Overgangsalderen overraskede Christine Albeck Børge: "Det giver mig en frihed"

Der opstår noget helt særligt, når flere generationer er sammen. Det har skuespiller Christine Albeck Børge altid været meget opmærksom på, og derfor har hun livet igennem haft veninder i alle aldre. Selv rundede hun 50 år i sommer, og lige nu er hun aktuel i filmen ”Madame Ida”, hvor hun spiller sammen med Karen-Lise Mynster, 72, og Flora Ofelia Hofmann Lindahl på 19 år. 

"Vi repræsenterer tre generationer i filmen, og der er noget i den spejling mellem kvindeliv, jeg synes er sindssygt spændende. Madame Ida, som jeg spiller, er midt i livet, som jeg er, og jeg kan godt genkende den følelse af at være ung og sprød, som hun oplever i filmen, når Cecilia, Floras karakter, kommer ind i hendes liv. Og så er der samtidig det forhold, som min karakter har til Karen-Lises karakter, Alma, som er båret af, at de to har levet det meste af livet sammen. Der er en erfaring i Karen-Lises karakter, som min karakter læner sig ind i. Og oplevelsen af at være i midten af den sandwich, mellem to generationer, har været ret særlig for mig.

I mit eget liv holder jeg af at have både ældre og yngre veninder, for begge grupper har en erfaringspulje, som jeg kan drage nytte af. De unge, også mine to døtre, har en erfaringspulje i forhold til, hvad det vil sige at være ung i dag, som jeg slet ikke ville have adgang til, hvis jeg ikke havde dem. Samtidig har jeg veninder, som er i 70’erne, og der er en tryghed i, at de kan fortælle, at ting går over. Den erfaring føles som den varmeste pude at lægge sit hoved på. Det oplevede jeg også med Karen-Lise, som er så erfaren en skuespiller. Jeg kunne læne mig ind i hende og føle mig helt tryg. Både fagligt og personligt."  

Urbrølet 

Christine er et godt sted i livet lige nu. Det vender hun gang på gang tilbage til i løbet af interviewet, og det handler blandt andet om noget, som hendes mand, skuespilleren Lars Ranthe, har sørget for. Men inden hun begejstret fortæller, hvad det går ud på, kommer hun vidt omkring i forhold til, hvordan hun oplever det at være en kvinde midt i livet. 

Hvordan vil du beskrive din generation af kvinder? 

"Jeg er glad for at tilhøre en generation, hvor vi har fået muligheden for at tale. Og jeg er glad for at være en del generationen, hvor det for alvor rykker noget i forhold til efterdønningerne af Metoo, som har været revolutionerende for det syn, vi har på kvinder. Den måde, der bliver talt til og om kvinder nu, gør, at vi, der i disse år bliver 50, kræver en helt anden værdighed omkring det, end min mors generation gjorde. Vi vil ikke være med til at leve en skyggetilværelse, og vi vil ikke være med til, at tingene foregår på mændenes præmisser.

Jeg oplever, at alt det, der nu bliver italesat i artikler, film, teater og bøger om f.eks. overgangsalder, bliver italesat på kvindernes præmisser. Og det vælter jo ud. Det er sådan et urbrøl, som det er ret sindssygt at være en del af. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer til at ske, når urbrølet ligesom har forplantet sig, så vi forhåbentlig ikke behøver at råbe så højt længere. Når det f.eks. er blevet almindeligt, at en kvinde godt må blive ældre. Jeg glæder mig til at se, hvordan det kommer til at påvirke samfundet, arbejdsmarkedet og de historier, vi fortæller. Måden vi strukturerer vores samfund på. Jeg tror, det vil få en afsmitning på alt, når ældre, vise kvinder får lov til at bringe noget ind i samfundet, som ikke er på mandens præmisser. Når der kommer en anden blødhed ind … "

Læs også

Szhirley troede hun var alvorligt syg - indtil en kvinde fortalte hende om perimenopause

Hun stopper sig selv. 

