”Min kærestes usikkerhed dræber min lyst”
Hvad gør det ved sexlysten, at den ene part i sengen føler sig utilstrækkelig og bagud på erfaringspoint? Læs med, når sexolog Ditte Winkel svarer på spørgsmål fra læserne.
En læser spørger, hvordan der kommer balance i sit og partnerens sexliv:
Jeg har haft min kæreste i fire måneder, og vi har det supergodt, men han er meget uerfaren seksuelt, og jeg har oplevet rigtig meget.
Det får ham åbenbart til at føle sig utilstrækkelig, og han siger ting som ”hvor er det vildt, du har prøvet så meget” og ”hvad vil du dog med mig?”.
Det påvirker mig på den måde, at min sexlyst (til ham) er faldet markant. Jeg forsikrer ham om, at der intet er galt med ham, men jeg føler ikke helt, at jeg kan overgive mig seksuelt til ham, for jeg er usikker på, om han kan rumme mig og hvile i sig selv, eller om det vil skubbe yderligere til vores ubalance?
Ditte Winkel råder til at starte samtalen forfra:
Tusind tak for dit spørgsmål, som jeg er synes er så godt! Jeg har forkortet det lidt, men jeg tror, at jeg har fået det mest essentielle med.
Jeg tænker, at der sker en hel masse ukonstruktivt i jeres kommunikation, når I forsøger at tale om dette emne. For tonen eller formuleringerne er ikke nysgerrige eller inviterende, men derimod ladet med mindreværd eller fordømmelse eller skam.
Og det er altså svært at få begær til at gro under de forhold. Især også fordi sex for mange er forbundet med sårbarhed og at blotte vores inderste – ikke kun kropsligt, men også vores indre følelsesmæssige liv, som vi ikke viser ret mange.
Og vi har alle en forhåbning om, at den del i os kan blomstre og få plads med en partner i en kærlighedsrelation. Derfor giver det rigtig god mening, at du giver udtryk for en usikkerhed i dig selv om, hvorvidt han vil kunne rumme den seksuelt udforskende, kreative, legende del af dig.
Og hvad gør vi mennesker typisk, når vi bliver usikre? Vi pakker den del væk, og for dig går det ud over sexlysten. Derfor er I nødt til at forsøge at starte denne samtale forfra, hvilket kan være rigtig svært, når der allerede er sagt en hel masse ord, som hænger i luften mellem jer.
I stedet for spørgsmål som ”hvad vil du dog med mig”, kunne mere nysgerrige formuleringer være ”hvad synes du, jeg bidrager med i det seksuelle?”, ”hvad gør jeg, som du tænder på?”, ”hvad kunne du tænke dig, at jeg gjorde mere af?”.
På den måde får I skabt mere ligeværd og balance, hvor begge parter bliver normaliseret i sin erfaringsgrad, og hvor jeres individuelle forhistorier får en forsvindende lille betydning for jeres fælles sexliv.
Jeg håber, at I sammen kan skabe rammerne for den dialog, og at du på den måde kan begynde at mærke din lyst vende tilbage, både til sex og til ham.