Da Christina blev alvorligt syg, overlevede parforholdet - og blev stærkere

Der er fuldt af ord omkring spisebordet, da Christina og Thomas skal fortælle, hvordan de som par har tacklet, at hun blev livstruende syg to gange inden for ikke så mange år. 

Det har været deres overlevelses-strategi at sætte ord på tingene over for hinanden. Hele vejen igennem.

Læs også

Aldersforsker afslører: Så meget betyder dine gener for, hvor gammel du bliver

"Vi to har snakket rigtig, rigtig meget. Der er en helingsproces i, at man tør sige tingene højt. For alle de følelser, man har, dem har man jo, de er jo ægte – om man er bange eller skræmt, eller hvad man er, så skal man have lov til at dele det. Det har vi brugt rigtig meget tid på," fortæller Thomas.

47-årige Christina Didriksen og 51-årige Thomas Sørensen har kendt hinanden siden 1993. De mødtes, da Thomas plejede Christinas syge far på et plejehjem. I 2004 fik de sønnen Rasmus, og alt var faktisk godt, indtil Christina fik det skidt under sin anden graviditet, efterhånden med uudholdelige smerter.

To måneder efter at deres yngste søn, Mikkel, kom til verden, fik hun i 2009 konstateret lymfekræft. 

Så fulgte halvandet skrapt år, først med kemo og stråler og som en sidste udvej stamcelle-transplantation. I 2010 blev hun erklæret rask. 

Men seks år senere kom hun ud for en ulykke på en skiferie og fik en livstruende hjerneblødning.

"Det er jo en voldsom udfordring, når den ene bliver alvorligt syg, det er en total omvæltning, og livet ser pludselig helt anderledes ud, end man havde regnet med," siger Thomas.

Det var dem begge og hele familien, der blev ramt, da Christina blev syg.

"Jeg valgte også fra begyndelsen, at det her var jeg en lige så stor del af. Det var noget, vi skulle igennem sammen," slår Thomas fast.

Bundløs ærlighed

Og hvordan kom de så igennem det? De to ægtefæller rykkede tættere sammen i bussen, siger de. Blandt andet ved at praktisere bundløs ærlighed.

"Vi har brugt meget tid sammen, og har delt alt med hinanden, også her ved spisebordet som familie," fortæller Christina, der ligesom Thomas oplever, at åbenheden og de mange snakke for dem har gjort en verden til forskel.

Læs også

Træning i overgangsalderen: 8 begynderøvelser til en stærk krop

"Vi er blevet stærkere og tættere og har fået fælles forståelse af det, der er sket," siger Thomas.

Christina oplever også, at snakkene har hjulpet dem til mere klarhed hver især:

"Når man siger noget højt til andre, så er det, som om sandheden bliver helt klar for én selv også: "Okay, det er faktisk sådan her, jeg har det". Der kommer en dybere forståelse, når man siger det højt."

Det har desuden været vigtigt for dem at give deres drenge tillid til, at de også kunne sige alt.

"Det gjorde vi ved at prøve at møde dem, også når de kom med helt små ting, så de vidste, at de altid blev taget alvorligt – og til hver en tid være klar til at gribe det, når noget kom op," forklarer parret.

Uvisheden, fra da der blev taget biopsi, til der kom svar på kræftprøven, var den værste måned i Thomas' liv.

For Christina var kræftdiagnosen en kæmpe, udefrakommende trussel, som lå som "en kold dyne rundt omkring én". Hun husker angsten og uvisheden – "Shit, hvordan kommer det her til at gå?" – som hun også delte.

Parret tog også de helt svære snakke.

"Jeg kom uvægerlig til i hovedet at planlægge Christinas begravelse, og jeg fortalte hende det, for det er jo rystende at opleve. Der er ikke noget, vi ikke har turdet sætte ord på," tror Thomas.

13 dage i koma

Christina lå i koma i 13 dage efter hjerneblødningen.

"Da sad jeg på et hotelværelse i Oslo og sagde til drengene, "Jeg kan ikke love jer, at hun kommer med hjem." I forhold til børnene må man bruge sin moderlige og faderlige fornuft, vil jeg mene, for man kender selv sine børn og ved, hvad man kan sige. Vores børn var vant til åbenhed."

Christina er blevet fysisk mærket og er berettiget til førtidspension, men arbejder som alternativ behandler på nedsat tid. 

Hun kan for eksempel ikke længere stå på ski, som var en af parrets kæmpe fælles glæder. Thomas indrømmer, at han til tider kan føle sig bitter og ikke er stolt af det, men deler også det med Christina.

Læs også

Henrik fik konstateret leukæmi og stillede sin far et spørgsmål: "Er det her noget, jeg skal dø af?"

"Det er den der med, at livets tog kører derudaf for andre, mens vi er blevet efterladt på perronen. Jeg er stadig bitter en gang imellem, det fjerner man jo ikke bare, men det bliver nemmere, fordi jeg deler det med Christina, som tager det alvorligt og giver mig nogle andre perspektiver på det."

I Thomas øjne er de gået fra kærlighed til "ægte kærlighed" undervejs. At have været ude på afgrundens rand sammen, bundløst ærlige, har bragt dem endnu tættere.

Christina siger det sådan:

"Der er en betingelsesløs tillid til, at vi vil hinanden det bedste. Den er kommet af, at vi har lært hinanden at kende på godt og ondt. For mig er bevidsthed og ærlighed kærlighed."

Kriserne har fået parret til at forstå dybere, at det er nu, livet skal leves. De går ikke op i småting og holder endnu mere af hverdagen og samværet i familien og med hinanden, end før Christina blev syg, synes de.

"Vi kan også godt tage gas på hinanden, for vi ved, vi har hinandens ryg," siger Thomas, mens Christina gør det klart:

"Det er også blevet ok at sige: Jeg gider faktisk ikke tale lige nu, eller at tale mere om dét, vi har rigeligt talt om. Så langt skal ærligheden også række!"