"Nej, det er ikke blødhed, det er fucking styrke! Men det er fornemmelsen af at lægge sit hoved på en pude af kvindelighed og erfaring, og hvis det kunne få mere plads i vores samfund, så tror jeg ægte på, at der kommer til at ske nogle ændringer, som er til det bedre. Det sker ikke lige nu, fordi vi står midt i urbrølet, men når vi, der er 50 i dag, bliver 70, kan vi kigge os tilbage og spørge, okay, hvad skete der, hvad gjorde vi, havde det en effekt, og hvordan ser verden nu ud for vores døtre? Det glæder jeg mig til, og jeg håber, at der er sket en forandring."

Hvorfor tror du, at det lige præcis er din generation, der råber så højt, og ikke de tidligere?

"Jeg ved ikke, om jeg er ude på dybt vand, når jeg nu siger, at det er, fordi vores formødre kæmpede for stemmeret, for at få lov til at arbejde og for fri abort. Ting, som vi tager for givet nu. Den næste store bølge er, at vi vil have lov til at blive gamle."

Og stadig have lov til at være her?

"Ja, præcis. Og det lyder jo helt absurd at sige ”at vi vil have lov til at blive gamle”, men det føler jeg ikke, at kvinder har haft lov til. I stedet for at sige, at vi vil have lov til at blive gamle, skal jeg måske hellere sige, at vi vil have lov til at blive ved med at bidrage. Og vi vil have lov til at blive ved med at have et værd. Målet må være, at der ikke længere er brug for Kvindernes Internationale Kampdag. Eller Pride. For hvorfor har vi Pride? Det har vi, fordi det er en ventil i forhold til at være undertrykt resten af året, tænker jeg. Og hvorfor har vi Kvindernes Internationale Kampdag? Ja, det handler jo nok om det samme. Så nu må det være tid til at  sige: Kan vi så få lov til at blive gamle, tak. Uden botox og slankekure.

I mit feed på de sociale medier får jeg konstant alle mulige forslag til, hvordan jeg skal optimere mit aldrende udseende. Og jeg ved ikke, hvor det kommer fra, for det er ikke noget, jeg snakker om eller søger på. Det er ikke noget, jeg har bedt om. Det er simpelthen en ”venlig” måde at sige til mig, at jeg skal fikses. Der er nogen derude, der tænker, hey, vi må da hjælpe den gamle dame."

Hun griner højt.

" Jeg respekterer fuldt ud, at folk får ”lavet noget”, hvis de har lyst, det er slet ikke det, men personligt mener jeg, at det er et fængsel. Det gør jeg bare. Og jeg mener, at det er opstået på baggrund af en undertrykkelse, når man siger, okay, jeg bruger noget botox, for så har jeg det federe i den her undertrykkende kultur, der dikterer, at rynker er grimt og skal fjernes. Men hvis kulturen ikke havde været sådan, så var der nok ikke ret mange, der gjorde det."

Perimenopausen

Christine har gennem nogle år lavet interviews og samlet materiale til noget, der måske ender med at blive en dokumentarfilm om overgangsalder og det at være kvinde midt i livet.

"Det er jo et vitalt sted at være mellem 45 og 60. Måske det mest vitale sted overhovedet."

Hvordan oplever du det? 

Læs også

Silja troede, hun havde en efterfødselsreaktion, men en blodprøve viste noget helt andet: ”Jeg blev virkelig bange”

"Det er en blanding af at have erfaring og stadigvæk have masser af kræfter. Og en følelse af, at der er noget, som jeg afstår fra i forhold til både udseende og det at skulle skabe noget i verden. Det, jeg afstår fra, giver mig en frihed og en følelse af at være ung og fuld af liv. Min menstruation stoppede i en periode, nu har jeg så lige fået den lidt tilbage, men i perioden, hvor jeg troede, at nu var jeg holdt helt op med at bløde, fik jeg en følelse af, at noget særligt var sket. 

