Eksperternes allerbedste slanketips - del 1

Hvad virker – og hvad virker ikke, hvis du gerne vil tabe dig? Det ved de kvinder og mænd, du kan møde her. For de er blandt landets førende trænere, forskere, ernærings- og sundhedseksperter.

Af Jo Brand

Michelle Kristensen

Michelle Kristensen er bachelor i idræt, forfatter, personlig træner, foredragsholder og afholder bootcamps. Michellekristensen.dk

Faste en gang om ugen

– Det lyder utrolig kedeligt, men det virker: Giv dine tyggemuskler ro. Jeg er stor fan af faste på den måde, at du en gang om ugen ikke spiser noget i 24 timer. Det passer enormt godt til alle os madglade, der elsker gode middage med vin og dessert, og som kan tage os selv i at spise, fordi det er hyggeligt og smager godt, og ikke fordi vi er sultne. Faste gør dig bevist om, hvorfor du spiser – om du er sulten, eller om du keder dig. Derudover er det en god måde at skære ned på kalorieindtaget uden at skulle leve totalt strikst. Jeg gør det også selv og kan mærke, at min krop har det fantastisk efter en faste, og at jeg træner enormt godt og har meget energi, når jeg gør det. Et lille tip, hvis du har børn, er at gøre det fra aften til aften, så dine børn ikke får mærkelige ideer, fordi mor pludselige ikke spiser. De skal ikke vide eller involveres i, at du faster. Det kan forstyrre deres forhold til mad.

LÆS OGSÅ: Derfor bør du prøve nulstilling

Louise Bruun

Ernæringsekspert, personlig træner og forfatter. Louisebruun.dk

Hold dig til tre måltider om dagen

– Spis tre måltider om dagen, og lad halvdelen af tallerknen bestå af grøntsager og/eller bær. Den anden halvdel fordeles ligeligt mellem protein og sundt fedt (for eksempel nødder, frø, olier og avocado). Hvis du spiser sådan i en måned, taber du dig. Og endnu mere vigtigt vil det være godt for dit helbred. Når den måned er gået, kan du så være lidt mindre rigid og begynde spise efter 80/20-princippet, hvor du spiser sundt i 80 procent af ugen, mens du spiser mindre sundt de sidste 20 procent.

Henrik Duer

Cand.scient. i idræt og kemi, træner, sundhedsrådgiver og forfatter til bl.a. "Danskernes bedste vægttab".

Henrikduer.dk

Tag det i dit tempo

– Bootcamps, juicekure og hurtige vægttab er ofte spildte kræfter. Det kan godt være, at du taber dig, men hvis du ikke får ændret dine dårlige vaner efterfølgende, tager du det hele på igen. Så hvis dit vægttab skal holde, skal du fokusere på en livsstilsændring. Og her handler det om at tage det i et tempo, der passer til dig, og sætte ind, hvor det giver mening i forhold til den måde, du lever på. Hvis du for eksempel spiser meget slik, altid to portioner, store mængder pasta eller noget fjerde, er det her, du kan starte med at foretage en ændring, der kan blive varig. Når det gælder motion, er det også sådan, at den bedste motion er den, du får gjort. Og derfor må det aldrig blive en sur pligt, så find noget du kan lide – også selvom det bare er at åbne døren og gå en tur.

LÆS OGSÅ: Spis det, du har lyst til og tab dig

LÆS OGSÅ: 5 tips til at undgå overspisning

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du faster