Anja blev blind, fik sit drømmejob og lærte at ro kajak: "Det er en frihed uden lige"
Da Anja Bak mistede synet for fire år siden, skulle hun have hjælp til at opdage, at livet ikke var slut. Og da hun først opdagede det, åbnede verden sig for hende. Siden har hun ikke bare fået sit drømmejob. Hun har også fået opfyldt sin drøm om at lære at ro kajak.
47-årige Anja Bak griber fat bagerst i 53-årige Jan Baks kajak, og i forlængelse af hinanden går de ned mod en af søerne i hjembyen Silkeborg.
De to kajakker triller ubesværede med igennem skoven, og det er tydeligt, at her kommer et makkerpar og ægtepar, som kender hinanden.
Snart efter glider de ud på søen sammen.
Da Anja blev blind for fire år siden, var der noget i hendes liv, der lukkede sig. Men til hendes egen overraskelse åbnede verden sig bagefter på nye måder. Visse ting, som hun før var bange for, har hun det nu fint med, og uventet fik hun sit drømmejob. Hun har sågar lært at ro kajak.
Anja fortæller med energi om glæden ved at ro kajak som synshandikappet:
"Det er en frihed uden lige. Der er ingen kantsten og ingen skilte, og der kommer ikke nogen hurtige biler. Ude på vandet kan der være den der stilhed, hvor man bare kan høre fuglene. Og så er det dejligt, at vi har det sammen og laver noget, vi begge to godt kan lide, så Jan ikke bare skal ledsage mig rundt."
Anja var 12 år, da en øjenlæge fandt ud af, at hun var født med en defekt på synsnerven. Hun har arvet den sjældne øjensygdom fra sin oldefar, og det er endnu ikke muligt at gøre noget ved den. Så Anja fik briller og et år senere stærkere briller og måtte indstille sig på, at hun kunne blive blind "når hun blev gammel". I 20'erne fik hun sværere ved at se på en almindelig computer, og det store spring kom for snart fire år siden.
"Jeg skiftede briller hele tiden, og skærmene kunne ikke blive store nok, fortæller Anja, der fik sværere ved arbejdet som kontorassistent, og måtte aflevere sit kørekort.
Lige pludselig gik det rigtig hurtigt, og det var en livsomvæltning at miste synet."
I en periode var Anja hjemme og blev deprimeret. En sygeplejerske foreslog hende at kontakte Dansk Blindesamfund.
"Jeg tænkte: "Dansk Blindesamfund – det er da for gamle mennesker.""
Men hun endte med at ringe til Synslinjen.
Annonse
Det nye skift
Ikke så længe efter tog hun og Jan på "Når synet svigter"-kursus sammen, og så ændrede livet sig en gang til, fortæller Anja:
"Det forandrede rigtig meget at møde andre i samme båd, og undervisere, der selv var synshandikappede, men som farede rundt. Derefter kom jeg på et kursus for nyblinde, og der kom jeg ind som én person, og ud som en anden."
Blandt andet havde det slået hende, hvor meget man kan, selv om man ikke kan se.
"Jeg fandt ud af, at man godt kan leve, selv om man er blind – man kan faktisk alt. For jeg mødte nogle tossede blinde undervisere, der klatrer og ror kajak og springer i faldskærm og hækler. Jeg havde altid gerne villet ro kajak, men ikke troet, jeg kunne for min opererede ryg. Men lærerne sagde: "Det kan du godt"," fortæller Anja, der kom i kyndige hænder hos en lærer i blind motion.
Da hun kom hjem fra kurset, fik hun det desuden sådan, at hvis hun nogensinde skulle arbejde igen, så skulle det være dér på Fuglsangcentret hos Dansk Blindesamfund.
"Jeg vidste, at det vil mange nok gerne, men jeg sagde det til dem."
Og det endte med, at Anja fik sit drømme-fleksjob som kursusleder på "Når synet svigter"-kurset.
"Jeg elsker at arbejde med mennesker, der er kommet i den samme situation som mig. At se, at de sidder betuttede den første dag, og så tager derfra som nogle sludrechatoller med mod på meget mere – at se dem finde vejen, ligesom jeg selv gjorde, det er fantastisk, og jeg er også del af en dejlig lærergruppe."
Faktisk havde Anja aldrig drømt om, at hun kunne udfylde sådan et job.
"Jeg var aldrig blevet kursusleder, hvis ikke jeg havde mistet synet, for jeg har ikke turdet snakke foran mange mennesker. Der har jeg tidligere tænkt: "Gør jeg det nu godt nok?" og "Hvorfor kigger de sådan på mig?", men nu er det fint, for jeg kan jo ikke se dem. Der er mange ting, jeg ikke er så nervøs for mere. Jeg har heller ikke højdeskræk mere, for jeg kan ikke se ned!"
Annonse
Det tungeste
Anja og Jan har sønnen Mikkel på 21 år, og for Anja er noget af det tungeste, at han fortsætter med at udvikle sig, uden hun ser det.
"Det er nok det sværeste, at jeg ikke ser ham. Det er det, jeg har kæmpet mest med, og som gør mig mest ked af det."
Annonse
Anja har også mørke dage.
"Der er dage, hvor jeg synes, det er en stor sorg at have mistet synet, og så kan jeg blive frygtelig frustreret, hvis kagen ikke bliver som jeg gerne vil have den, og når jeg ikke kan se farven på sovsen, eller se, om salaten i supermarkedet ser frisk ud. Jeg har altid været perfektionistisk og lavet meget mad, så det kan gå mig på."
Efter sådanne dage hjælper en tur på vandet sammen med Jan. Eller at gå ud en tur sammen med førerhunden Vega, for hun har fjernet Anjas angst for at gå ud alene. Allermest er livet blevet godt igen og har fået mange nye mønstre.
"Jeg strikker også, og det er blevet mere. Jeg har i det hele taget fundet ud af, at der er rigtig mange muligheder også uden mit syn."
"En tidlig morgen på vandet var der svaner," fortæller Anja.
"På lang afstand kunne jeg høre vingefanget, og at en af dem landede "ssssjjjj", det var fantastisk – lydene på vandet er fantastiske."
En anden dag fortalte Jan hende, hvor mange ællinger der var, og så sagde Anja, "Nu når du siger det, så kan jeg godt se det".
"Jan er også mine øjne, og han er ved at lære at blive mine ro-øjne."
De har kendt hinanden i 23 år, og Anja smiler ved tanken om, hvordan manden bliver ved at se ud.
"I mit blik bliver han jo ikke ældre."