De blødende år er der, hvor man arbejder hårdt, er voksen, får børn, skaber og tager ansvar, men pludselig, da menstruationen stoppede, kunne jeg mærke pigefornemmelsen med rulleskøjter og sår på knæene, som jeg kendte fra min barndom. Jeg føler simpelthen, at den fase, jeg er ved at træde ind i nu, ligner tiden med rulleskøjter og sår på knæene. Jeg vil ikke sige, at det føles ansvarsløst, men det føles let og vitalt. Og den historie var der ikke nogen, der havde fortalt mig om perimenopausen. Jeg har hørt meget om hedeture og depressioner, som ved gud også findes, for slet ikke at tale om vægtøgning og dårlig søvn, som jeg sagtens kan snakke med om. Men der er også en ud-i-hindbærkrattetfornemmelse, som stammer tilbage til tiden før min første menstruation, som føles så potent, kreativ, ung og fuld af liv. Og det er altså ret fedt."

Nogle kvinder oplever en slags sorg over ikke at være fertile mere, kan du genkende det?

"Nej, det kan jeg faktisk ikke. Men jeg oplevede en forskrækkelse over, at det betød noget, at jeg holdt op med at bløde. Jeg havde tænkt, nå ja, så stopper menstruationen, og så er det det, og derfor kom det bag på mig, at jeg fik det sådan wow, Christine, det er radikalt, da menstruationen pludselig udeblev. Det kom helt bag på mig. Jeg gik lidt rundt om mig selv og prøvede at mærke efter, om det var fedt eller ufedt, og det var der, billederne af en sorgløs 12-årig Christine dukkede op."

Så indtil videre er du ikke hårdt ramt af begyndende overgangsalder? 

"Jeg har ikke hedeture, men min søvn har virkelig ændret sig. Jeg sover alt for lidt, men mine arbejdstider som skuespiller gør, at jeg kan kompensere lidt i dagtimerne for, at jeg ligger vågen om natten. Jeg mærker også nogle voldsomme skift i humøret, og jeg er blevet mere følsom og sådan lidt pergamentagtig. Jeg bliver mere påvirket af kunst, musik og ja, af verden i det hele taget."

Hvad med vrede? 

"Jeg har altid haft et kæmpe, kæmpe raseri i mig. Jeg har været drevet så meget af vrede, at det nye for mig faktisk er, at der er kommet en anden blødhed ind. Jeg rummer mere og er blevet mere mild mod mig selv og andre."

Hun holder en lille pause og griner så. 

"Min mand slår mig ihjel, når han læser det. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han vil sige, ha, ha, men det er altså min egen opfattelse. At jeg er blevet mere mild. Og nu er det jo mig, der bliver interviewet."

Ny lejlighed – nyt forhold

Lars, Christines mand, er fem år ældre end hende, og i 2023 fortalte han her i ALT for damerne, at han selv havde været igennem en overgangsalder. At mænd også bliver påvirket af, at hormonerne ændrer sig, bliver ikke italesat så meget.  Man siger i højere grad, at mænd har en midtlivskrise, mener Christine. Hun kan godt huske, da Lars var igennem den periode, og hun var stolt over, at han, som hun siger ”havde the balls” til offentligt at sætte ord på.

"Jeg oplevede, at han kom ud på den anden side og pludselig ”var tilbage” med al den vitalitet, jeg også selv oplever nu. En slags anden ungdom. Og jeg tænker, at det, at man er tydelig omkring, at der er hormoner i spil, måske kan gøre, at folk kan undgå at blive skilt i den periode, hvor det står på. Det giver en anden forståelse, hvis man taler om tingene. Lars og jeg har været sammen i 26 år, og jeg oplever, at der ægte er en anden ungdom og en anden følsomhed imellem os. Der er sådan en ny forelskelse faktisk. Børnene er blevet store, vi skal til at ”se” hinanden igen, og vi har valgt at blive sammen. Ikke fordi det nogensinde har været på tale, at vi ikke skulle være sammen, men vi ER sammen. Vi skal blive gamle sammen. Vores ældste datter er flyttet hjemmefra, og Lars har for nylig renoveret hele vores lejlighed. Den er blevet så mega fed! 

