at minimere overproduktion.
Kollektionerne er små, hvilket giver os mulighed for at gennemarbejde hver style, og så går vi meget op i, at kollektionerne bygger videre på hinanden, så nye styles både i farver og snit komplimenterer tidligere styles. For os er det en del af slow fashion at tænke på garderoben som en langsigtet størrelse. Når der er stof tilbage på de ruller af deadstock-metervarer, som vi har købt ind til en kollektion, laver vi ekstra af udvalgte styles. På den måde udnytter vi egne stofrester og får samtidig skabt et lille udvalg af ready-made-styles til vores webshop og de butikker, vi samarbejder med. Sideløbende laver vi velsiddende jakkesæt ud fra kundens ønsker og individuelle mål."
Er der nogle ulemper ved slow fashion?
"Modesystemet er generelt gearet til masseproduktion, så udfordringerne står i kø, når man gerne vil noget helt andet. At arbejde sammen med os kræver derfor en vis velvillighed fra vores systuer og samarbejdspartneres side. Det samme gælder vores kunder. Bestillingsvinduet er lille, og derefter skal man vente på, at ens bestilling bliver produceret. Den tålmodighed står i kontrast til den fast fashion-model, mange forbrugere har vænnet sig til. Heldigvis tyder meget på, at dele af branchen er ved at ændre sig i ”vores” retning."
Hvad kendetegner jer som brand – og hvordan adskiller I jer fra andre?
"Først og fremmest er bæredygtigheden tænkt ind i vores forretningsmodel fra start. Vores made to order-koncept og brug af deadstock-metervarer er noget, der adskiller os fra de fleste andre modebrands. Derudover er det nok den tætte relation til vores kunder, der kendetegner os. Vi sælger vores to årlige hovedkollektioner på saloner i København og Aarhus, hvor vi møder vores kunder ansigt til ansigt, præsenterer kollektionen og ser dem prøve tøjet på. Vi oplever, at vores kunder sætter stor pris på at vide noget om det produkt, de køber – om tankerne bag designet, om metervaren, og hvem der har syet eller strikket det. For Mette, der er vores designer, er det samtidig uvurderlig feedback til designprocessen at se helt almindelige kvinder i sine designs."
Hvad starter I helt konkret med, når I designer en ny kollektion?
"Udgangspunktet er altid metervarerne. Vi tager løbende til Italien, hvor vi kører rundt og finder vintage-metervarer, prøver fra de dygtige lokale væverier og rest-metervarer fra de store europæiske modehuse. Det er nærmest som en slags skattejagt. At skabe nye udtryk og fortællinger ud fra allerede eksisterende ressourcer er essensen af SalonSalon, og det gør det sjovt at bruge deadstock-metervarer."
Hvordan vil I beskrive SalonsSalons dna?
"Kontrasten mellem det feminine og det maskuline, det underspillede og det pyntede er helt klart noget, der kendetegner SalonSalon. Som nyuddannet designer startede Mette hos Prada, hvor Miuccia Prada gjorde et uudsletteligt indtryk med sin meget personlige stil. Hun var altid ulasteligt klædt, og hendes måde at kombinere det helt underspillede med noget ultradekadent har været inspirationsilde siden da."
Hvilket råd vil I give til kommende modebrands?
"Det er en svær branche. Tøjproduktion er generelt kompliceret, så man skal virkelig ville det. For os er det vigtigt at arbejde med et produkt, vi kan stå inde for. Det motiverer os i høj grad."
Hvilket item burde alle kvinder have i garderoben?
"Et par velsiddende bukser. Helt generelt mener vi, at tøj skal være komfortabelt at have på, og der betyder pasform og materialer i naturlige fibre alt."
Hvad redder jer typisk fra tøjkriser?
"Kashmirstrik. Vi er ret overbeviste om, at det har terapeutiske egenskaber. På en kold og grå mandag morgen føles det som et stort, nærmest healende kram at tage en kashmirsweater på."