"Corona skaber splittelse i min familie"
Konflikter har potentiale til at splitte familier ad, men de kan også gøre os klogere på hinandens verdensbilleder og skabe øget forståelse og accept. To søstre har søgt hjælp hos terapeut Rikke Thuesen for at få løst en konflikt om, hvordan de forholder sig til deres forældre under coronakrisen.
Oftest har jeg kærestepar i terapien, men i dag sidder Helene og Hanne over for mig. De er søstre, og jeg kender lidt til dem og deres familie. De har spurgt, om jeg vil hjælpe dem med at få en uoverensstemmelse til ikke at ende med en stor familiekonflikt. Hanne fortæller om familien, der består af en ældre mor og far, der er skilt og bor med deres nye ægtefæller, og tre søskende med partnere og børn.
"Vores mor har et skrøbeligt helbred, men fejler ikke noget konkret lige nu, og fars kone er hjertepatient, men har det ok. Da coronakrisen startede i marts, var vi søskende enige om at skåne vores forældre og snakke på skype eller telefon og helt undgå fysisk kontakt. Men vi så dem hen over sommeren, og i løbet af efteråret er vi blevet fuldstændig uenige om, hvad der er det rigtige at gøre."
Helene fortsætter: "Jeg og min bror mener, at det er ok at se vores forældre så ofte, vi og de har lyst til at se hinanden, og at børnene er velkomne til at besøge dem også. Hanne mener, at vi skal undlade at tage børnene med på besøg, at vi skal begrænse besøgene, og at de i øvrigt helst ikke må komme uden for en dør. Det giver os nogle voldsomme konflikter, for vi diskuterer det meget, og vi kan ganske enkelt ikke komme til enighed, og det begynder at gå os så meget på, at vi har svært ved at finde den gode tone mellem os."
Jeg opfordrer dem til at fortælle om deres tanker og følelser.
Helene: "Jeg er godt klar over, at vi har udsatte ældre i familien, og at det er sværere for dem, hvis de bliver syge. Men jeg føler, at Hanne bliver formynderisk og bestemmende og opfører sig som en forælder over for os alle, og det gør mig gal. Jeg oplever, at især min mor er ensom og ked af det, og hun vil gerne se os og børnene, men vil heller ikke komme imellem os søskende, og det gør ondt at se på …"
Hanne: "Jeg ønsker bestemt ikke at være den, der skal opdrage på min familie, jeg forstår bare ikke, hvorfor de ikke tager det alvorligt, det er jo farligt, og jeg ville ikke kunne bære, hvis der skete noget med min mor. Hvorfor kan vi ikke bare se dem selv og så lade børn og ægtefæller blive hjemme … Jeg er så bange for, at de unge mennesker slæber noget med hjem til hende og smitter hende.
Helene bryder ind: "Jamen søde, de passer jo på, når de er der, de er jo også bange for at gøre mormor syg."
Hanne: "Jeg ved det godt, jeg kan bare ikke finde ro i det … Jeg er så grundbange, at jeg ikke kan være rationel, jeg er jo også ked af, at mor er ensom, men jeg aner ikke, hvad vi skal gøre."
Læs også: Psykologi: "Jeg vil have mere af den nærhed, vi havde under nedlukningen"
Samtalen åbnede op for, at uenigheden bunder i forskellige verdensbilleder. Begge søstre har en positiv intention om at passe på forældrene – den ene ved at holde sig fra fysisk kontakt, den anden ved at afværge ensomhed. Og selv om de ikke blev enige, fik de en forståelse for den andens perspektiv og fik løsnet op for den fastlåste konflikt.
Og når konfliktniveauet sænkes, er der bedre mulighed for at søge efter løsninger, der kan rumme begge perspektiver. Søstrene forpligtede sig til at snakke videre om rammer for besøg hos forældrene med øget fokus på at være få ad gangen, begrænse den fysiske kontakt og være så meget udendørs som muligt.