Samtidig har der været en form for energioprydning i at få det gjort. Vi er blevet voksne på sådan en årh-nu-har-vi-den-herfede-lejlighed-og-jeg-har-fået-mit-eget-værelse-WAUW-agtig måde. Vi er simpelthen fulde af energi, og der er kommet en ny stemning imellem os, som er virkelig dejlig lige nu. Det kan jo ændre sig, i morgen kan det være helt anderledes, men …"

Men det er i dag, vi snakker? 

"Ja, præcis. Og det er så dejligt. Der er noget med den lejlighed. Lars har gjort rent, malet, købt nye møbler – altså, den er bare blevet så sprød. Det føles næsten som om, vi er flyttet ind i en ny lejlighed sammen, og det har virkelig en effekt og føles eksotisk, selvom det er den samme lejlighed, som vi har boet i altid, ha ha. Det er faktisk lidt honeymoon-agtigt."

Hvad siger jeres yngste datter, der stadig bor hjemme, synes hun, at I er lidt for meget? 

"Nej, jeg tror, hun nyder det rigtig meget, og det er slet ikke sådan, at vi går og venter på, at hun også skal flytte. Jeg elsker, at hun bor hjemme, og jeg håber, at hun bliver hjemme i mange, mange år endnu. Det er mere det der med, at der er kommet plads og tid og rum omkring os alle sammen. Og det giver plads til leg."

Leg er jo også det intime, man har sammen i et forhold. Det bliver tit påvirket, når man er på vej ind i overgangsalderen, kender du til det?

"Sådan har jeg det slet ikke. Men det, tror jeg, har meget at gøre med, at der er den sprødhed, jeg lige snakkede om. Noget med at være lidt generte og nyforelskede over for hinanden. Der er nærmest kommet en ny følsomhed omkring, hvordan vi skal være kærester, og det sætter sig også i erotikken."

Hun smiler stort. 

"Jeg elsker erotik. Jeg elsker sex. Jeg elsker at have sex med Lars. Det kan jeg lige så godt sige, som det er. Og jeg har ikke de gener, som man kan have. Men her er det virkelig vigtigt at understrege, at jeg i forbindelse med min research til dokumentaren har talt med så mange kvinder, der har mistet lysten i overgangsalderen. Jeg har den største respekt for, at det sker, hvis det pludselig gør ondt eller føles ubehageligt at have sex, når slimhinderne tørrer ud. Der er enormt meget skam og sorg forbundet med det. And who knows – det kan være, at det pludselig gør for ondt. Det er derfor, jeg er meget påpasselig med at udtale mig. 

Jeg synes, det er vigtigt, at vi taler om sex, men man skal passe på med at være arrogant. Jeg ved ikke, hvem jeg er om et år, og jeg har virkelig talt med mange, der har haft det dejligste sexliv og den dejligste  mand, og så pludselig kan de ikke. Lige nu har jeg fået en ”ny” lejlighed, og jeg er high on life. Det er der, du møder mig. Men lad os snakkes ved om en måned, så kan det være, jeg kommer kravlende ind ad døren."

Hun griner lidt, men ser straks efter alvorlig ud.

"Hør her, der er også noget i vores fortælling, der skal kigges på. Udgangspunktet i denne tid er, at du er et federe menneske, hvis du har lyst til sex, end hvis du ikke har. Og det er ikke rigtigt. Det er simpelthen en fortælling, der skal laves om. Man er jo heller ikke nødvendigvis skabt til at skulle have sex, når man er 50, men i og med at sex er forbundet med ungdom, forsøger vi af al magt at holde fast i det, fordi vi – igen – ikke ”må” blive gamle. Men hvad nu, hvis man bare siger, okay krop, ved du hvad, jeg lytter til dig, og du har ikke lyst til sex længere, så det lader vi være med. 

For mange vil der være noget selvkærligt ved at frede sig selv på den måde. Og igen, det er den kæmpestore fordel ved, at vi er begyndt at sætte ord på alle de her ting. Vi har fået et fællesskab, hvor vi spejler hinanden, så man ikke føler sig forkert eller som den eneste, der oplever forandringer midt i livet. Det er den allerstørste guldmedalje i forhold til det urbrøl, der er i gang lige nu. At vi begynder at forstå, at vi ikke er forkerte. Og så kan man jo meget nemmere være i alt det, der sker. 

Og apropos filmen ”Madame Ida”, så handler den netop om tre kvinder, der forsøger at få et fællesskab til at fungere. De prøver faktisk at hjælpe hinanden. Fællesskaber er sindssygt vigtige, og jeg synes, at der er et fællesskab i gang lige nu – et søsterfællesskab – som jeg elsker at få lov at være en del af. Det er så storslået, og det er så generøst et rum at være i. Vi deler. Vi bryder grænserne for, hvad man må sige højt. Vi skal ikke være bange, vi er helt normale. Det er så smukt. Det er så kærlighedsfuldt. Og jeg håber, at efterdønningerne forplanter sig, så vi kan få lov til at trække vejret frit i en sindssygt sårbar periode af vores liv."

Fødselsdagsfrokosten

Da Christine rundede 50 år i sommer, blev hun fejret af sin mand og sine to piger og tænkte umiddelbart, at det var dejligt og nok. Men så kom en lille stemme snigende i hendes hoved. 

"Pludselig kunne jeg bare mærke, at nej, det var ikke nok, det skulle virkelig markeres, at jeg var blevet 50. Det var lidt ligesom, da jeg troede, at jeg min menstruation var stoppet. Det var stort. Så på en måned inviterede jeg 80 mennesker til en kæmpe fest. Alle kom, og det var virkelig, virkelig en vellykket, dejlig fødselsdagsfrokost, som betød enormt meget for mig, og som var lige i min ånd. Om dagen, fordi jeg ikke kan holde mig vågen efter kl. 22, og uden druk og høj musik, men med masser af gode samtaler."

Hvorfor blev det vigtigt for dig at markere dagen med noget større? 

Helt klart fordi jeg i disse år har en oplevelse af at miste mennesker, jeg holder af. Folk bliver syge eller gamle og dør. Så jeg kunne pludselig mærke, at det blev vigtigt for mig at samle de vigtige mennesker omkring mig. Det er noget med ikke at tage relationer for givet. Ikke tage kærligheden for givet. Jeg blev nødt til at se dem alle sammen, og jeg gjorde det simpelt, men storslået, uden at det kostede en masse, for jeg er bestemt ikke hovedrig.

Læs også

Søs Egelind: Jeg er gået hen og blevet meget, meget stolt af at sige, hvor gammel jeg er

I hvilket omfang tænker du over livets afslutning og meningen med det hele? 

"Det har jeg altid gjort virkelig, virkelig, virkelig meget. Det er ikke blevet forstærket af begyndende overgangsalder eller af at blive 50. Jeg har altid været optaget af meningen med livet."

Hun slår en høj latter op. 

"Ej, hvor lyder det højpandet. Men det har jeg altså. Når jeg tænker over det, bliver jeg dog faktisk mere og mere sådan, tja, det og det ved jeg ikke, men det er også lige meget. Vi skal bare have det fedt. Jeg tager alting mindre og mindre alvorligt. Det burde jo være omvendt, men sådan er det ikke for mig. Hvis jeg i dag skulle give et svar på, hvad meningen med livet er, så er det: Hav det dejligt, hav nogle gode venner, nyd maden, kig ud ad vinduet, se fuglen, slap af og lad være med at tage dig selv for højtideligt. Og ja, så dør vi på et tidspunkt, det gør vi jo, men det er heller ikke så specielt eller mystisk."

Hvorfor skal vi gøre så stort et nummer ud af det? 

"Der er kommet sådan en lethed ind i mit liv igen. Ja, faktisk er det ordet lethed, der for mig går igen i forhold til at blive ældre. Det lyder dejligt positivt, at du har den oplevelse. – Ja, det har jeg virkelig. Og guderne skal vide, at det ikke er fordi, jeg ikke også kan mærke kæmpe udsving i følelserne og mørke perioder. Jeg render ikke rundt og er sådan evigglad, og jeg ville være ked af, hvis det var hovedbudskabet. Der er masser, masser, masser af svære perioder og mørke tider, det er slet ikke det. Jeg tager det bare ikke så alvorligt mere. Det er forskellen."